Kronik: Inklusion gælder ikke for de alvorligt psykisk syge

Af Jette Møllerhøj og Katrine Schepelern Johansen
Henholdsvis leder hos Kompetencecenter for Retspsykiatri og leder hos Kompetencecenter for Dobbeltdiagnoser i Region Hovedstadens Psykiatri

Inklusion og afstigmatisering af mennesker med psykisk sygdom har stået højt på dagsordenen de seneste år. Ordene bruges flittigt i offentlige dokumenter på psykiatriområdet og det sociale område. Der er brugt offentlige og private midler på at igangsætte afstigmatiseringskampagnen ”EN AF OS”.

Men grupper af de mest alvorligt psykisk syge mennesker er ikke en del af denne udvikling. Med en række eksempler fra pressen, interesseorganisationer og politikere demonstrerer vi, hvordan de mest alvorligt psykiske syge i stedet mødes af udgrænsning og yderligere stigmatisering.

Dem, ingen vil have med at gøre
Mennesker med alvorlig psykisk sygdom og en misbrugslidelse og/eller en psykiatrisk særforanstaltning (det vil sige dom til behandling eller anbringelse) er målgruppen for den regionale behandlingspsykiatri såvel som for den kommunale socialpsykiatri. Alligevel er det grupper, som de forskellige tilbud tilsyneladende ikke altid ønsker at inkludere.

Størstedelen (80-90 procent) af de cirka 4300 retspsykiatriske patienter i Danmark behandles ambulant, og flertallet af dem, der har behov for indlæggelse, behandles på alment psykiatriske afdelinger. Selvom der har været en markant vækst i antallet af specialiserede retspsykiatriske sengepladser, er det fortsat kun en lille del af den retspsykiatriske patientpopulation, der behandles her.

Behandlingen af retspsykiatriske patienter på almenpsykiatriske afdelinger skaber ofte stor frustration. ”De fylder op på de sparsomme pladser,” fortæller personalet, der gerne ser denne gruppe af patienter overflyttet til den specialiserede retspsykiatri, så de kan koncentrere sig om nogle såkaldt ”ordentligt syge almenpsykiatriske patienter”.

Med en række eksempler fra pressen, interesseorganisationer og politikere demonstrerer vi, hvordan de mest alvorligt psykiske syge i stedet mødes af udgrænsning og yderligere stigmatisering.

En sådan skelnen mellem værdigt og uværdigt trængende blev legitimeret af Danske Regioner, der i et notat i 2010 beskrev den retspsykiatriske patientpopulation som ”en gøgeunge, der skubber de almenpsykiatriske patienter ud af sengene”. Derved fik sundhedsvæsenets egen interesseorganisation sat påfaldende vide rammer for, hvorledes der kan tales om patienter, der efter Sundhedsloven har lige ret og adgang til behandling.

Et andet eksempel på en aktør i den offentlige debat, der har et tilsvarende syn på tilstedeværelsen af retspsykiatriske patienter, er direktøren for Det Sociale Netværk, Trine Hammershøy, der i 2015 udtalte i en artikel om emnet, at: ”I de tilfælde, hvor det er patienter, der har begået personfarlig kriminalitet, der bliver flyttet til almenpsykiatriske afdelinger, er det almindelige borgeres retssikkerhed, der bliver krænket.”

Herved etableres en tankevækkende modstilling af såkaldte almindelige borgere og mennesker, der som følge af en psykiatrisk lidelse har begået personfarlig kriminalitet. Foreningen Det Sociale Netværk er i øvrigt en central aktør i arbejdet med afstigmatisering og var en af de centrale initiativtagere til ”EN AF OS”- kampagnen. Men man kan med ovennævnte in mente godt få den tanke, at arbejdet med at skabe større forståelse for psykiatriske lidelser og at mindske fordomme og stereotype fortællinger kun omfatter en del af den psykiatriske patientpopulation. At der simpelthen er grænser for, hvilke psykiatriske patienter der skal inkluderes i behandlingssystemet og i samfundet.

Der findes tilsvarende historier om psykiatriske patienter, der også har en misbrugslidelse. Her fortæller patienterne, at personalet ikke er interesseret i at høre om deres misbrugsproblematikker, selv om det direkte påvirker den psykiske sygdom og mulighederne for behandling.  Og dette på trods af at et sted mellem 30 og 50 procent af de psykiatriske patienter på et tidspunkt også har en misbrugsproblematik. Det er altså ikke noget usædvanligt, men derimod ret udbredt, at psykiatriske patienter også slås med en misbrugslidelse.

Både bosteder, myndigheder og politikere ekskluderer
I den kommunale ende hører vi hyppigt om tilsvarende værgen for sig i forhold til at modtage udskrivelsesparate borgere med dobbelt- eller trippeldiagnose-problematikker (psykisk sygdom/misbrugslidelse og/eller retslig foranstaltning) og deraf følgende komplekse behov for social støtte og psykosocial rehabilitering. Egentlig skulle man jo tro, at dette var en kerneopgave for et socialpsykiatrisk bosted. Alligevel kan man finde eksempler på, at det ikke opleves sådan – hverken hos de konkrete institutioner eller hos de tilsynsførende myndigheder.

Lad os give et eksempel. I en tilsynsrapport fra Socialtilsyn Hovedstaden (januar 2015) blev der udtalt kritik af, at et botilbud i Københavns Kommune har indskrevet ”borgere med dom til behandling, borgere med massive misbrugsproblemer og borgere med udadreagerende adfærd”. Man har jo lyst til at svare: ”Ja selvfølgelig – hvor skulle de ellers være?” Det er et gennemgående træk, at problemstillinger vedrørende misbrug, kriminalitet og udadreagerende adfærd igennem tilsynsrapporten behandles som sider af samme sag, og at der nærmest bliver sat lighedstegn mellem det at have en dom til behandling og udadreagerende adfærd. Det bidrager unødigt til yderligere stigmatisering og generaliseringer af en heterogen patientpopulation.

Det seneste eksempel i rækken er det lovforslag, der netop er blevet trukket tilbage, om etablering af 150 pladser på nye, socialpsykiatriske afdelinger, der ifølge aftaleteksten skal kunne rumme en gruppe borgere ”… med svære psykiske lidelser, udadreagerende og uforudsigelig adfærd, gentagne indlæggelser, afbrudte behandlingsforløb og ofte misbrug og/eller dom til behandling, der således lever relativt kaotiske liv med stor ustabilitet”.

Fremfor at støtte en opkvalificering af de eksisterende tilbud, så de i højere grad bliver i stand til at rumme de mest belastede patienter – og på den måde understøtte dagsordenen om inklusion og afstigmatisering – valgte man fra politisk hold at foreslå etableringen af et helt særligt tilbud med mulighed for brug af tvang (hvilket, vi ved, i sig selv er stigmatiserende). Der var således tale om en politisk sanktioneret eksklusion og stigmatisering af en meget sårbar og belastet gruppe mennesker.

Mediernes sprogbrug bærer en del af ansvaret
At pressen har en særlig rolle i forhold til at formidle og bidrage til at fastholde dæmoniserende og monstrøse fortællinger om ”de farlige kriminelle sindssyge” eller ”de totalt utilregnelige misbrugere, der går rundt som tikkende bomber”, er velbeskrevet i forskningslitteraturen om stigma.

Det kan for en umiddelbar betragtning godt synes som en fjollet politisk korrekt øvelse at øve sig i at sige og skrive ”menneske med en skizofreni” fremfor  ”den skizofrene”,  ”person med misbrugslidelse” fremfor ”misbruger”, men der er faktisk en pointe i at være meget opmærksomme på vores sprogbrug. Sprog skaber verden, og der er en verden til forskel på, hvorvidt man omtaler sygdom eller kriminalitet som en iboende egenskab – som noget man er – fremfor noget en person har gjort eller lider af, (og som derfor potentielt kan gå væk igen på et tidspunkt). 

At tabloidpressen bringer sensationelle eller faktuelt forkerte rubrikker er ikke så overraskende, men det er trist at se den øvrige dagspresse følge trop. I den aktuelle dækning af arbejdsforholdene i psykiatrien i Region Midtjylland skrev Politiken 21. januar 2017 om en (alment)psykiatrisk afdeling, ”hvor patienterne typisk er skizofrene, mange er misbrugere og en stor andel afsoner behandlingsdomme, som en belastet retspsykiatri ikke har plads til”. Men patienter med en behandlingsdom afsoner ikke, idet en psykiatrisk særforanstaltning ikke er en straf. De er indlagt for at modtage behandling for deres psykiske sygdom.

Også Kristeligt Dagblad har tidligere dækket de udfordringer, der opleves med retslige patienter i almenpsykiatrien og skrev i januar 2015, at ”Psykisk syge deler stue med voldtægtsmænd og andre dømte”. I underrubrikken forklares det, at ”dømte og potentielt farlige retspsykiatriske patienter bliver stadig oftere placeret på psykiatriske afdelinger sammen med almindelige patienter [vores fremhævning]. De behandlingsdømte skaber et utrygt miljø for de andre patienter”. Med denne vinkling skæres alle behandlingsdømte over en kam, og de bliver udskilt fra almenpsykiatriske patienter. Dermed bliver der ikke plads til at nuancere eller minde om, at der er stor variation i den retspsykiatriske patientpopulation, både hvad angår sygdomsgrad og kriminalitetsbelastning.

Alle taber på den aktuelle tendens
Det er dybt bekymrende at iagttage disse tegn på dehumanisering og forråelse i den offentlige debat og politisk ageren i forhold til en ekstremt udsat og marginaliseret gruppe af psykiatriske patienter med multiple og komplekse problemstillinger. Forenklinger, generaliseringer og stigma produceres og reproduceres i mange sammenhænge, men aktuelt iagttager vi især en betænkelig modstilling af såkaldte almindelige borgere eller almindelige patienter og så ”de andre” – de besværlige patienter med en forstyrrende og nogen gange farlig adfærd, som kan være skræmmende og svær at forstå. Dette øger risikoen for en glidebane af forråelse; når nogen er blevet gjort til monstre, er det også lettere at legitimere ekskluderingen af disse mennesker fra det behandlingssystem, der egentlig skulle hjælpe dem.

Alle står til at tabe på denne vej: Vi risikerer hovsa-politikker og uigennemtænkte forbud, der baseres på en ophedet stemning og simplificerende fremstillinger i medierne. Allerede svært udsatte mennesker risikerer yderligere stigmatisering, og vi risikerer at reproducere og bære ved til monstrøse fortællinger, der kan skabe mere og ubegrundet frygt hos andre i samfundet.  Det er helt igennem betænkeligt og bekymrende.

Vi ved fra en række forsknings- og udviklingsprojekter, at aggression fra patienter og beboeres side og tvang fra psykiatriens side kan begrænses betydeligt, hvis personalets kompetencer er i orden, hvis vores normeringer er gode nok, og hvis de miljøer, vi tilbyder svært psykisk syge at opholde sig i, er præget af humanisme, respekt, empati og flerstrengede indsatser. Hvis vi vælger at gå den vej, behøver vi ikke at stigmatisere og ekskludere de allermest syge.