Debat

Kronik: Finanssektorens rolle i verdensmålene skal ikke undervurderes

KRONIK: Vi har ofte fokus på myndigheder og NGO'er, når vi taler om verdensmål. Men finanssektoren rummer milliarder af kroner, som kan bidrage til realiseringen af en mere bæredygtig verden, skriver Peter Damgaard Jensen fra PKA. 

Foto: Erik Refner/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peter Damgaard Jensen
Adm. direktør i PKA og bestyrelsesformand for IIGCC

Tidligere på ugen fremlagde FN’s klimapanel (IPCC) sin omfattende klimarapport. Den bygger på mere end 6000 videnskabelige undersøgelser og er noget af den mest grundige dokumentation, vi har for, hvor alvorlige klimaforandringerne er, og hvordan de kommer til at påvirke vores liv, hvis vi ikke gør noget.

Den gode nyhed i rapporten er, at det ikke er for sent. Hvis vi vil, så kan vi stadig nå at begrænse temperaturstigningen til 1,5 grader, som er det mål, verdens ledere blev enige om i Paris-aftalen. Men det står også klart, at det er sidste udkald.

Rapporten fra IPCC er blot den seneste i rækken af påmindelser om, hvorfor der er brug for en global indsats for at sikre en bæredygtig fremtid for vores klode. På tværs af alle dele af samfundet.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Vi må indse, at problemerne ikke kan løses af politikere og NGO’er alene. Hvis vi skal lykkes med at vende udviklingen, kræver det en fælles indsats fra alle dele af samfundet – også den finansielle sektor.

275 mia. kan gøre en forskel
Derfor ser jeg frem til at deltage i det kommende P4G-topmøde i København, hvor regeringer og statsledere mødes med internationale organisationer, virksomheder, forskere og repræsentanter for civilsamfundet for at diskutere, hvordan vi kan arbejde sammen om at indfri FN’s verdensmål for en mere bæredygtig fremtid.

I pensionssektoren har vi et stort ansvar for at bidrage til en mere bæredygtig udvikling. Alene i PKA er der omkring 300.000 medlemmer, der har betroet os med deres opsparinger. På deres vegne investerer vi 275 milliarder kroner. Det er så mange penge, at hvis vi investerer dem rigtigt, kan de gøre en markant forskel. Og det forventer vores medlemmer, at de gør.

Derfor har vi i PKA sammen med vores medlemmer i mange år arbejdet på at integrere klimahensyn og ansvarlighed i hele vores investeringsproces. Ikke fordi vi er filantroper eller aktivister. Men fordi vi har en klippefast tro på, at det er sådan vi bedst passer på vores medlemmers penge. Vi mener, at fokus på miljø og klima, sociale forhold og god selskabsledelse bidrager til selskabers evne til at skabe afkast til investorerne.

Verdensmål som pejlemærker
FN’s verdensmål er et af de pejlemærker, vi benytter til at vurdere, hvordan vi bedst muligt indretter vores investeringer. Konkret har vi fokus på, at investeringerne og vores aktive ejerskab bidrager til syv af målene: ligestilling mellem kønnene, rent vand og sanitet, bæredygtig energi, anstændige job og økonomisk vækst, industri, innovation og infrastruktur, bæredygtige byer og lokalsamfund samt klimaindsats.

Derfor investerer vi blandt andet milliarder i klimaprojekter, bæredygtige ejendomme og i at bidrage til vækst i udviklingslande. I dag er cirka 7 procent af formuen investeret i klimaprojekter svarende til 19 milliarder kroner. Samlet leverer projekterne grøn strøm til mere end 2,5 millioner husstande.

Og resultaterne taler for sig selv. Siden vi foretog vores første klimarelaterede investering i Anholts havvindmøllepark i 2011, har vores investeringer i klimaprojekter i snit givet et årligt afkast på cirka 10 procent. Vores ambition er, at 10 procent af formuen svarende til omkring 30 milliarder er investeret i klimaprojekter i 2020.

Sammen med den internationale organisation IIGCC, der repræsenterer 161 investorer med cirka 160 billioner kroner under administration, arbejder vi desuden for at præge den europæiske og globale klimadebat og øge indsatsen på området på tværs af virksomheder, myndigheder og investorer.

Samarbejde på tværs
Ud over vores klimainvesteringer har vi fokus på at investere i udvikling og bedre levevilkår i den del af verden, der har mest brug for det. Tidligere på året var vi sammen med fem andre pensionsselskaber og Investeringsfonden for udviklingslande (IFU) med til at etablere Danish SDG Investment Fund. En fond på over 4 milliarder kroner, der skal bidrage til realiseringen af FN’s verdensmål i udviklingslande og fremme salget af dansk knowhow og teknologi.

Det er vores tredje fondsinvestering i regi af IFU. Og det er netop er et mønstereksempel på, hvordan investeringer både kan give vores medlemmer et afkast, samtidig med at de skaber udvikling, beskæftigelse, økonomisk vækst og fremgang i de lokalsamfundene, hvor investeringerne bliver foretaget.

Den type af investeringer er dog langtfra nemme eller risikofrie. Det samme gælder investeringer i vedvarende energi. Det kræver en målrettet indsats både fra investorerne selv samt de myndigheder, der er ansvarlig for rammevilkårene, vi investerer under. Men når vi arbejder sammen på tværs af myndigheder, organisationer og finansielle aktører, så kan vi få det til at lykkes. Til glæde for alle parter.

Det er den slags succeser og gode eksempler, vi som et lille land i en global sammenhæng kan være stolte af, og som vi giver videre til inspiration for andre lande. Og jeg ser frem til at fortælle mere om, hvordan vi i vores sektor sammen med resten af samfundet kan gøre en indsats for en mere bæredygtig fremtid, på P4G-topmødet i København.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Damgaard Jensen

Fhv. adm. direktør, PKA, formand, IIGCC, kommissær, Global Commission on Adaptation
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1981)

0:000:00