Kritik af WWF: I svigter klimakampen ved at fokusere på søde dyr

NY KURS: Nogle biologer jubler, mens klimafolk er kede af Verdensnaturfondens nye strategi. Organisationen vil dæmpe sig i debatten om klimapolitik for at lægge flere kræfter i at bevare natur.

Mens ministre fra hele verden i disse dage mødes i Bonn for at diskutere indsats mod klimaforandringer, møder WWF Verdensnaturfonden kritik for at ville fokusere mere på naturbevarelse og beskyttelse af truede dyrearter.
Mens ministre fra hele verden i disse dage mødes i Bonn for at diskutere indsats mod klimaforandringer, møder WWF Verdensnaturfonden kritik for at ville fokusere mere på naturbevarelse og beskyttelse af truede dyrearter.Foto: AP Photo/Achmad Ibrahim
Kristine Korsgaard

”Det er enormt trist, at den danske del af verdens største miljøorganisation nedprioriterer det største miljøproblem, vi har, for i stedet at tale om truede orangutanger og sælge plysdyr til medlemmerne. De vil gerne være en ufarlig organisation, som ikke skræmmer velhavende folk i Søllerød væk ved at stille krav til politikerne. Jeg er målløs.”

Sådan lyder en af reaktionerne på den nye strategi, som WWF Verdensnaturfondens generalsekretær, Bo Øksnebjerg, præsenterede i et interview med Altinget i sidste uge.

Udtalelsen kommer fra Lars Georg Jensen, der selv var klimachef i WWF indtil 2004. I dag er han embedsmand og stiller op til Borgerrepræsentationen for SF i København.

Verdensnaturfondens nye strategi går i hovedtræk ud på at skrue ned for højlydte advarsler om klimaforandringer og op for konkrete projekter for at beskytte naturen og dens dyrearter.

Hvis klimaforandringerne betyder, at mennesker trækker sig fra større områder, kan det i stedet blive en fordel for naturen. Se bare på området omkring Tjernobyl

Rasmus Ejrnæs
Seniorforsker i biologi, Aarhus Universitet

Hvis ikke vi løser klimaudfordringen globalt, så får vi de helt store problemer for både dyrearter og naturområder

Jarl Krausing
International chef i den grønne tænketank Concito

Men den tilgang møder kritik fra fagfolk og andre med interesse i miljø- og klimapolitik. For nylig stoppede klimaprojektchef i Københavns Kommune Jørgen Abildgaard sit rådgivende arbejde for WWF. Han gik blandt andet som en konsekvens af den nye strategi, der var på vej.

”Jeg kom ind på et tidspunkt, hvor man gerne ville prioritere klimadagsordenen højere. Nu vil man noget andet, og så havde jeg svært ved at se, hvordan mine kompetencer passede ind i det,” siger Jørgen Abildgaard, der tidligere blandt andet har været rådgiver for daværende miljøminister Svend Auken.

Jeg er målløs.

Lars Georg Jensen
Tidligere klimachef i WWF

Klimachefen fyret
Jørgen Abildgaard tror ikke på den nye linje, hvor der ikke længere skal være deciderede lobbyister i organisationen, som kun arbejder politisk. I stedet skal fagfolkene selv forsøge at påvirke beslutningstagere sideløbende med, at de leder konkrete projekter, for eksempel beskyttelsen af et område med orangutanger.

”Man siger, at man fortsat vil arbejde mod klimaforandringer på den måde, men det tror jeg ikke på vil lykkes. Det har WWF ikke kompetencerne til,” siger Jørgen Abildgaard, der understreger, at han udtaler sig som privatperson.

Som Altinget tidligere har fortalt blev WWF’s klimachef John Nordbo for nylig opsagt. Han var kendt som en fremtrædende lobbyist med fokus på at påvirke danske og internationale politikere og var blandt andet aktiv i arbejdet med klimamålene op til COP15 i København.

Siden er også presserådgiver Jan Kjærgaard røget ud, og programleder for biodiversitet og skov Bo Normander har selv sagt sin stilling op. Stillingen som klimachef bliver nu nedlagt.

WWF har været en vigtig stemme i klimadebatten
International chef i den grønne tænketank Concito Jarl Krausing opfordrer organisationen til at holde fast i klimadagsordenen:

”WWF har spillet en vigtig rolle og været en vigtig stemme i debatten om den nationale og internationale klimaindsats, og vi ser selvfølgelig meget gerne, at de bliver ved med at markere sig i klimadebatten. Lige nu ser vi en masseudryddelse af arter globalt, og derfor kan jeg godt forstå deres behov for at øge indsatsen for at bevare natur og dyrearter. Sagen er bare, at hvis ikke vi løser klimaudfordringen globalt, så får vi de helt store problemer for både dyrearter og naturområder,” siger han.

Altinget bringer i dag torsdag et debatindlæg, hvor Lars Georg Jensen uddyber sin kritik. Han blev selv fyret i sin tid i forbindelse med en ny linje fra ledelsen.

Han kalder den nye linje i WWF for ”hovedrystende gammeldags”.

”Jeg er ikke ligeglad med, at de nu forsøger at bilde omverdenen ind, at verden ikke er politisk styret, og at det er mere væsentligt at gå rundt med gummistøvler i regnskoven og redde aber end at finde det pæne tøj frem fra skabet og mødes med embedsmænd og politikere,” skriver han i indlægget.

Også blandt menige fagfolk er der skepsis. For eksempel skriver biolog og aktiv i Danmarks Naturfredningsforening Poul Evald Hansen i en kommentar på Facebook:

”Det er en dårlig strategi at sige, det ikke længere er nødvendigt at tale om klima. Tværtimod skal vi udvikle en offensiv strategi, der fokuserer på sammenhængene mellem natur-biodiversitet, miljø, klima, dyrkning, produktion og levevis.”

Begejstret biolog: JA JA JA
Men der er også dem, der jubler over, at Verdensnaturfonden vender tilbage til sit oprindelige fokus på at stoppe hugst af regnskov og illegalt fiskeri af tun og bevare levesteder for danske skovmår og hasselmus.

Seniorforsker i biologi ved Aarhus Universitet Rasmus Ejrnæs blev så glad, da han hørte om det nye fokus på naturbevarelse, at han fandt versalerne frem til et opslag på Facebook: ”JA JA JA!” skrev han.

”Jeg er begejstret for, at WWF vil lægge mere vægt på natur end på verdens klimaproblemer, for den dagsorden bliver så rigeligt tilgodeset i forvejen. Klimadiskussionen handler grundlæggende om menneskers behov for at undgå klimaflygtninge, oversvømmelser i kældrene og sommerferier i dårligt vejr, og det er også helt fint. Men der er ikke mange, der taler naturens sag, og det er der i den grad brug for,” uddyber han over for Altinget.

Rasmus Ejrnæs peger på, at det går fremad på næsten alle FN’s Verdensmål om bedre forhold for mennesker, mens det går tilbage på de to mål, der handler om naturen på land og i vand.

Hvad siger du til indvendingen om, at kampen mod klimaforandringer er helt afgørende for overhovedet at kunne beskytte dyr og natur?

”Det er det ikke nødvendigvis. Hvis klimaforandringerne betyder, at mennesker trækker sig fra større områder, kan det i stedet blive en fordel for naturen. Se bare på området omkring Tjernobyl, der har fået en fantastisk rig natur, fordi der ikke længere er nogen mennesker. Klimaforandringer kan være en trussel mod visse arter, men det er en meget mindre trussel end skovhugst, landbrug, jagt og fiskeri,” siger Rasmus Ejrnæs.

På det punkt er Jarl Krausing fra Concito helt uenig.

"Hvis vi ikke tager hånd om klimaudfordringen, vil det true virkelig mange økosystemer for mange arter overalt i verden. Koralrevene har for eksempel noget af den allerhøjeste biodiversitet i verden, men lider under opvarmningen af havene, så man kan slet ikke sige, at klimakampen ikke har noget med beskyttelsen af dyrearter at gøre," siger han.

Lettere at engagere folk med dyr end klima
Rasmus Ejrnæs har savnet, at en organisation som WWF har turdet ”hylde det smukke og skønne ved den mangfoldige natur i stedet for at være bange for det nørdede ved at interessere sig for naturen”.

Også set fra et kommunikationsmæssigt synspunkt ser Verdensnaturfondens nye strategi fornuftig ud. Det mener Lars Barfoed, som er tidligere leder af Konservative og i dag rådgiver i lobbyvirksomheden Primetime.

Han mener, at den mere folkelige debat om at redde vilde skove og sneleoparder kan styrke organisationen – også politisk.

”I det omfang, de vinder gehør blandt borgerne, så er det jo naturligt nok, at politikerne vil lytte mere til dem, fordi de så repræsenterer vælgernes interesser,” siger han.

Lars Barfoed mener, at WWF har ”en god mulighed for at profilere sig skarpt”.

”De kan engagere folk med nogle mere håndgribelige problemstillinger end klimaforandringer, og de kan gøre det med autenticitet, fordi naturbeskyttelse også er det, de oprindeligt har været kendt for. Mon ikke, de også tænker, at det vil være meget rart at få nogle flere medlemmer og dermed penge ud af det; det vil jo styrke deres aktiviteter,” lyder vurderingen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Bo Øksnebjerg

Generalsekretær, WWF
biolog (Københavns Uni. 1997)

Jarl Krausing

Vicedirektør og international chef, Concito, medlem, Udviklingspolitisk Råd, Rådet for Samfundsansvar og Verdensmål
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1996)

John Nordbo

Klimarådgiver, CARE
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1995)

0:000:00