Kommuner og landmænd presser miljøministeren om vandløb: ”Vi er frustrerede over, at der ikke er sket noget”

OVERSVØMMELSER: Står det til KL og L&F, skal regeringen snart se at rubbe neglene og få gennemført centrale anbefalinger om klimatilpasning ved vandløb, som et ekspertudvalg kom med i 2017. Miljøministeren kan godt forstå utålmodigheden.

Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Hjalte T. H. Kragesteen

Der er brug for at sætte fart på klimatilpasningen langs de danske vandløb.

Det mener KL og Landbrug & Fødevarer, der har sendt et fælles brev til miljøminister Lea Wermelin (S). I brevet peger organisationerne på, at der fortsat ikke er taget stilling til centrale anbefalinger, som et ekspertudvalg præsenterede under VLAK-regeringen i 2017. Derfor opfordrer brevskriverne til, at der ”hurtigst muligt” sættes gang i et arbejde, der tager udgangspunkt i anbefalingerne.

Viceformand i Landbrug & Fødevarer Thor Gunnar Kofoed er underskriver på landbrugets vegne. Og han beretter om stigende irritation over, at rapporten fra 2017 ikke er taget op af skuffen.

”Vi er frustrerede over, at der ikke er sket noget. Det er derfor, vi skriver det her brev. Vi kan ikke blive ved med at se på områder, der bliver oversvømmet,” siger han.

Jeg kan sagtens forstå utålmodigheden med at finde løsninger til håndtering af vandet. Men det gælder om at finde robuste og holdbare løsninger.

Lea Wermelin (S)
Miljøminister

Brevet kommer i kølvandet på massive oversvømmelser, som særligt ramte Jylland i vinters.

”Nu har vi godt nok haft masser af dejlig sol og tørvejr det seneste stykke tid. Men det er ikke længe siden, at man kørte gennem de tusinde søers land i Jylland, hvor der var mere vand, end der var land. Og vi ved, at kraftigere regnskyl vil komme hyppigere og hyppigere fremover. Der er ikke tid til at sidde på hænderne,” siger Thor Gunnar Kofoed.

En fælles finansieringsfond
I brevet gør de to organisationer særligt opmærksom på en central anbefaling i rapporten. Den handler om, at kommunerne bliver forpligtet til i fællesskab at udarbejde helhedsplaner for samlede vandløbssystemer for at sikre de mest effektive løsninger på et problem, der går på tværs af kommunegrænser. Af brevet fremgår det, at kravet bør gælde ”alle relevante vandløbssystemer”, men organisationerne understreger også, at der vil blive behov for en prioriteret indfasning.

Både KL og Landbrug & Fødevarer erkender nemlig samtidig, at det ikke er gratis at gøre noget ved problemerne og efterspørger derfor også en plan for finansieringen.

”Det kunne man lave en fælles finansieringsfond. Eller også kunne man bruge forsyningsmidler. Der skal findes nogen penge til det. Det er en samfundsopgave at få det vand væk,” siger Thor Gunnar Kofoed.

0:000:00