Læger, patienter og regioner: Her er vores bud på en styringsmodel

STYRING: Sæt regionerne fri til at styre sundhedsvæsenet inden for en økonomisk ramme i stedet for at indføre nye styringstiltag og økonomiske incitamenter. Sådan lyder det fra Lægeforeningen, Danske Patienter og Danske Regioner i et nyt fælles udspil.

Placeholder image
Formand for Danske Regioner, Stephanie Lose (V), formand for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing, og formand for Danske Patienter, Camilla Hersom.

Kort før sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) og minister for offentlig innovation Sophie Løhde (V) lancerer regeringens bud på en ny styringsmodel for sygehusvæsenet, kommer Danske Regioner, Danske Patienter og Lægeforeningen nu med deres.

I et fælles udspil har de tre organisationer formuleret i alt fem principper for styring af sundhedsvæsenet. Og budskabet fra regioner, læger og patienter er klart:

"Der er ikke behov for nogen nye, kreative styringstiltag fra statens side," som formand for Lægeforeningen, Andreas Rudkjøbing, siger.

Regeringen har sendt sundhedvæsenet til styringseftersyn for at finde en efterfølger til to procents-produktivitetskravet, som sidste år blev suspenderet for 2018. Resultatet af eftersynet forventes snart sammen med et sundhedsudspil, der også skal vise vejen for udbygningen af det nære sundhedsvæsen.

I Danske Regioner, Lægeforeningen og Danske Patienter mener man dog, at der med patientrettighederne, kvalitetsmål, budgetlov og økonomiaftaler allerede er en tæt styring af sundhedsvæsenet, som ikke har brug for flere økonomiske incitamenter.

"Vi tror på, at man kan nå langt med i højere grad at tænke i rammestyring kombineret med de styringsmål, der allerede er, for eksempel kvalitetsmål og udredningsret," siger Camilla Hersom, formand for Danske Patienter.

Pas på pay for performance
Særligt advarer læger, patienterne og regionerne mod, at man for eksempel opretter "en kvalitetspulje", som knytter finansieringen til kvalitetsmålene, på samme måde som aktivitetspuljen tidligere er blevet koblet sammen med produktiviteten på sygehusene.

"Der bliver ved at dukke ideer op om at koble kvalitetsmål med meget kraftige økonomiske incitamenter. Det kan lyde meget besnærende på den måde at belønne noget, man gerne vil have. Problemet er bare, at det ikke fungerer," siger Andreas Rudkjøbing.

Både Andreas Rudkjøbing og Stephanie Lose peger på, at man internationalt har afprøvet lignende modeller, hvor man kobler finansieringen sammen med kvalitetsmål. Og det, der har været resultatet, har været en skævvridning af incitamenterne, mener Stephanie Lose.

"Med en pay for performance-model er der tendens til, at man for snævert fokuserer på den performance, man bliver betalt for. Og det kan også give nogle helt forkerte incitamenter," siger Stephanie Lose og fortsætter:

"I dag registrerer vi kvalitetstal, simpelthen fordi vi har en oprigtig interesse i at følge kvaliteten og sikre os, at vi fortsat udvikler os. Hvis man binder penge, risikerer vi, at der vil være incitamenter til at skævvride registreringen, så vi ikke får det ud af den, som vi gerne vil, men så det i stedet handler om at opnå finansiering."

Et bredere populationsansvar
De tre organisationer fremhæver regionernes rolle, da det er dem, der har populationsansvaret – altså ansvaret for, at de borgere, der bor i regionen, får den behandling, de har behov. Derfor skal regionerne sættes mere fri til at prioritere midlerne uden aktivitets- eller kvalitetsstyring.

Men det betyder også, at regionernes ansvar for det samlede sundhedsvæsen skal forstås bredere, end det gør i dag, mener Stephanie Lose.

"Hvis vi skal væk fra hele tiden at tale om sygehusvæsen, men i stedet tale om sundhedsvæsen, så er der behov for at tænke i et bredere populationsansvar. Vi skal i regionerne bidrage til, at borgerne ikke når dertil, hvor de har behov for at blive indlagt og være med til at forebygge, at der bliver det træk på sundhedsvæsenet, som der er i dag," siger hun.

Patienter frem for pengekasser
Danske Regioner, Lægeforeningen og Danske Patienter kommer også med deres bud på, hvordan styringen kan understøtte et mere sammenhængende sundhedsvæsen.

"Vi skal have et styringsregime, som sikrer sammenhæng på tværs af specialer og på tværs af regioner og kommuner. Parterne skal kunne tilrettelægge behandlingen i samarbejder med fælles ledelse og fælles økonomi, og hvor der ikke er pengekasser, der gør, at man tænker på kasserne og ikke på det, der er bedst for patienten," siger Camilla Hersom.

Selvom kommunerne spiller en stor rolle i at skabe et mere sammenhængende sundhedsvæsen, er KL ikke med i det fælles udspil fra regionerne, lægerne og patienterne.

Formand for KL's sundhedsudvalg, Jette Skive, tager dog godt imod de fem principper.

"Jeg synes sådan set, det er nogle fornuftige principper, som på mange måder flugter med de ting, vi gerne vil i KL. Det er positivt, at alle sundhedsvæsenets parter efterhånden er enige om, at flere opgaver skal løses i det nære sundhedsvæsen. Vi ser selvfølgelig forskelligt på nogle områder, men langt hen ad vejen så understøtter principperne KL's ambitioner for det nære sundhedsvæsen," skriver Jette Skive i et skriftligt svar til Altinget.

Dokumentation

Fem principper for styring i sundhedsvæsenet

1. Den statslige finansiering og styring skal skabe rammerne for et sammenhængende og effektivt sundhedsvæsen
- Den statslige finansiering af regionerne må ikke tilskynde til at øge eller fastholde aktivitet på sygehusene. Aktivitetspuljen afvikles, og regionerne tildeles en samlet ramme, der understøtter regionerne i at løfte deres populationsansvar.

- Der skal for eksempel ikke oprettes en kvalitetspulje, der skævvrider mellem patienter, afdelinger, sektorer eller landsdele. Statens økonomiske styring skal ikke kobles direkte til kvalitetsmål.

- Statens tætte styring af sundhedsvæsenet gennem blandt andet patientrettighederne, de nationale mål, budgetloven og de årlige økonomiaftaler sikrer et fortsat fokus på effektivitet og kvalitet. Nye statslige krav om produktivitet er dermed overflødige.

- Styringen skal modvirke kassetænkning og give regioner og kommuner reel mulighed for at lave fælles løsninger vedrørende fælles patienter for eksempel ved at dele relevant data samt etablere fælles ledelse og finansiering.

2. Opgaver i sundhedsvæsenet skal løses der, hvor det er mest effektivt under forudsætning af fortsat høj kvalitet
- Sundhedsvæsenets opgaver skal løses der, hvor de løses mest effektivt. Opgaveflytning skal tilpasses de lokale forhold.

- Videreudviklingen af det nære og sammenhængende sundhedsvæsen må ikke blive en skjult spareøvelse på patienternes bekostning. Hvis opgaver flyttes, skal kvaliteten fastholdes.

- Kvaliteten i det nære sundhedsvæsen bør understøttes af en kvalitetsplan, som beskriver standarder og kompetenceniveauer for opgaveløsningen.

- Nye tiltag og måder at løse opgaverne på bør baseres på og følges op af patientnær forskning og sundhedstjenesteforskning.

3. Opgaveflytning forudsætter kapacitet, kompetencer og data for at sikre kvalitet i praksis og kommuner
- Flere opgaver skal flyttes fra hospitalerne til bl.a. almen praksis. Udviklingen er sat i gang for behandling af KOL og diabetes type 2-patienter, og der er investeret i almen praksis med den seneste overenskomst.

- Flere opgaver til almen praksis, herunder øget understøttelse af kommunerne, forudsætter øget kapacitet i almen praksis – både læger og praksispersonale.

- Kommunerne skal have kompetencer og kapacitet til at løse opgaver med høj kvalitet og effektivitet i det nære sundhedsvæsen. Der skal indgås de nødvendige aftaler mellem regioner og kommuner, inden opgaver flyttes, så der ikke opstår paralleltilbud, eller der er patienter, som falder mellem to stole.

- Opgaveflytninger skal understøttes af data på sygehuse, i praksis og i kommuner, så relevante aktører i sundhedsvæsenet kan følge op på, at de forudsatte resultater bliver nået. Det kræver investeringer i it, databearbejdning og kompetencer.

- Speciallægepraksis kan visse steder bidrage til opgaveflytningen.

4. Behandlingsansvaret skal forankres hos læger, og der skal ikke opbygges et parallelt sundhedsvæsen i kommunerne
- Det lægelige behandlingsansvar skal fortsat være placeret hos enten læger på hospitalet, i almen praksis eller hos praktiserende speciallæger, så de begrænsede lægelige ressourcer anvendes så effektivt som muligt. Opgaverne kan dog i større omfang end i dag varetages af andre personalegrupper, for eksempel af praksispersonale.

- Kommunerne skal have bedre mulighed for lægelig understøttelse fra almen praksis og sygehusene. Det er samtidig en forudsætning, at de faglige kompetencer i kommunerne styrkes og anvendes optimalt, så trækket på de lægelige ressourcer sker på en hensigtsmæssig måde.

5. Et sundhedsvæsen under forandring kræver dygtig ledelse, nye kompetencer og adgang til specialistviden
- Dygtig ledelse af et engageret personale er drivkraften til at forandre og forbedre indsatsen for patienterne og øge effektiviteten. Ledelsen på alle niveauer skal derfor have både kompetencerne til at løfte den vigtige og komplekse ledelsesopgave og et reelt lokalt ledelsesrum til at prioritere og udvikle behandlingen.

- Det er en væsentlig opgave på alle ledelsesniveauer at fremme en lærings- og forbedringskultur med afsæt i data om bl.a. kvaliteten og patienternes oplevelse af det samlede forløb på tværs af indsatser og sektorer. 

- Nye samarbejder, arbejdsgange og behandlingsformer kræver, at der i uddannelsen og den løbende kompetenceudvikling af det faglige personale bl.a. er fokus på kompetencerne til at lede, inddrage patienter og pårørende og håndtere tværsektorielle forløb.

- Hospitalerne skal i højere grad arbejde systematisk med at tilbyde flere typer af rådgivning og understøttelse, så almen praksis kan varetage et øget behandleransvar for fx mennesker med kronisk sygdom, og kommunerne i højere grad kan udføre en kommunal sundhedsindsats, som hænger sammen med den behandling, som patienten har behov for.

Kilde: Lægeforeningen, Danske Patienter og Danske Regioner


Omtalte personer

Andreas Rudkjøbing

Læge, Psykiatrisk Center Amager, Region Hovedstadens Psykiatri, formand, Den Nationale Videnskabsetiske Medicinske Komité 2
cand.med. (Københavns Uni. 2008), ph.d. i folkesundhed, M.Sc. i sundhedsøkonomi, politik og management (London School of Economics)

Camilla Hersom

Vicedirektør, Danske Regioner, bestyrelsesleder, Kvinfo
m.phil. i European Studies (Cambridge Uni. 1997), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1999)

Jette Skive

Fhv. rådmand (DF), Sundhed og Omsorg, Aarhus og formand for KL’s Sundheds- og Ældreudvalg
frisør, kontorassistent
Se alle personer

Politik har aldrig været vigtigere
Få gratis nyheder fra Danmarks største politiske redaktion
Ved at tilmelde dig Altingets nyhedsbrev, accepterer du vores generelle betingelser