Larrain: Folkemødet er for folket, ikke for medier

Min største oplevelse på Folkemødet var, da jeg helt udmattet efter arbejde havde sat mig ned og tilfældigvis sansede mig til, hvad jeg elsker allermest ved Danmark.

Hen under aftenen debatterede en imam, en rabbiner og en præst blandt andet, hvad man gør for at integrere muslimer.

Debatten blev dygtigt ledet af den tidligere politiker Özlem Cekic, og hun vidste lige, hvilke knapper der skulle trykkes på, for at dialogen rummede, hvad den skulle: Den kritiske røst fra publikum, den tolerante røst fra en anden og alle de nødvendige spørgsmål.

Hen mod afslutningen kom biskop Marianne Christiansen på og lagde op til en fælles nadver. Hun fortalte om, hvorfor kristne gør netop det, bryder brød sammen og inviterede herpå imamen til at gøre sit.

Han kiggede kort ind, så David Trads, vrængede i ansigtet, gav ham en finger og gik derpå videre.

Paula Larrain

Det var midt i ramadanen, nu var solen gået ned og de fastende muslimer skulle have del i brødet. Med ren stemme messede han på arabisk. De milde toner af hans "Allahu Akhbar" fyldte den lilla aftenstemning og blandede sig med naboteltets fællessang fra Højskolesangbogen. Et helt særligt øjeblik opstod i mit hjerte, da Højskolernes telt skiftede fra Grundtvig til Pia Raugs "Så dyrker de korn på et alter i Chile."

Her kunne jeg ikke holde tårerne tilbage. Udmattet fra dagen blev jeg overmandet af den samlede skønhed og taknemmeligheden flød over gennem tårekanalerne. Tænk at være vidne til så fredfyldt et øjeblik med de forskelligheder, der til dagligt bliver gjort til konflikt.

Lige der i Allinge, med den smukkeste udsigt for mine øjne, bøgetræ i forgrund, Østersø i baggrund, var jeg så uendelig stolt af Danmark og af Folkemødet. Og blev helt sentimental i overensstemmelse med mine latinamerikanske gener..

Paula Larrain

Lige der i Allinge, med den smukkeste udsigt for mine øjne, bøgetræ i forgrund, Østersø i baggrund, var jeg så uendelig stolt af Danmark og af Folkemødet. Og blev helt sentimental i overensstemmelse med mine latinamerikanske gener.

Sådan en oplevelse gør sig ikke godt på nyheds-TV og måske ganske sigende kunne jeg nogle dage efter læse, hvad der havde været en TV 2-journalists største oplevelse: En debat, hvor Pernille Vermund havde sat Kristian Thulesen-Dahl til vægs med sine ekstremismer og anklager om DFs blødsødenhed(!)

De to vidt forskellige oplevelser siger meget mere end blot noget om tid og sted. De siger noget om, hvor svært det er at prioritere, hvad man skal dække og lægge vægt på. Og det er ikke nogen dårlig ting. Der findes ikke én historie om Folkemødet på Bornholm. Der findes tusinder. Med 3.000 debatter og mere end 25.000 gæster om dagen er oplevelsen i den grad overladt til den enkelte.

Det er som sagt ikke nogen dårlig ting. Den slags store tilbagevendende begivenheder er umulige at dække journalistisk.

De store medier rykker deres studier til Allinge og sminker deres gæster, som de plejer. Men gæsterne er nøjagtigt de samme, som når de taler om de samme ting derhjemme. Forskellen er kun baggrunden. Hvis man følger Folkemødet fra sofaen og gennem TV, kan jeg godt forstå, at man tænker: Det er da overhovedet ikke folkeligt dét der, der er jo kun politikere og journalister med!

Det er ganske enkelt ikke en fair udlægning af sandheden. Der er mange politikere og journalister med, men der er allerflest folk. Folk som folk er flest, klædt på til den danske sommer.

Mange af dem er naturligvis særligt aktive samfundsborgere. Som de jordemødre, der gav mig kaffe og flyers midt mellem to ordstyrerjob. Deres forening havde noget på hjerte ligesom så mange andre foreninger, der organiserer sig og tager af sted til Bornholm.

Veteranerne fra de danske krigsdeltagelser lavede kørestolskapløb midt på hovedgaden, Amnesty International satte fremmede mennesker over for hinanden i stille fire minutter ad gangen, og el-bilbranchen argumenterede over for eksperter og politikere om at få flere el-biler på gaden. Det er bare nogle af de få ting, jeg selv oplevede.

Jeg har nu været med fra den spæde begyndelse og har mærket udviklingen. Den mest markante forskel fra nu og så Folkemødet i 2011 er antallet af deltagere. For år tilbage løb jeg hele tiden ind i politiko-journo-danmark, hvoraf jeg kender de fleste fra min egen generation.

I år var der længere mellem de kendte ansigter, alene fordi alle mulige andre folk fyldte gaderne helt op. Der var hele skoleklasser, der var midaldrende ægtepar med rygsæk, der var klunsere og der var dem, der havde glemt at tage noget andet med end deres powersuits.

Man kan sagtens gå rundt for sig selv og være negativ ved det hele. Jeg indrømmer blankt, at jeg i år glædede mig mindre end andre år.  Jeg havde faktisk slet ikke lyst til at være med i nogen politisk festival, fordi jeg ærlig talt er ramt af politikerlede, som så mange andre hertillands.

Men i løbet af et par dage var min negative forventning vendt. Måske vendte den allerede på den første dag, hvor en af de sociale mediers anonyme trolls materialiserede sig i al sin afmagt og menneskelighed.

Det var hos Institut for Menneskerettigheder. Jeg var med i en panel-diskussion om sociale medier og deres påvirkning af demokratiet. Panelets udspørger, filosof Vincent Hendricks, var bekymret, det var jeg også. Lidt. Jeg stod sammen med Søren K. Villemoes fra Weekendavisen og Dorte Toft, som jeg har kendt på Facebook længe, men som jeg nu mødte for første gang.

Og så David Trads, som jeg har kendt i en menneskealder. Sidstnævnte var i fuld gang med at sige noget på sin karakteristiske facon, teltet var pakket og i baggrunden, lige udenfor, kom en ældre mand i grøn t-shirt trækkende med et eller andet bag sig. Han kiggede kort ind, så David Trads, vrængede i ansigtet, gav ham en finger og gik derpå videre.

Jeg griner stadig over situationen. David så det slet ikke, og det var heller ikke vigtigt. Men det var der altså også plads til. En finger til nogen, man bare ikke kan lide. Men der var langt flere håndtryk og masser af ord med. Heftige debatter, der alligevel endte i knus og fortsat venskab.

Bertel Haarder kan man være uenig med i meget, men hans idé var en genistreg i en tid, hvor digitalisering og automatisering er ved at overtage alt. Der er nu ikke noget som et fredeligt møde mellem mennesker. Og det er så dansk, at det hviner i tænderne med sin sødme.

Kom med til næste år. Planlæg det allerede nu. Og nej, der er ingen grund til at flytte noget, der nu er begyndt at lykkes. Disruption er et af årets buzzord, men jeg holder nu også meget af ordet tradition.

Tak for et godt møde igen i år!

......

Paula Larrain er uddannet journalist og er bl.a. tidligere jourhavende på Berlingskes udlandsredaktion, diplomatisk korrespondent med sikkerhedspolitik og Baltikum som speciale og senere nyhedsvært på TV-Avisen. Hun er i dag selvstændig medierådgiver, medietræner, moderator, foredragsholder og klummeskribent. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.