Kronik: Svingdørsministre drukner politik i reformer og tiltag

Af Ebbe Elhauge Kristensen
Cand.scient.pol. og ansat i centraladministrationen

Der er behov for flere reformer og nye tiltag, lyder det fra gangene på Christiansborg. Det er den virkelighed, politikerne og særligt ministrene præsenterer i medierne.

Det står i skærende kontrast til den fagøkonomiske vurdering, som Torben M. Andersen, professor i økonomi og tidligere overvismand, for nylig præsenterede i Ræson: ”I dag er der mere eller mindre konsensus om, at der ikke er nogen brændende platform under den danske økonomi,” udtalte han.

Man kunne umiddelbart forledes til at tro, at behovet for reformer og tiltag handler om samfundsøkonomien eller om at løse vigtige samfundsmæssige problemer. Men det er altså ikke tilfældet, hvis man skal tro den fagøkonomiske vurdering. Men hvorfor er behovet for politiske reformer og tiltag angiveligt højere end nogensinde?

Tilbage står det faktum, at antallet af udskiftninger på ministerposterne i de seneste knap ti år er steget markant. Det er måske en afgørende del af forklaringen på den oppustede reformdagsorden. De flere og stadigt kortere siddende ministre vil markere sig.

Flere nye ministre end tidligere
I årene fra 1993 til 2009 udnævnte de fire socialdemokratiske Nyrup-regeringer og de tre borgerlige Fogh-regeringer i alt 160 ministre til i alt 139 forskellige ministerier (se eventuelt bemærkninger vedrørende definitioner og metode i bunden af artiklen). Det lyder af mange over en 16-årig periode, men det er det faktisk ikke. I gennemsnit var der i de i alt syv regeringer i perioden 1,15 ministre per ministerium. Det er det samme som for alle regeringer i perioden fra den seneste grundlov i 1953 og frem til 1993.

De mange nye ministre ønsker selvsagt at gøre opmærksom på sig selv. De vil gerne genvælges. Men det betyder også, at hver eneste nye minister har behov for politiske projekter, som vedkommende kan sælge til offentligheden.

Ebbe Elhauge Kristensen
Cand.scient.pol.

Det ser imidlertid anderledes ud de seneste knap ti år, hvor Lars Løkke (V) og Helle Thorning (S) siden 2009 har udnævnt 102 ministre til 80 forskellige ministerier. I gennemsnit har der i de i alt fire regeringer (Løkkes nuværende VLAK–regering er ikke inkluderet i regnestykket) været 1,28 ministre per ministerium. Det er en stigning i antallet af ministre per ministerium på ti procent.

Det er en væsentlig stigning, selvom den ikke umiddelbart virker overvældende. Stigningen fortæller historien om, at der er større udskiftning på ministerposterne – flere ministerrokader – nu, end der har været tidligere. Sammenligningen er vist i figuren herunder. Artiklen fortsætter under figuren.

Antallet af nye ministre over tid
I stedet for antal nye ministre per ministerium i regeringerne er det mere sigende at søge et mål for udviklingen i antallet af nye ministre over tid. For eksempel præsenterede Helle Thorning-Schmidts regering (2011 til 2013) 30 ministre på 808 dage (2,2 år), hvilket er 13,55 ministre per år. Et højt antal nye ministre per år over en længere periode drives af tre faktorer: antallet af ministerier, antallet af regeringsskift og antallet af ministerrokader.

Hvis man ser på antallet af nye ministre over årerne i perioden fra 2009 til 2016, har Løkkes og Thornings regeringer budt på i gennemsnit 14,35 ministre per år, mens den forudgående periode med Nyrup og Fogh bød på blot 9,87 ministre per år – en stigning i ministre per år på i alt 45 procent (her er den nuværende VLAK-regering ikke medregnet).

Det skal bemærkes, at stigningen ikke skyldes, at antallet af ministerier blot er højere i perioden fra 2009 til 2016. Det gennemsnitlige antal ministerier for regeringerne i de to perioder er næsten identisk (19,9 i den første periode og 20 i den seneste periode). Sammenlignes Løkke og Thornings regeringer med hele perioden 1953 til 2009, er stigningen i antallet af ministre i samme størrelsesorden (46 procent). Artiklen fortsætter under figuren.

Målestokken ”nye ministre per år” giver som isoleret enkeltværdi ikke meget mening. Men hvis man opgør nye ministre per år over en længere periode, får man en indikation af, hvor stor udskiftning der er på ministerposterne over tid. Det bliver på den måde muligt at sammenligne én periode med en anden. Statistikken og beregningerne viser, at offentligheden i de senere år faktuelt er blevet præsenteret for langt flere nye ministre end tidligere. Og langt flere ministre præsenterer sig nu for offentligheden end tidligere - med alt hvad der hører med af politiske markeringer, reformer og tiltag.

Nye ministre vil markere sig
De mange nye ministre ønsker selvsagt at gøre opmærksom på sig selv. De vil gerne genvælges. Men det betyder også, at hver eneste nye minister har behov for politiske projekter, som vedkommende kan sælge til offentligheden. Og det skal gerne være noget, der i hvert fald tilsyneladende kan gennemføres inden for en kort tidshorisont.

Her blot nogle få eksempler. Den nye uddannelses- og forskningsminister, Søren Pind (V), mener pludselig, vi skal diskutere ny karakterskala igen – for der mangler et godt gammeldags 13-tal. Søren Pape (K) i Justitsministeriet har brugt måneder på offentligt at markere sig i forhold til placeringen af en ny politiskole og tilsvarende med en ny ”bandepakke”. Udenrigsministeren har lanceret en ny digital ambassadørpost. Og Bertel Haarder (V) kastede sin kærlighed på én Danmarkskanon. Der er i alle tilfælde tale om et stort spektakel for næsten ingenting. Årsagen er den samme: Nye ministre har behov for at markere sig på deres ressort.

Mange kortsigtede politiske tiltag
At de mange nye ministre har behov for at markere sig, er både forståeligt og rimeligt. Men med mange flere nye ministre kan ministrenes samlede udbud af politiske dagsordner, der skal sætte et aftryk hos vælgerne, blive for overvældende og ude af trit med det reelle behov for reformer og nye tiltag. Og risikoen for, at der ikke i tilstrækkeligt omfang skelnes til reelle samfundsmæssige problemer i forbindelse med udformningen af ny politik, stiger.

Det store udbud af politiske dagsordner presser også ministrene, der i konkurrencen om opmærksomhed må gå lige til grænsen fagligt set. Embedsmænd og særlige rådgivere må klappe hælene i og gå på jagt efter det næste præsentable politiske tiltag. Samtidig bliver store og svære projekter måske ikke prioriteret tilstrækkeligt – eller det går måske slet ikke i tilstrækkelig grad op for ministrene, at der eksisterer store og svære problemer på deres ressortområder. SKAT's sammenbrud på en lang række forskellige ministres vagt er et eksempel på dette.

Sænk farten på svingdøren
De mange flere ministre på få år og den deraf følgende overflod af nye politiske projekter giver sig udslag i et oppustet udbud af ”lette” reformdagsordner. Og dermed følger også manglende politisk prioritering af kritisk, langvarige og svære projekter. Den tendens er formentlig også en del af forklaringen på den stigende såkaldte ”politikerlede” og det knæk, politikernes troværdighed har lidt i de senere år.

Vi får ikke et bedre politisk klima og bedre politiske løsninger alene ved med et snuptag at lime ministrene fast på taburetterne. Men det er et oplagt sted at starte. Den nuværende regering og kommende regeringer bør satse på at sænke farten på svingdøren for at skabe ministre, der har tid og incitament til at koncentrere sig om de store udfordringer frem for hurtige markeringer. Det er både i politikernes og befolkningens interesse. Der er behov for mere javel, hr. minister, og en del mindre farvel, hr. minister.

---

Bag om tal og metode
Figur 1 og 2 er baseret på Folketingets oversigt over ministre gennem tiderne. Udregninger og metode er delvist baseret på og inspireret af DR Detektors gennemgang af ministerrokader i 2013.

En ny minister er defineret som ”en person, der bestrider et bestemt ministerembede i en given regering”. Det betyder, at alle ministre i en ny regering regnes som nye, uagtet at de måtte have bestridt samme ministerpost eller en anden ministerpost i den forudgående regeringer. Denne metode er begrundet i, at der med en ny regering altid følger nye politiske prioriteringer, som en minister skal fremme. Det gælder, uanset om vedkommende også var minister for samme ressort i en forudgående regering.

År er opgjort ved at tælle antallet af dage de respektive regeringer har haft magten og dividere med antallet af dage på et år. Med den metode er Lars Løkkes første regeringsperiode, der startede i 2009, eksempelvis udregnet til 2,5 år.