LA: Regeringen berører kun det virkelige problem perifert

Af Mette Bock (LA)
Udviklingsordfører

Papiret efterlyser et paradigmeskift i udviklingspolitikken, men leverer det desværre ikke. Vi lever i en tid, hvor udenrigspolitik, forsvarspolitik, sikkerhedspolitik og udviklingspolitik "disrupter" - eller i hvert fald burde gøre det. Og det burde stå langt tydeligere.

Håndteres flygtninge- og migrationskrisen ikke på både kort og langt sigt, er vi for alvor i problemer, der gør det umuligt for os at bistå andre steder i verden. Havde jeg haft indflydelse på den ny strategi og skullet levere input, havde omdrejningspunktet været klarere og langt mere konkret fokuseret. I stedet fastholder udspillet i alt for høj grad de gamle briller og det gamle mindset.

Katastrofalt manglende fokus
Hvad skal der så til? Et fast greb om tabuerne.
Lad mig nævne et eksempel. I næste måned afholdes et FN-topmøde i New York. Og i den anledning fortæller den amerikanske diplomat Karen AbuZayd til Berlingske, at hverken Danmark eller andre lande på nogen måde har sat ønsket om en reform af flygtningekonventionen på dagsordenen. Behovet herfor adresseres heller ikke i udspillet til udviklingspolitisk strategi, selvom regeringen tidligere har udtrykt behovet herfor.

Det er katastrofalt. Det internationale samfund har absolut brug for fælles spilleregler. Men jo mere utidssvarende disse bliver, des større er risikoen for, at de simpelthen eroderer lige så langsomt - uden at noget andet sættes i stedet. Og med internationale regelsæt, der i stadig ringere grad respekteres og efterleves, vokser kaos.

Jeg håber derfor, at Danmark som et lille klogt land kan og vil være med til at sætte denne reformdagsorden. Også i den ny udviklingsstrategi.

Håndteres flygtninge- og migrationskrisen ikke på både kort og langt sigt, er vi for alvor i problemer, der gør det umuligt for os at bistå andre steder i verden.

Mette Bock, udviklingspolitisk ordfører i Liberal Alliance

Regler om flugt skal gentænkes
Min frygt er, at FN-systemet bruger kræfterne forkert i de kommende år. Internt ved at systemet kæmper med sig selv om, hvordan det skal reorganiseres i forhold til de nye 2030-mål. Og eksternt ved at respekten for FN eroderer, uden at FN selv opdager det som konsekvens af den manglende reformvilje.

Hele denne problematik bør adresseres tydeligere i den udviklingspolitiske strategi. Målene om fokusering på områder, hvor vi har mest på spil, hvor vi kan bidrage med vores særlige ekspertise og kan etablere frugtbare partnerskaber, er glimrende. Det større fokus på samhandel som en primær vækstdriver i en verden, hvor der bliver flere mellemindkomstlande og færre fattige lande, er også rosværdige.

Men alt dette vil være uden betydning, hvis ikke vi får håndteret årsagerne til flugt og migration og gentænkt regelsættet for, hvordan det internationale samfund skal håndtere og hjælpe de mennesker, det konkret drejer sig om.

Skal det ske, skal tabuer nedbrydes og en række internationale spilleregler, herunder FNs flygtningekonvention, gøres tidssvarende.