Kronik: Apropos anerkendelsen af Jerusalem som Israels hovedstad  

[Der er rettet i teksten d. 18.01.2018 - se evt. nederst.]

Af Lone Nørgaard og Torben Hansen
Hhv. lektor, cand.mag. og hovedstyrelsesmedlem i Dansk Samling og historiker

San Remo Konferencen i 1920
Da Det Osmanniske Rige (forgænger til vore dages Tyrkiet) gik i opløsning efter Første Verdenskrig, blev dets besiddelser i det nordlige Mellemøsten delt mellem sejrsmagterne Storbritannien og Frankrig.

Hvilket er ikke så lidt ironisk, fordi netop UNRWA har store aktier i at holde heksekedlen i Mellemøsten i kog.

Lone Nørgaard & Torben Hansen

Det skete ved San Remo Konferencen i 1920. Her fik Storbritannien og Frankrig tilkendt hver deres områder, som de skulle administrere, indtil den indfødte befolkning var i stand til at styre sig selv. San Remo-erklæringens artikel 22, paragraf 4 lyder: ”(…) indtil befolkningerne kan stå på egne ben” (jvf. Søren Harslund: Israel – kampen for staten, 2014, Ordet og Israel, Scandinavia, s. 82).

Frankrig fik Syrien plus Libanon, og Storbritannien fik Irak og Palæstina (Vestjordanland), hvortil Storbritannien i året 1921 føjede Østjordanland. Det blev et selvstændigt emirat – reelt et britisk protektorat.

Israel har således ikke blot Hamas og det meste af den muslimske verden imod sig. Landet har også en skjult og mægtig fjende i FN.

Lone Nørgaard & Torben Hansen

Sammen udgjorde de ’det britiske mandatområde Palæstina’, indtil Østjordanland – som kongeriget Jordan – blev selvstændigt i 1946. I håbet om at standse arabisk kritik – og arabisk vold – lukkede Storbritannien for jødisk indvandring øst for Jordanfloden allerede i 1922.  

Det hjalp ikke, og Storbritannien overdrog resten af Palæstina-mandatet (dvs. Vestjordanland) til FN i 1947. I november 1947 vedtog FN en deling af Palæstina i en jødisk og en arabisk del. Jøderne accepterede, men araberne nægtede at acceptere resolutionen og angreb med våbenmagt.

Flygtninge til og fra Israel – befolkningsudveksling
Araberne tabte, og mange af dem flygtede. Tallene er usikre. Ifølge FN-kommissær Folke Bernadotte var tallet 330.000, men der har også været langt højre tal på bordet – mellem en halv og en hel million – idet arabere fra nabolandene også meldte sig som flygtninge for at få del i hjælpeorganisationernes ydelser. Flugten begyndte allerede i december 1947, og et ofte nævnt og formodentlig troværdigt tal for årene 1947-48 er 538.000 arabiske flygtede.

Resten af araberne i det område, der tilfaldt Israel – 160.000 – forblev, hvor de var. Efter seksdagskrigen i 1967 flygtede yderligere nogle arabere fra Vestbredden. Det var hovedsagelig jordanske tilflyttere, eller folk som allerede var noteret som flygtninge i Jordan.

I perioden 1948–57 flygtede der til sammenligning 567.000 jøder til Israel fra de arabiske lande, og yderligere 250.000 jøder flygtede til Israel i årene 1958-72. Hvilket giver 817.000 i alt. Myrderier i Irak under Anden Verdenskrig plus et antal fredelige emigrationer fra hovedsalig Marokko og Libanon bringer tallet op på 873.000.

Af de oprindelige 880.000 jøder i de arabiske lande og Iran i 1945 er cirka 7.000 tilbage i dag. Altså langt flere jødiske flygtninge fra arabiske lande end omvendt. Selvom tallene ikke helt går op, har der med andre ord været tale om en befolkningsudveksling a la den mellem Grækenland og Tyrkiet i 1923 og den mellem Indien og Pakistan i 1947, der begge skete som følge af krigshandlinger.

Denne befolkningsudveksling har imidlertid ikke bragt fred. En af hovedgrundene er FN, hvis Generalforsamling er styret af 48 muslimske lande plus deres olieafhængige klienter (jf. argumentationen nedenfor for FN's markante slagside).

Medierne har i mange år fortiet og fordrejet begivenhederne. Det er opportunt for venstrefløjen at henvise til det store antal arabere, der flygtede i 1947 og 1948 – og fortie massakrer og etnisk udrensning af jøder i de fleste arabiske lande.

Venstrefløjen mener, at arabere/muslimer er ofre – UNDTAGEN kristne arabere. Med afsæt i offermyten sværtes Israel som imperialistisk skurk, skønt israelske tropper gang på gang blev trukket ud af besatte områder – eksempelvis fra Gaza i 2005.

FN har vedtaget, at Gaza og Vestbredden er ”besatte områder”
FN har vedtaget, at Gaza og Vestbredden er "besatte områder". Men nøgternt set er Gaza og Vestbredden ikke mere besatte end de 210.000 kvadratkilometer, som Sovjetunionen erobrede under Anden Verdenskrig, hvoraf Rusland nu har arvet 108.000. Uden at blinke har FN besluttet, at disse områder er en del af Rusland, så de er ikke besat. Men hvorfor er de ikke det, når Vestbredden og Gaza er? Hvorfor er for eksempel Sydslesvig, Alsace-Lorraine, Sydtyrol og Transsylvanien ikke besatte?

Israel og Jordan sluttede fred i 1994, og Jordan afstod fra ethvert krav på "Vestbredden" (Judæa og Samaria).

Der er tale om en himmelråbende forskelsbehandling, når man sammenligner Sovjetunionens fremfærd i 1945 med Israels i 1948. I begge tilfælde var der krig med en efterfølgende flygtningestrøm, som for arabernes vedkommende officielt nu tæller hele fire millioner. Dette skal ses på baggrund af, at Sovjetunionen i 1944-45 fordrev cirka 15 millioner tyskere, polakker og finner. Og det er blevet til... ja, netop: Nul flygtninge, fordi alle er blevet optaget og integreret i de lande, som de flygtede til. Men det er ikke sket med araberne.

Hvorfor?

Svaret finder man hos FN-organisationen UNRWA – The United Nations Relief and Works Agency for Palestine Refugees in the Near East. Selvom organisationen spiller en nøglerolle i konflikten, er den næsten ukendt for de fleste. Hvilket er ikke så lidt ironisk, fordi netop UNRWA har store aktier i at holde heksekedlen i Mellemøsten i kog.

Flygtninge og UNRWA
UNRWA blev oprettet i 1949 og var tænkt som en midlertidig foranstaltning til gavn for arabiske flygtninge. Men organisationen består endnu, og i stedet for at få de flygtede arabere integrerede i andre arabiske lande dyrker UNRWA dem som martyrer med ganske særlig status – som oftest i tæt parløb med de arabiske lande.

Palæstinenserne har nemlig fået rettigheder, som ingen anden flygtningegruppe har, og derfor vokser deres antal, mens alle andre flygtningegrupper efterhånden bliver mindre og mindre på grund af naturlig afgang og assimilation.

Ingen anden flygtningegruppe udover palæstinenserne har fået en "right of return" (hjemvendelsesret), som ifølge araberne selv inkluderer tilgiftede og ikke kun flygtninge og deres fælles efterkommere. Der er absolut ingen "right of return" for de ovennævnte tyskere, finner og polakker og heller ingen for de millioner af hinduer, der måtte flygte til Indien, da Pakistan blev til i 1947 et halvt år før Israels oprettelse.

Kun én gruppe flygtninge i verden har af medierne og politikerne fået blåstemplet deres ret til tilbagevenden, og det er palæstinenserne. "Hvornår fjernes det særlige arabiske privilegium, som gør flygtninge fra 1947-48 til permanente flygtninge, mens alle andre flygtninge fra alle andre af denne syndige jords konflikter integreres for at få et normalt liv?", spurgte professor Bent Jensen engang, og her er han inde på noget, som medierne af uransagelige grunde altid undlader at fortælle os. Hvorfor? Er de lige så interesserede i at forlænge krisen, som UNRWA tydeligvis er det?

Hundredetusinder af palæstinensere og deres efterkommere har nu jordansk statsborgerskab, men UNRWA betragter dem stadig som flygtninge. Børn, børnebørn, oldebørn og tipoldebørn af palæstinensiske flygtninge i Libanon kan ikke – selv efter næsten 60 års ophold – få libanesisk statsborgerskab, må ikke eje eller erhverve fast ejendom og må ikke arbejde i en række professioner. Alt sammen stik imod de konventioner, som blandt andet Danmark følger.

Men i stedet for at arbejde for deres optagelse, tilpasning og integration i de nye værtslande dyrker UNRWA de palæstinensiske flygtninges forurettethed, så det nedarvede had kan holdes i kog.

Arabere fordriver palæstinensere
At palæstinensere løbende er blevet fordrevet fra de arabiske lande og endda i store antal, synes ingen at hæfte sig ved. I artiklen Kuwait Expels Thousands of Palestinians i Middle East Quarterly Fall 2012 sætter Steven J. Rosen tal på. Det er tæt på antallet af arabere, der flygtede fra Israel.

Situationen er blevet til en labyrint uden udgang og forværres konstant af FN via dens underorganisationer, først og fremmest UNWRA. Organisation har mere end 30.000 ansatte (flere end nogen anden FN-organisation) og vokser stadig. "De fleste UNRWA-ansatte er selv flygtninge," har organisationen stolt forkyndt på sin hjemmeside, og det billede lader vi stå et øjeblik.

De fleste UNRWA-ansatte er altså selv palæstinensere, og i oktober 2004 indrømmede UNRWA- kommissær, den danske cand. scient. pol. professor Peter Hansen, for første gang, at han havde Hamas-medlemmer på sin lønningsliste – og ildevarslende nok især i undervisningssektoren.

Men det, mente han ikke, var noget problem, fordi "ikke alle Hamas’ folk er militante". Så samarbejdet fortsætter, og det er bestemt ikke uskyldigt.

UNWRA har ansat terrorister
Et godt eksempel på et ikke-uskyldigt samarbejde er en vis Awad al-Qiq, der var ansat som kemi- og fysiklærer på en UNRWA-skole. 

Efter mange års ansættelse blev han forfremmet til leder af Rafah-drengeskolen, altså en ikke uvigtig stilling. Ved siden af sin lærergerning var al-Qiq en førende bombemager for Islamisk Jihad, og han blev dræbt under en inspektionsrunde på en bombefabrik ikke langt fra skolen. Det vil sige, at han byggede bomber tæt på en skole til anvendelse mod Israels civile befolkning, samtidig med at han indoktrinerede sine elever til at gøre det samme. Islamisk Jihad behøvede ikke at betale ham, for det gjorde FN via UNRWA.

Israel har således ikke blot Hamas og det meste af den muslimske verden imod sig. Landet har også en skjult og mægtig fjende i FN, der enten i Generalforsamlingen eller via underorganisationer jævnligt slår på Israels påståede brud på alle konventioner med anklager, der har meget lidt med virkeligheden at gøre.

Det drejer sig især om FN’s Sikkerhedsråd og Human Rights Council. Sikkerhedsrådet sendte 131 resolutioner, og Human Rights Council 45 fordømmelser. Hvor ofte har FN fordømt magthaverne i for eksempel Sudan, Saudi-Arabien, Libyen og Algeriet? Her har der været – og foregår stadig – enorme massakrer på arabere. Men tys-tys – skal ikke nævnes.

Kritikken er altid skæv. Når Hamas bevidst affyrer skud fra skoler, hospitaler og moskéer i håb om, at Israels svar vil ramme civile, har NGO'erne en vane med at vende det blinde øje til, så disse menneskerettighedsovertrædelser sjældent bliver nævnt. 

Hvad der heller ikke bliver nævnt i mainstream-medierne, er konfliktens egentlig årsag: Arabernes ønske om hævn på et folk, de gennem mere end 1000 år har betragtet:

1.  Som Guds fjender (den religiøse grund)

2.  Som foragtelige undermennesker (den etniske grund)

"Det gnaver i vore sjæle, at et så lille land som Israel med kun syv millioner indbyggere kan slå de arabiske nationer med 350 millioner. Det ydmyger vores kollektive ego."
– Al Jazeeras redaktør Ahmed Sheikh til Die Weltwoche, citeret af Thomas Friedman i NY Times.

Det er med andre ord ønsket om hævn, der er konfliktens egentlige drivkraft, og derfor kan den kun løses ved, at Israel besejres og opløses, og denne holdning deles ifølge meningsmålinger af hovedparten af arabere. Uanset hvor de kommer fra. Det handler om arabisk/islamisk skam og ære, som er nøglen til analyse. Se link 1 & link 2.

(Teksten er skrevet på baggrund af bidrag fra Geoffrey Cain, Ole Groth-Andersen, Bernard Gilland og Torben Snarup Hansen.)

-----------

Redaktionen har fjernet et afsnit, hvor der blev fremsat anklager mod Folkekirkens Nødhjælp for at betvivle Israels ret til at eksistere.