Konsulent: Jurister skal vurdere forholdet mellem digitalisering og menneskelig forvaltning

Af Kristian Vaumoron
It-konsulent

Den digitale forvaltning er kommet, ikke blot for at blive, men også for at ekspandere.

Vores møde med det offentlige er og bliver mere og mere en fuldautomatisk oplevelse; noget, hvor vi ikke ser et menneske, men interagerer med en computer.

Det kan man have sin mening om, også set med en jurists øjne.

Men faktum er, at vi ikke kan undvære den: I en moderne stat som Danmark, hvor kravene til en stor offentlig forvaltning er så omfattende, som tilfældet er, har vi hverken mandskab eller råd til at udskifte it med kvalificeret menneskelig arbejdskraft.

Fokus på lovlighed
Derfor er det irrelevant at diskutere, om vi skal bruge it her. Det skal vi, for der er ikke noget alternativ.

Vi har ikke de ressourcer, som skal til for at varetage de opgaver, som løftes af it allerede i dag. 

Kristian Vaumoron
It-konsulent

Fokus skal derimod være rettet mod kvalitet og lovlighed – for slutbrugeren, den enkelte borger, skal have god service og beskyttes mod ulovligheder.

Og det er her, juristerne kommer ind i billedet. Nemlig som det bolværk, som kan skærme borgerne mod ulovlig og dårlig forvaltning.

Problemet er imidlertid, at mange offentlige it-projekter, store som små, mangler tilstrækkelig juridisk indsigt.

Indsigt i, hvilke begrænsninger for eksempel persondataloven sætter for behandling af enhver form for personfølsomme data.

Man kunne også tage forvaltningslovens bestemmelser om partshøringer (sager skal være tilstrækkeligt oplyste) eller lov om forældelse for nu blot at nævne nogle af de bestemmelser, som offentlige it-projekter har brændt fingrene på.

Det er heller ikke let at finde rundt i lovjunglen, det kræver behørig juridisk viden. Og det er de færreste it-projekter, som har den. Den er heller ikke sådan lige at fremskaffe.

Behov for juridisk assistance
Jeg tror, problemet fundamentalt set skyldes, at de to interessenter i en god, lovlig fremtidig digital forvaltning – juristerne og it-projekterne – ikke har tilstrækkeligt blik for hinandens behov og mangler.

It-projekterne undervurderer behovet for juridisk assistance. Ikke med vilje, for jeg har ikke til dags dato oplevet – eller hørt om – et eneste it-projekt, som ville bryde loven. Men man ved ikke bedre.

Og selvom ukendskab til loven ikke er en gyldig undskyldning, så skal man huske på, at ingen har det fulde overblik over, hvad der er lovligt eller ej.

Nogle har mere end andre, men ingen er perfekte.

Det sammenholdt med, at it-projekter er så store, at de oftest har en vidt forgrenet berøringsflade med love, gør, at man tit overser, at et forhold kan være lovreguleret.