KL om åben skole: Vi skal rebe sejlene

SKOLE: Folkeskolereformens åbne skole mangler for alvor at få luft under vingerne. KL vil ”rebe sejlene”, siger udviklingsdirektør Arne Eggert. Det fungerer, når kommunerne tager ansvar for mødet mellem skole og omverden, noterer han sig.

Den åbne skole er vigtig for KL’s nye Børne- og undervisningsudvalg, siger udviklingsdirektør Arne Eggert.
Den åbne skole er vigtig for KL’s nye Børne- og undervisningsudvalg, siger udviklingsdirektør Arne Eggert.Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Tyson W. Lyall

Folkeskolereformen nærmer sig sin fireårs fødselsdag, men endnu mangler den på flere områder at slå ordentlig rod.

Reformen, som havde første skoledag i august 2014, bød på længere dage, lektiecaféer, bevægelse og en mere åben skole.

Og særligt sidstnævnte mangler for alvor at slå igennem.

Det erkendte undervisningsminister Merete Riisager (LA) tidligere på året, ligesom Danske Skoleelever løbende har efterlyst fremskridt.

Jeg kan godt se, at det kan være svært for en lærer at lave hele entreprisen på en åben skoleaktivitet inden for arbejdstiden

Arne Eggert
Udviklingsdirektør, KL

Hos KL medgiver udviklingsdirektør Arne Eggert, at den åbne skole er et af de reformelementer, flere kommuner er kommet senere i gang med.

Det bliver der gjort noget ved, lyder meldingen.

”Jeg oplever, at kommunerne gradvist bliver bedre, men der er meget at gøre. Det er et af de områder, der er vigtige for KL’s nye Børne- og Undervisningsudvalg, og hvor vi skal rebe sejlene,” siger han og forklarer, at KL har øje på flere gode cases.

Det gælder eksempelvis Aalborg Kommune, som har ansat såkaldte ”playmakere”, der skaber samarbejde mellem foreninger, kulturinstitutioner, erhvervsliv og skoler.

Den slags skal spredes udover kommunegrænserne, mener Arne Eggert.

Dokumentation

Hvad er åben skole?

Intentionen med folkeskolereformen fra 2014 er, at skolerne skal åbnes overfor det omgivende samfund.

Det skal gøres ved at arbejde sammen med virksomheder, idrætsforeninger, musik- og billedskoler eller ungdomsskolen.

Den åbne skole skal ”bidrage til variation i skoledagen og til at differentiere undervisningen, så den imødekommer og udfordrer den enkelte elevs faglige niveau”.

Samarbejdet med de lokale organisationer er et lovmæssigt krav.

De kommunale musikskoler og ungdomsskoler har også en forpligtelse til at samarbejde med folkeskolerne. I forbindelse med de samarbejdet, som skolen har pligt til at opsøge, kan eksterne undervisere fra for eksempel idrætsforeningen eller musikskolen også stå for undervisningen i begrænset omfang.

Kilde: UVM.dk.


0:000:00