Kristian Jensen skal give Venstre tyngde i klimaforhandlinger

NAVNE: Venstres tidligere næstformand Kristian Jensen får fremover en ”fri rolle”, der blandt andet skal bruges til at give partiet mere tyngde i forhandlingerne om en ny klimalov. Det blev besluttet på et gruppemøde torsdag.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Morten Øyen

Kristian Jensen får ”en mere fri rolle” i Venstres folketingsgruppe, der i første omgang betyder, at han kommer med på partiets forhandlerhold, når der skal forhandles klimalov i efteråret.

Det oplyser Venstre efter et gruppemøde torsdag.

Det er Kristian Jensens eget ønske ikke at have noget ordførerskab, nu hvor han ikke længere er næstformand eller gruppeformand i partiet.

”Jeg har aftalt med Jakob Ellemann, at jeg har en mere fri rolle, hvor jeg bliver brugt på de områder, hvor Venstre har brug for at sætte nogle flere kræfter ind,” siger Kristian Jensen til TV 2 News.

Vigtig brik i forhandlinger
Den nyvalgte Venstre-formand, Jakob Ellemann-Jensen, anser Kristian Jensen for et godt kort at have i de kommende forhandlinger.

”Det giver mig mulighed for at bruge en vægtig og vigtig brik som Kristian Jensen til at lægge tyngde i de forhandlingsforløb, som vi står over for. Den første gang, hvor jeg har tænkt mig at spille med Kristian Jensen, bliver, når vi skal til at tale klimalov,” siger Jakob Ellemann-Jensen til DR.

Rokaden i Venstre betyder også, at ordfører for bæredygtighed og verdensmål Marie Bjerre bliver erhvervsskatsordfører, mens Ulla Tørnæs også får SU med i uddannelses- og forskningsordførerskabet, og Martin Gertsen bliver ny sundhedsordfører.

Tidligere statsminister og formand for Venstre Lars Løkke Rasmussen bliver medlem af Udenrigspolitisk Nævn, men får ligesom Kristian Jensen ellers ingen ordførerpost.

{{toplink}}
 

0:000:00