Kommentar: På forkant i udkanten

Vi har hørt historien mange gange: Først forsvinder kroen, så drejer købmanden nøglen om, forsamlingshuset sygner hen, og til sidst lukker skolen.

Væk er naturlige mødesteder, der gennem generationer har skabt grobund for fællesskaber og sammenhængskraft i landsbyer og andre småsamfund.

Rundt om i landskabet står de lokale middelalderkirker bogstaveligt talt som spredte markører på en svunden tid, hvor præsten, kroejeren, købmanden og skolelederen var vigtige fixpunkter i et levende lokalsamfund.

Grundpiller i civilsamfundet
I dag står præsten så at sige tilbage som eneste repræsentant for de institutioner, der udgør grundpillerne i civilsamfundet. Ind imellem i selskab med en medarbejder fra én af de fonde, der de senere år har engageret sig for at skabe bedre livsbetingelser i udfordrede områder.

Den forstærkede filantropiske indsats bør ske i en erkendelse af, at der er brug for et ekstraordinært engagement – og en ekstra hjælpende hånd, hvis det skal lykkes at revitalisere hensygnende småsamfund. 

Birgitte Boesen
Cand.scient.pol. og indehaver af büroCPH

Indtil videre har det været småt med synergi mellem de to energifelter – kirken og fondene. Men måske tegner der sig i horisonten nogle nye alliancer godt hjulpet på vej af kommunerne, der har erkendt, at de har brug for hjælp udefra, hvis det skal lykkes at løfte opgaven med at skabe nyt liv i de kommunale udkanter.

Her er det værd at nævne, at der allerede er flere eksempler på, at kommunerne og folkekirken i praksis finder ud at samarbejde om at gøre en indsats i de små samfund.

Kirken som forandringsagent
Udviklingen har givet Folkekirken en mulighed for at optræde som forandringsagent. Blandt drivkræfterne er en ny generation af biskopper, der har gjort sig bemærket med forskellige forslag til at gentænke kirkens samspil med det omgivende samfund.

En slags redefinering af begrebet ’diakoni’, der er en fælles betegnelse for kirkens sociale arbejde. Ved at redefinere tidligere tiders praksis, for at kirkeliv og samfundsliv går hånd i hånd, er der grobund for nye alliancer med civilsamfundet og kommunerne.

Sker det, vil udviklingen inden for folkekirken have flere fællestræk med den bevægelse, som de danske fonde i disse år gennemgår, og hvor de forandrer sig fra at være diskrete velgørere til at blive synlige samfundsaktører.

Hvor går grænsen mellem kirkeliv og socialt arbejde
Tendensen var også synlig på årets folkemøde. I en paneldebat i Folkekirkens telt talte biskop Marianne Gaarden fra Lolland-Falster om at gøre kirkebygningerne – der også omfatter sognegårde – til en slags nye forsamlingshuse.

Hvorfor ikke bruge bygningerne til kaffeklub om mandagen, yoga om tirsdagen og kreativt værksted om onsdagen, lød spørgsmålet. Ved på den måde at bidrage til de sociale fællesskaber, kan kirkerne samtidig bruge ressourcerne bedre, lyder et andet argument.

Men kan man trække en grænse mellem, hvad der er kirkens primære formål og dens sociale arbejde, spurgte moderator Gertrud Højlund de øvrige paneldeltagere, der også omfattede Fredericias borgmester Jacob Bjerregaard, konsulent Suzette Frovin fra Center for Frivilligt Socialt arbejde og undertegnede.

Bæredygtige projekter er også en slags kapital
Mit bud er, at det drejer sig om at erkende, hvad man selv kan byde ind med i et samarbejde. Som bekendt er fondene rige på filantropisk kapital i form af penge, viden og netværk.

Tilsvarende gør bæredygtige projekter ansøgerne rige på kvalificeret projektkapital, mens velfungerede fællesskaber er med til at øge lokalsamfundets relationskapital.

I den forbindelse kan det være interessant at (gen)læse afsnittet om 'Fællesskabelse' i Anker Brink Lund og Gitte Meyer fine bog 'A-Å om civile samfund'.

Heri pointerer de, at civiliserede fællesskaber ikke kun baserer sig på frivillighed, men også forudsætter gensidighed og aktiv deltagelse.