Kenneth Thue: Konservative på spring?

Det Konservative Folkeparti blev stiftet i 1916 med proprietær Emil Piper som partiets første formand.

I de første 55 år af partiets liv opnåede det flotte resultater ved folketingsvalgene. Med undtagelse af valget i 1947 har partiets valgresultater svinget mellem ca. 17 % og 21 % af stemmerne ved de 22 folketingsvalg, der blev afholdt i perioden fra 1918 til 1971.

Historien viser, at de konservative ér et stort parti. Ud af de 38 folketingsvalg, der har været afholdt i partiets historie, har de konservative fået mindst 15 % af stemmerne ved 26 af valgene.

Den første nedtur
1970’erne blev det første skæbnesvangre årti for de konservative. Ved valget i 1971 fik partiet 16,7 % af stemmerne, men ved de efterfølgende fire valg i 1970’erne fik partiet mellem 5,5 % og 12,5 % af stemmerne.

De konservative fik, sammen med de øvrige gamle partier (Socialdemokratiet, Radikale og Venstre), en ordentlig lussing ved jordskredsvalget i 1973. Partiets mandattal blev næsten halveret. Det skete under ledelse af Erik Haunstrup Clemmensen. Derefter blev det til endnu to svage valgresultater i både 1975 og 1977 under ledelse af Poul Schlüter. Herefter førte partiformand Ib Stetter partiet til fremgang ved valgene i 1979 og 1981 hvor partiet fik hhv. 12,5 % og 14,5 % af stemmerne.

Det Konservative Folkepartis indtog i regeringen kan meget vel være det vendepunkt, partiet har ledt efter. Partiet står stærkt med to centrale prestige-ministerier: Justitsministeriet samt Erhvervsministeriet.

Kenneth Thue
Klummeskribent

(ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER GRAFEN)

Schlüters genrejsning
Poul Schlüter skrev konservativ partihistorie i 1981 da han for anden gang satte sig på formandsposten i partiet. Det var ikke set før. Schlüter blev statsminister i 1982 hvor han dannede firkløverregeringen. Han var kommet til, efter at Anker Jørgensen var trådt tilbage som statsminister uden at udskrive valg. 

Schlüter genrejste i den grad Det Konservative Folkeparti. I 1984 førte han partiet til det bedste valgresultat nogensinde. Partiet fik 23,4 % af stemmerne. Og ved valget i 1987 fik partiet 20,8 % af stemmerne, hvilket var det tredje-bedste valgresultat nogensinde. Poul Schlüter blev desuden den længstsiddende danske statsminister i efterkrigstiden med en regeringsperiode på mere end ti år (fra 1982 til 1993). Begyndelsen på enden til Schlüters politiske karriere indtræf i 1989, hvor han holdt sin skælsættende ”der-er-ikke-fejet-noget-ind-under-gulvtæppet”-tale i Folketinget.  Fire år senere udkom en kommisionsbetænkning omkring den såkaldte Tamil-sag, og knap to uger senere trak Schlüter sig som statsminister. 

Et virvar af partiformænd
Schlüters afgang blev startskuddet til de konservatives historiske nedtur. Partiet fik ganske vist et flot valg i 1994 med opbakning fra 15 % af vælgerne. Men herefter trådte partiet ind i en epoke præget af kaos omkring formandsposten i partiet. Og heri ligger formodentligt kimen til at forstå den konservative nedsmeltning.

I perioden fra 1993 til 2000 nåede både Torben Rechendorff, Hans Engell, Per Stig Møller og Poul Andreassen at være formænd for partiet. Kaosset omkring ledelsen af partiet satte sig også i valgresultatet fra 1998 hvor partiet blot fik 8,9 % af stemmerne. Det var dengang det tredje dårligste valgresultat nogensinde. 

Bendt Bendtsen fik tilført partiet ledelsesmæssig stabilitet i perioden fra 2000 til 2008. Desuden stod han i spidsen for partiet ved valgene i både 2001, 2005 og 2007, hvor partiet havde fremgang ved alle tre valg – om end fremgangen var beskeden.

Herefter fulgte endnu en periode med kaos omkring den konservative partiledelse. Fra 2008 til 2014 nåede både Lene Espersen, Finn Poulsen, Lars Barfod og senest Søren Pape Poulsen at blive formænd for partiet.

Og det ledelsesmæssige kaos ses tydeligt, når vi sammenligner perioderne før og efter Schlüter. I perioden fra 1916 til 1993 sad den konservative partiformand i gennemsnit på posten i syv år. I perioden fra 1993 til 2014 har formændene i gennemsnit holdt omkring 2½ år. 

Spirende meningsmålinger
Ved folketingsvalget i 2015 fik de konservative et katastrofevalg med blot 3,4 % af stemmerne. Partiet havde nået et historisk lavpunkt, og det blev flittigt diskuteret, om de konservative kunne ryge under spærregrænsen. Dagens vægtede gennemsnit af meningsmålingerne fra Altinget viser, at partiet nu står til omkring 4,4% af stemmerne. Det er den bedste måling for partiet i 2 år. Og i tre af de fire meningsmålinger offentliggjort efter regeringsomdannelsen i november 2016 har partiet ligget over 4% af stemmerne. Langt fra prangende – men vi skal faktisk tilbage til april 2015 for at finde meningsmålinger på et højere niveau.

(ARTIKLEN FORTSÆTTER UNDER GRAFEN)

Det Konservative Folkepartis indtog i regeringen kan meget vel være det vendepunkt, partiet har ledt efter. Partiet står stærkt med to centrale prestige-ministerier: Justitsministeriet samt Erhvervsministeriet. Begge ministerier indeholder dele af det DNA, som den konservative sjæl bygger på: Lov og orden samt et stærkt erhvervsliv. Partiets tredje ministerium, børne- og socialministeriet, passer ligeledes glimrende ind i den konservative sjæl, hvor familien og familieværdier historisk har stået centralt.

Analyser af vælgernes bevægelser efter regeringsrokaden indikerer da også, at de konservative for øjeblikket tiltrækker vælgere fra både Liberal Alliance, Venstre samt Dansk Folkeparti. Analysegrundlaget er relativt spinkelt, hvorfor vi må vente nogle måneder endnu med mere præcist at kunne udtale sig om de konservative meningsmålinger. Men med foråret følger budskabet om, at Det Konservative Folkeparti formodentligt lider af tiltrængt vokseværk.  

...

Kenneth Thue Nielsen er ejer af analysevirksomheden methods.dk. Han er ekspert i statistik og tidligere valgforsker. Han har arbejdet for blandt andre LO, DR og Socialdemokraterne. Han skriver klummen ”Politik & statistik” på Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.