Konservativt menighedsrådsmedlem: Optagelse af Ramadan-sang er helt i tråd med traditionerne

Sangbogen trækker tråde tilbage til bevægelsens grundprincipper omkring mangfoldighed og tolerance. Og konklusionen herpå er, at sangbogen skal være for alle og dermed repræsentere alle.

Mike Straarup
Kandidat til kommunalvalget i Vejen Kommune for Konservative og medlem af menighedsrådet i Askov Sogn

Dannelse er oplysning om andre kulturer
Højskolebevægelsen byggede – og gør stadig den dag i dag – på en række grundprincipper. Ét af disse principper er, at højskolen er for alle. Det har den været siden sin start i den første halvdel af det 19. århundrede.

Den rummelighed, der ligger i dette princip, påkræver tolerance: Tolerance over for andre mennesker, andre livssyn og andre religioner. Højskolebevægelsen er stiftet i de samme år, som Danmarks Riges Grundlov blev nedfæstet, og de samme bærende frihedsprincipper går igen, heriblandt friheden til at praktisere den religion, man finder bedst.

Højskolernes lovmæssige formålsparagraf tilsiger endda, at der skal tilbydes undervisning ”hvis hovedsigte er livsoplysning, folkelig oplysning og demokratisk dannelse."

Dannelsesbegrebet er tit til debat, men de fleste kan blive enige om, at dannelse er andet og mere end historisk dannelse. Det er også læren og oplysningen omkring andre kulturer end éns egen. For kun oplyste mennesker kan forholde sig konstruktivt kritisk til blandt andet religion, og det burde i sandhed være en borgerlig mærkesag.

Det handler ikke om religion
For det handler ikke om forherligelse eller udbredelse af islam som religion. Det handler om et indblik i en del af Danmark, som er den faktiske virkelighed uagtet ens politiske eller personlige modstand herimod.

Fem procent af den danske befolkning er muslimer. Det faktum skal rummes og repræsenteres i højskolesangbogen, ikke af hensyn til muslimer, men for at danne og oplyse os andre.

Sangen hverken missionerer eller forkynder. Den beskriver blot det levede liv og den hverdag, som en del af den danske befolkning befinder sig i, og det er udelukkende til vores oplysning. Af samme årsag finder vi heller ikke sangen i bogens Tro-afsnit, men i det om Liv. For det handler ikke om religion, men om det levede liv i en del af Danmark.

Må ikke blive et antikvarisk produkt
Med den erkendelse i rygsækken bliver al formmæssig kritik af det litterære niveau og sangens potentiale som fællessang sekundær, hvis ikke direkte ligegyldig. Sangens tilstedeværelse i højskolesangbogen er funderet i bogens opgave med at repræsentere hele Danmark.

Netop den bredde er Højskolesangbogens eksistensberettigelse. Sangbogen trækker tråde tilbage til bevægelsens grundprincipper omkring mangfoldighed og tolerance. Og konklusionen herpå er, at sangbogen skal være for alle og dermed repræsentere alle.

Hvis den skal forblive relevant og ikke overgå til kun at være et antikvarisk produkt over den danske sangskat, må den naturligvis repræsentere sin samtid. Hvorfor ellers forny den?

Når politikerne er imod inkluderingen af 'Ramadan i København' i den nyeste udgave af Højskolesangbogen, må den naturlige konklusion være, at de enten er imod højskolens grundprincipper eller er kritikere af deres samtid. Begge dele er valide holdninger, men så bedes politikerne skærpe deres pen og rette kritikken retmæssigt.

Uagtet hvilken af ovenstående konklusioner man hælder til, skal ingen af dem dog stå højskolesangbogsudvalget eller selve Højskolesangbogen til last. Den udfylder lige netop den rolle, som det altid har været dens opgave at udfylde: Livsoplysning og dannelse af folket.

Tænk, hvis vi blev klogere på hinanden.