Læge: Selvfølgelig er enhver Mohammed ikke velkommen i Danmark

REPLIK: Jeg bliver ærgerlig, trist og provokeret over den manglende respekt og taknemlighed, som nogle tilflyttere i Danmark udviser, skriver læge Ayhan Al Kole i en replik til Harun Demirtas.

Af Ayhan Al Kole
Læge på Aalborg Universitets Hospital 

Er alle indvandrere og flygtninge velkomne i Danmark? Skal samfundet og politikerne ophøre med at stille krav til sine nye borgere?

Er alle tilflyttere lige gode og lige nyttige for samfundet? Er det alene samfundet, der svigter ikkeetniske danskere i Danmark? Har Danmark urimelige strenge krav til Mohammed og Harun?

Svaret er selvfølgelig et højt rungende nej til alle de stillede spørgsmål.

Jeg elsker Danmark. Det er landet, der har givet mig og mine kære et sikkert, trygt og venligt hjem. Til tider kan jeg også blive frustreret over en ikke-ubetinget accept af min væren i Danmark. Men jeg bliver endnu mere ærgerlig, trist og provokeret over den manglende respekt og taknemlighed, som nogle tilflyttere udviser. Harun Demirtas' indlæg: ”Politikerne fortæller mig og Mohammed, at vi er uønskede” består af en hel række påstande, som jeg har forholdt mig til.

Er begrebet ”integration” et statisk begreb?
Livet er en proces, og processer er dynamiske. Begreber kan skifte form og betydning over tid. Det er helt naturligt. Integration er et dynamisk begreb, netop fordi handlingerne er aktive tilvalg, som skal tilpasses samfundet. Demirtas angiver, at ordet integration ikke er defineret, og politikernes brug af ordet skaber forvirring. Det er jeg enig med ham i, men vi må ikke glemme indvandringens historie.

Den store indvandring af ikkevestlig herkomst var ønsket her, da der var brug for deres arbejdskraft. Man forventede, at de ville vende hjem igen, men mod al forventning hentede Mehmet og Mohammed deres hustru og børn hertil.

De såkaldte gæstearbejdere skulle vise sig at blive permanente borgere. Man krævede nu, at disse familier integrerede sig med deltagelse på arbejdsmarkedet. Som årene er gået, er andelen af indvandrere steget eksponentielt og problemerne ligeså.

Kravene har selvfølgelig ændret sig, og ligeså har begrebet integration. Man har reflekteret og dokumenteret, at ”integrationen” har fejlet gennem 40 år. Da er det selvsagt tåbeligt at fastholde kursen, når man ser, at kvinder er underrepræsenteret på arbejdsmarkedet, deres sproglige egenskaber er forsat ikke eksisterende, deres engagement i samfundet og deres børns liv er forsvindende lille.

Indvandrerbørn påbegynder institutionen med store sproglige vanskeligheder, der hægter dem af fra den spæde begyndelse. Vi har alvorlige problemer i samfundet, og det kræver ændring af tilgangen til ”integrationen”. Der skal stilles større krav til forældrene (som er en selvfølge for andre forældre), og børnene skal støttes.

Har Danmark strenge krav til integration?
Jeg finder det helt naturligt, at man stiller krav til folk, der nyder af velfærdsydelserne uden et forudgående bidrag. I hvilket land kan man få penge ved den blotte tilstedeværelse? Jeg har ofte grinet ad, at I Danmark kan man få penge fra staten, hvis man trækker vejret.

Jeg savner, at Demirtas helt konkret angiver, hvilke krav der er så strenge. Man indordner sig de regelsæt, normer og værdier, landet har. Man må udvise gensidig respekt, men det er misforstået, at integration er tovejs. Det er tilflytteren, der skal integreres i det samfund, han betræder. Samfundet skal hjælpe og støtte i processen.

Demirtas frygter, at det næste bliver ”at tvinge muslimer til at spise svinekød foran Integrationsudvalget.”

Der må være tale om en misforståelse, idet flere offentlige institutioner har udvist så stor respekt for muslimerne, at svinekød ikke længere er en mulighed. Integration kan ikke spores alene på fødeindtag og er mere end bare rødgrød med fløde.

Integration handler om selvforsørgelse, ligestilling mellem kønnene, religionsfrihed, individets ukrænkelighed, ytringsfrihed og demokratisk deltagelse.

Har Danmark brug for alle tilflyttere?
Herboende ikkeetniske danskere er ikke en homogen gruppe. Iblandt dem er de aktivt bidragende borgere, som Demirtas og undertegnede, der arbejder henholdsvis som sygeplejerske og læge.

Men langtfra alle er gode og nyttige samfundsborgere. Men de må også være klar til at acceptere grundlæggende præmisser og værdier som ligestilling mellem kønnene, ytringsfrihed, religionsfrihed, videnskabens placering og individets ukrænkelighed.

De må også være klar til at acceptere grundlæggende præmisser og værdier som ligestilling mellem kønnene, ytringsfrihed, religionsfrihed, videnskabens placering og individets ukrænkelighed. Demirtas ” bliver provokeret, hver gang politikerne taler om “integration” i Danmark og peger på nogle som ”de gode” og de andre som ”ikke gode”.

Integrationen slår fejl, og vi kan direkte pege på de ”ikke gode”, når deres eneste bidrag er forurening af danske statistikker: kriminalitet, bandemiljø, antisemitisme, arbejdsløshed, social kontrol, skæve kriminalitetsstatistikker, radikalisering, uligestilling, vold i hjemmet, lav valgdeltagelse, vold mod homoseksuelle, lavere uddannelsesniveau, børn, der klarer sig dårligt i folkeskolen.

Vil man lade sig provokere af kendsgerningerne, bør man primært henvende sin vrede og manglende forståelse hos de ikke bidragende tilflyttere. For de er hverken til gavn for Danmark eller for os, som bidrager.

Selvfølgelig er politikerne medskyldige, fordi de har lukket mange ind uhæmmet. Politikerne har givet mange økonomisk incitament til at blive ”ikke gode” statsborgere. Fællesnævneren for de mange politikere og de ”ikke gode” tilflyttere er, at de kan tillade sig at skævvride systemet uden væsentlige konsekvenser. Danmark er selvfølgelig bedre tjent med de gode tilflyttere og konsekvente/handlekraftige politikere.

Er det hele samfundets skyld?
Det personlige ansvar må aldrig undervurderes. Demirtas er enig i standpunktet, men pålægger alligevel samfundet skylden. Han skriver: ”Det er med samfundets ansvar for den enkelte og den anerkendelse, der følger med, at den enkelte kan få lyst til at elske et land og gøre mere for at bidrage.” Den sætning frustrererede mig inderligt, og jeg havde lyst til at råbe: ”Er du seriøs? Skal andre give dem incitament til at bidrage og elske Danmark?”

Hør, hverken dronningen, Folketinget eller danske borgere har sendt invitationer ud med velkomst hertil. Folk er kommet hertil af egen vilje. De skal lære deres nye land at kende, være loyal over for det og elske det. Helt naturligt. Problemet er, at det ikke har været forventet, at de skal være selvforsøgende fra dag et.

Det er tilflytterens pligt at udvise respekt for det land, der omfavner en med tryghed, sikkerhed og venlighed. Det påhviler den enkelte at vise, at man ønsker landet og sine nye landsmænd.

Danmark gav mig og min familie tryghed, sikkerhed og mulighed for en god fremtid. Mine forældre har lært os, at vi altid taknemmeligt og ydmygt skal stå til tjeneste for vores nye land. Kære Danmark, af hjertet tak.

Tema: Kommentarer

Forrige artikel Trapholt: Kunstmuseer kan forebygge depression og stress Trapholt: Kunstmuseer kan forebygge depression og stress Næste artikel Mette Frederiksen og 3F: Løkke spiller hasard med danskernes løn- og arbejdsvilkår Mette Frederiksen og 3F: Løkke spiller hasard med danskernes løn- og arbejdsvilkår