Kronik: Borgerforslag kan blive et redskab for græsrodsorganisationer

Af Mads Hersbøll
Chefrådgiver i LEAD Agency

Borgerforslag vokser frem over alt. Inden jul besluttede et flertal i Folketinget for eksempel, at borgere, der samler 50.000 underskrifter til et forslag, potentielt kan få forslaget fremsat i Folketinget.

Og det første forslag – om uddannelsesloftet – har allerede fået 50.000 underskrifter. I EU er det første borgerinitiativ netop blevet til lovgivning, mens det også bruges i stor stil i blandt andet Storbritannien og Finland.

Men kan vi forvente, det bliver en succes? Hvilke funktioner tjener borgerforslaget egentlig? Hvem kommer til at bruge det? Og kan det blive endnu en vej til politisk indflydelse for virksomheder og interesseorganisationer?

For knap en måneds tid siden åbnede Folketingets Administration således hjemmesiden www.borgerforslag.dk, som er tænkt som indgangen til borgerforslagene.

Folketingets forretningsordning har også besluttet, at virksomheder og organisationer også kan stille forslag. Ikke direkte, men via en repræsentant. Virksomhedernes public affairs-værktøjskasse er efterhånden stor. Digital public affairs, konferencer, møder, pressesporet, aktivisme – you name it.

Ser man på erfaringerne fra Storbritannien og Finland, så tyder det også på, at det er de mere værdiladede forslag, der får folk til at skrive under. Sagt på en anden måde: Folk skal være sure, før de vil gøre noget aktivt.

Mads Hersbøll

Bliver borgerforslag så endnu et redskab i værktøjskassen for organisationer og virksomheder?

Borgerforslag i Danmark
I skrivende stund er der 39 forslag, du som borger kan skrive under på.

Det ene – der også var det første – skiller sig klart ud. Nemlig forslaget om afskaffelse af det såkaldte uddannelsesloft, hvor der i skrivende stund allerede er over 50.000, der har støttet forslaget og skrevet under. Et forslag, som et flertal på Christiansborg og Søren Pind dog allerede har skudt ned.

Ser man på de andre forslag, så er det alt fra ophævelse af begrænsning på 45-knallerter, automatisk førtidspension til personer, der har været udsat for seksuelt overgreb, og til en høring om anbragte børns rettigheder.

Et første blik på dem viser med rimelig tydelighed, at det er borgere og ikke organisationer, der står bag dem.

Et bud herfra er, at den næste, der når 50.000 underskrifter, drejer sig om omskæring af drengebørn, der i skrivende stund har over 15.000 underskrifter, eller klassikeren med legalisering af cannabis, der meget hurtigt har nået knap 5.000 underskrifter.

Tidligere erfaringer
Det er nærliggende at se på andre lande og institutioner, der har samme type initiativ. For eksempel har Storbritannien i 10 år haft deres ”petitions”.

Får et forslag 10.000 underskrifter, så skal regeringen svare på forslaget, og hvis det får 100.000 vil det blive overvejet, om forslaget skal til debat i parlamentet. I det seneste år har det betydet cirka 69 petitions, hvor regeringen har svaret, mens 12 forslag enten har været til debat eller kommer det i nær fremtid.

Lige netop i Storbritannien er der et godt eksempel på, hvordan borgerforslag og underskrifter kan være et vigtigt lobbyredskab som en del af en større kampagne. Her overvejede regeringen i 2011, at offentlige skove skulle sælges. Det blev til en stor debat, hvor der blev startet en ”petition”, som 500.000 briter skrev under på.

Efterfølgende var der en interesseorganisation, der fik crowdfundet penge til at lave et Yougov-studie og reklamer i aviserne, mens de brugte de mange underskrifter til at sørge for, at borgerne skulle lægge pres på deres lokalvalgte medlem af parlamentet.

Det hele blev til et for stort pres på regeringen, således at de droppede deres planer. Altså et fremragende eksempel på, at underskrifter og borgerforslag aktivt kan ændre politik og kan være et redskab til en public affairs-indsats.

Også EU er ved at få erfaringer med borgerforslag. For eksempel er Kommissionens nye forslag til en revision af drikkevandsdirektivet første gang, et europæisk borgerinitiativ har ført til et konkret lovgivningsforslag.

Det er et af 66 borgerinitiativer, som er lanceret siden EU i 2012 gjorde det muligt at fremsætte initiativer på europæisk plan.

Endnu et redskab for lobbyorganisationer?
Åbner det en flanke for, at virksomheder og organisationer kommer til at overtage alle de store forslag for eksempel via deres enorme reach på sociale medier og dermed bruge det som endnu et redskab i deres lobby-værktøjskasse? Det er et godt spørgsmål.

Hvis for eksempel Ældre Sagen med deres 112.898 følgere på Facebook vælger at gå all-in på et forslag, så vil det nok have rimelig stor chance for at få nok underskrifter. Eller hvis Novo Nordisk vælger at gøre brug af deres nemme adgang til medierne? Tja, det er svært at sige.

Som altid vil de store organisationer og virksomheder tænke sig ekstremt godt om, når de engagerer sig i den politiske verden. I den nye (sociale) medievirkelighed har topcheferne og virksomhederne de senere år fået kritik for, at de blander sig for lidt i samfundsdebatten.

Tør de stille sig så åbent frem med et forslag, for hvordan vil politikerne og medierne reagere, hvis de kommer med et forslag, som der allerede har været stor debat om, og som de forventeligt har turneret rundt til ordførerne med? Et godt bud er, at mange politikere vil anse det som spild af tid og kontraproduktivt for sagen.

De virksomheder og organisationer, jeg har drøftet det med, siger dog også alle, at de ikke umiddelbart forventer at bruge krudt på lave borgerforslag.

Borgernes vrede skal vækkes
Et kvalificeret bud fra mig er, at græsrodsorganisationer vil gøre brug af borgerforslag, men mere som en del af deres organiseringsstrategi, end de reelt tror, det vil sikre konkret lovgivning.

Ser man på erfaringerne fra Storbritannien og Finland, så tyder det også på, at det er de mere værdiladede forslag, der får folk til at skrive under. Sagt på en anden måde: Folk skal være sure, før de vil gøre noget aktivt.

Et forslag om en aktiesparekonto, højere skattefradrag til forskning og udvikling for virksomheder eller handleplan for OPP klinger ikke ligefrem af store følelser eller folkesag – uagtet dets gode intentioner.

Professor hos University of Leeds Cristina Leston-Bandeira opdeler borgerforslag i to kategorier:

1) protestforslag

2) substantielle forslag.

Protestforslagene er nogle, der kommer hurtig til (for eksempel med Trumps besøg i UK), mens de substantielle i højere grad er hjerteblod for personerne bag (for eksempel omskæring af drengebørn). Indtil videre står det klart, at borgerforslagene i Danmark drejer sig om substantielle forslag. Men mon ikke vi snart ser forslag om, at Løkke skal udskrive valg eller en ny Dong-sag?

I mange år har man diskuteret lobbyismen i Danmark, som typisk ender i en dødvande-diskussion, om vi skal vi have et lobbyregister eller ej (for åbenhedens skyld, så er skribenten fortaler).

Såfremt virksomhederne og organisationer brugte borgerforslag aktivt i deres public affairs-strategi, så ville det have en afledt effekt af, at lobbyismen ville komme endnu længere frem i lyset, da det dermed tydeligt vil være deklareret, hvem der står bag diverse forslag i Folketingssalen. Det ville gøre det mere åbent for politikerne og det ville gøre det mere åbent for borgerne.

Succes kan være andet end lovændring
Eksemplet fra Storbritannien og borgerforslaget om uddannelsesloftet viser, at borgerforslag til tider kan blive til et lobbyredskab. Det vil typisk være i de mere værdiladede spørgsmål.  

Allerede nu har det hjulpet visse organisationer i deres sag. Ovenstående forslag om forbud mod omskæring generede allerede presseomtale, før det overhovedet er kommet som forslag på borgerforslag.dk.

Alene det kan siges at have medført medvind til lige netop deres sag. Succes for et borgerforslag behøver altså ikke nødvendigvis måles i, om der kommer en lovændring. På kort sigt i hvert fald.  

Såfremt man virkelig skal have medvind, vil en underskriftsindsamling dog typisk ikke være nok.

Skal man som organisation eller virksomhed have størst mulig indflydelse, vil borgerforslaget kun være en del af en større public affairs-strategi, som også kunne indeholde mediepres, møderækker, udarbejdelsen af white-papers og så videre. Nøjagtig som eksemplet om offentlige skove i Storbritannien.

Borgerforslag kan altså være et vigtigt redskab, som jeg håber mange virksomheder og organisationer vil overveje at gøre brug af. For at sikre åbenhed og for – med det rigtige forslag og med den rigtige strategi – at komme igennem med ens forslag og budskaber.

Mit forsigtige bud er dog, at vi kommer til at se samme tendens som i de andre lande: De store værdiladede forslag med store følelser i vil give nok underskrifter, men ikke den store ændring.

Samtidig vil det være et redskab, som ofte græsrodsorganisationerne vil gøre brug af, mens de store virksomheder og organisationer vil være mere afventende.