Læger: Kræftpatienter skal vejledes – ikke vildledes

DEBAT: Der er brug for mere opfølgning af behandlingsresultater, hvis vi skal kunne vurdere, om ny kræftmedicin har den ønskede effekt, skriver Anders Jakobsen, Lars Henrik Jensen, Karina Dahl Steffensen, overlæger, og Torben Frøstrup Hansen, afdelingslæge på Onkologisk Afdeling, Vejle Sygehus.

Kræftområdet har de senere år fået tilført betydelige ressourcer, først og fremmest gennem de nationale kræftplaner. I samme periode har der været en meget stor stigning i udgifterne til medicinsk kræftbehandling.

Det gælder specielt den såkaldte biologiske behandling, herunder immunterapi. Det er derfor samfundsmæssigt relevant at undersøge, om gevinsten for patienterne står i rimeligt forhold til omkostningerne. 

Denne problematik er belyst i en nylig artikel i det lægevidenskabelige tidsskrift British Medical Journal. 

Forfatterne, der repræsenterer såvel økonomi som lægevidenskab, gennemgår de kræftmidler, der er godkendt af det europæiske lægemiddelagentur (EMA) i perioden 2009 til 2013.

Det drejer sig om 48 lægemidler, der anvendes i 68 forskellige sygdomssituationer. De fleste kræftmidler forlængede ikke overlevelsen, og forbedringen var i alle tilfælde mindre end seks måneder – hos halvdelen mindre end tre måneder.

Når den forlængede overlevelse er så beskeden, kunne man håbe på, at livskvaliteten var forbedret, men det kunne kun dokumenteres for 10 procent af de pågældende lægemidler.

Efterfølgende undersøgelser har vist samme nedslående resultater. 

Ny kræftmedicin virker ikke 
En gennemgang af konkrete behandlinger med særligt dyr medicin bekræfter det generelle indtryk. De fleste præparater godkendt i de senere år forbedrer ikke livskvaliteten og forlænger ikke overlevelsen.

Det er overraskende, at disse resultater, der i en patientkommentar omtales som "cancer drug scandal", ikke har fået større politisk opmærksomhed i betragtning af den interesse, der generelt er for kræftbehandling som et betydeligt sundhedsmæssigt problem, der vægtes højt i befolkningen.

Er vi blevet for hurtige til at indføre nye kræftlægemidler?

Skal vi gå i gang med behandlinger, der kun forlænger overlevelsen med to til tre måneder og samtidig har mange alvorlige bivirkninger?

Hvordan vægter vi nye, meget dyre kræftmidler, der ikke helbreder patienten, i forhold til andre påtrængende problemer i sundhedsvæsenet?

Der er klart behov for en diskussion af disse problemer. I denne sammenhæng må man konstatere, at dokumentationen for behandlingseffekt i stort omfang fremskaffes af lægemiddelindustrien, der har en betydelig interesse i positiv fortolkning af behandlingsresultaterne og derfor ikke er en objektiv partner i diskussionen.

I øjeblikket indføres nye lægemidler efter godkendelse i Medicinrådet, der tager stilling på grundlag af den foreliggende dokumentation.

Der savnes imidlertid en opfølgning af de internationale behandlingsresultater, både med hensyn til livskvalitet og overlevelse.

Får man den samme overlevelsesgevinst, når behandlingen indføres rutinemæssigt i dansk sammenhæng? De data, der kan besvare spørgsmålet, foreligger allerede eller vil let kunne skaffes, men opgaven kan ikke løses af den enkelte læge.

En landsdækkende løsning er nødvendig
Der er behov for, at man i et samfundsmæssigt politisk perspektiv overvejer indførelse af nye kræftlægemidler.

Problemstillingen kan udsættes, men vil på et tidspunkt blive påtrængende. Alt tyder på, at udgifterne til kræftlægemidler også i de kommende år vil være stærkt stigende.

Denne diskussion er vanskelig og har mange interessenter, men det er afgørende, at den enkelte patient inddrages i overvejelserne vedrørende valg af behandling på et oplyst niveau. 

Som patient har man generelt vanskeligt ved at afslå et behandlingstilbud fra den behandlende læge – ikke mindst når man befinder sig i en så vanskelig situation, som det er tilfældet for kræftpatienter.

Derfor er der betydelige udfordringer med hensyn til kommunikation mellem læge og patient. Det velkendte "informeret samtykke" er utilstrækkeligt.

Patienterne må inddrages på et helt andet niveau, end vi kender det fra sundhedsvæsenet i dag. Det er vigtigt, at patienten udstyres med de nødvendige redskaber til at indgå i en ligeværdig dialog med den behandlende læge.

Inddragelse af patienter i fælles beslutningstagen er en ny disciplin, der først nu er ved at blive etableret. 

Der er behov for et paradigmeskift med inddragelse af patienterne på egne præmisser: "Hvad er patientens livsværdier og præferencer, og hvordan tages der hensyn til disse, når der skal træffes beslutning om valg eller fravalg af behandling?"

Konklusivt har den medicinske kræftbehandling de seneste år, med enkelte undtagelser, ikke givet store landvindinger.

Det er derfor helt afgørende, at den enkelte patient medinddrages i en ligeværdig dialog og beslutning vedrørende behandlingen. Det vil kræve en langvarig, betydelig indsats i det danske sundhedsvæsen.

Indlægget er skrevet af:
Anders Jakobsen, professor, overlæge, dr. med., Lars Henrik Jensen, overlæge, ph.d., lektor, Karina Dahl Steffensen, overlæge, ph.d., lektor og Torben Frøstrup Hansen, afdelingslæge, ph.d., lektor på Onkologisk Afdeling, Vejle Sygehus.

Forrige artikel SOSU-formand: Der skal være prestige i at bidrage SOSU-formand: Der skal være prestige i at bidrage Næste artikel LA til Frank Jensen: Kæmp for de almindelige lønmodtagere – ikke de privilegerede LA til Frank Jensen: Kæmp for de almindelige lønmodtagere – ikke de privilegerede