Debat

KL: Den danske model skal ikke omkalfatres – men der er behov for refleksion

DEBAT: I 2018 fik vi en god overenskomst, som viser, at den danske model virker. Men der er behov for at reflektere over, hvorfor konflktniveauet under OK18-forhandlingerne var uhørt højt med meget skarp retorik, skriver Michael Ziegler (K).

Jeg oplevede et uhørt højt konfliktniveau med meget skarp retorik. Til tider var tonen også for skarp – i hvert fald, når medierne var til stede, skriver Michael Ziegler fra KL.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Lise-Lotte Skjoldan

Fagdebatredaktør

GDPRDeleted

Vis mere

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Michael Ziegler (K)
Formand for KL's Løn- og Personaleudvalg

Lad mig starte med at slå det vigtigste fast: Den danske model virker. Vi fik en god og balanceret overenskomst. Ellers ville dette debatindlæg have et helt anderledes udgangspunkt.

Så ville vi stadig samle stumperne op efter et forsømt forår og et forlist forhandlingsforløb. Heldigvis endte alle med at rykke væk fra kanten i fællesskab. Selv da det så sortest ud, var forhandlingerne på det kommunale område båret frem af gensidig respekt og en god tone i forhandlingslokalet.

Dermed lykkedes det at forhandle en stærk overenskomst, som vi kan være stolte af. Især glæder jeg mig over den særlige rekrutteringspulje på en halv milliard kroner til sundheds- og ældreområdet, som viser, at vi kan bruge overenskomstforhandlingerne til at løse nogle af de store og vigtige udfordringer, vi som samfund står over for.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Behov for refleksion
Formålet med den danske model er at undgå konflikt og i stedet skabe forhandlingsløsninger og fred på arbejdsmarkedet. I KL tager vi dette ansvar meget alvorligt. Derfor er vi for længst i gang med omfattende evaluering af forløbet sammen med Forhandlingsfællesskabet. Vi er i god og tæt dialog både om det, der gik galt, og det, der lykkedes. Det er gennem dialog, tilliden skal genskabes.

Jeg ser ikke et behov for en større omkalfatring. Men der er behov for justeringer og refleksion over årsagerne til, at det gik, som det gik.

Et våbenkapløb, hvor parterne slås for at overbyde hinanden i bryske citater, kan risikere at forgifte forhandlingsklimaet og dermed umuliggøre en aftale.
Michael Ziegler (K)

Jeg oplevede et uhørt højt konfliktniveau med meget skarp retorik. Til tider var tonen også for skarp – i hvert fald når medierne var til stede. Det giver TV-tid, men det gavner ikke forhandlingerne – og heller ikke samfundets tillid til parterne.

Et våbenkapløb, hvor parterne slås for at overbyde hinanden i bryske citater, kan risikere at forgifte forhandlingsklimaet og dermed umuliggøre en aftale.

Parterne holder sammen i hverdagen
Jeg tror, at mange danskere blev efterladt med et indtryk af, at parterne konstant er i kampzonen. Men virkeligheden er jo, at der hver dag ude i de 98 kommuner er et fantastisk sammenhold med de 500.000 kommunale medarbejdere.

Vi står sammen om at levere kernevelfærd til borgeren. Og som forhandlingsparter arbejder vi mellem overenskomstforhandlingerne hele tiden tæt og konstruktivt sammen for at gøre vores samfund bedre. For borgere og medarbejdere.

Det står i skarp kontrast til det menageri, der udfolder sig, når forhandlingerne spidser til.

Vi er nødt til at tage stilling til, hvad det betyder, når øjeblikkelig adgang til medierne, og dermed befolkningen, nu ikke er længere væk end en låst skærm på telefonen. Og når debattonen når nye skingre højder. Det stiller store krav til vores opførsel, hvis vi samtidig vil påtage os rollen som ansvarlige forhandlingsparter.

Musketered og ultimative krav
Et nyt fænomen i OK18 var også musketereden. Behovet for stærk koordinering på lønmodtagersiden er helt forståeligt. Samme behov har vi selvfølgelig også hos arbejdsgiverne.

Men jeg må sige, at det flere gange i forløbet forekom mig, at vi ikke havde egentlige forhandlinger. For det ønskede resultat var handlet af i organisationerne og kunne ikke afviges af det enkelte forbund. Dermed fik de for nogle karakter af ultimative krav.

Jeg tror, at mange af os, der var til stede i Forligsinstitutionen, også oplevede, at musketereden gjorde det sværere at finde vej til det kompromis, vi endte med.

Selvfølgelig koordinerer vi også på arbejdsgiversiden. Men der er ikke krav på det kommunale bord, der udelukkende skal indfris af hensyn til staten eller regionerne. Vi er tre meget forskellige arbejdsmarkeder. Problemstillingerne er forskellige – og derfor skal der også være plads til forskellige løsninger og forskellige forhandlinger parterne imellem.

Det er også en del af den danske model. Musketereden, hvor alt bliver blandet sammen, komplicerer i bedste fald forhandlingerne. I værste fald risikerer man at trække alle parter ud i en konflikt, som kunne og burde være undgået.

Ikke en naturlov
Men hvis der skal laves justeringer i måden, vi forhandler overenskomst på, så skal det komme fra parterne selv. Vi har ikke brug for indblanding fra Christiansborg. Hverken før, under eller efter forhandlingerne.

Den danske model har i de sidste 120 år været med til at sikre et stærkt og meget fleksibelt arbejdsmarked – og dermed den velstand og fremgang, vi har bygget vores velfærdssamfund på. Det er noget, mange lande misunder os og gerne vil gøre efter. Men vi skal huske på, at det er ikke en naturlov. Og det er noget, vi alle skal værne om.

Derfor fortsætter vi sammen med de faglige organisationer den konstruktive dialog og det tætte samarbejde, om hvordan vi sikrer et godt og ansvarligt forhandlingsforløb i 2021.

Politik har aldrig været vigtigere