Kommentar af 
Lars Aslan Rasmussen

Lars Aslan: Fem bud på hvordan vi stopper (en del) terror

KLUMME: De stater i Golfen, der sponsorer IS, bør rammes af en sanktionsmodel, som den der i sin tid knækkede det sydafrikanske apartheidregime, foreslår Lars Aslan.

Saudi-Arabien er IS på steroider, mener Lars Aslan.
Saudi-Arabien er IS på steroider, mener Lars Aslan.Foto: Scanpix
Lars Aslan Rasmussen

Han er født 1978 og blev valgt ind i Folketinget for Socialdemokratiet i år (2016).

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Nu hvor der er gået et par dage efter tragedien i Manchester, er det måske på tide, at vi sammen gør andet end at sætte britiske flag på vores profilbilleder på Facebook, eller skrive ”pray for Manchester”.

De ting har vi ligesom prøvet før, uden at det rigtig har haft nogen præventiv effekt. Ligesom en del politiske udmeldinger fra nogle af mine kollegaer også har været helt ude i hegnet.

Lad mig bare nævne Uffe Elbæk, som skrev, at det er vigtigt ikke at føle vrede?! Helt ærligt, man skal nok være mere end almindeligt alternativt tænkende for ikke at blive vred over, at adskillige børn og unge bliver sprængt i småstykker til en teenagekoncert!

I modsætning til Uffe Elbæks gøglerier, så kom Marie Krarup fra DF faktisk med et løsningsforslag, problemet var bare, at det var endnu mere langt ude, end det hun normalt foreslår, hvilket siger en del. Hun mente i ramme alvor, at folkekirken skulle få flere muslimer til at konvertere til kristendommen.

Saudi-Arabien spreder deres giftige ideologi udover hele Mellemøsten, med moskebyggerier og koranskoler, og er i den grad en del af problemet, når det kommer til radikalisering.

Lars Aslan

Udover at det er urealistisk og bestemt ikke er folkekirkens opgave, så er det vel heller ikke lige nu, vi skal have endnu mere religion ind i billedet.

Men ja, løsningsforslag skal der til. Og jeg vil gerne komme med forslag til, hvordan vi kan komme terroren til livs.
Vi kan som politikere aldrig garantere, at terroren forsvinder helt, men vi kan godt begrænse den.

Her er mine 5 bud:

1). Vi stopper med at se passivt til, når Tyrkiet direkte og indirekte hjælper Islamisk Stat

Tyrkiet har i lang tid ladet Islamisk Stat og andre islamister bruge Syrien som bonbonland for deres syge ideer om sharia og kalifat, og de har påviseligt kunne bruge Tyrkiet som helle, og der er klar dokumentation for, at IS er blevet støttet af Erdogan.

Og hver gang de kurdiske styrker i Syrien er tæt på at befri områder, der kontrolleres af IS, bliver de bombet af Erdogans luftvåben.
Det er simpelthen for langt ude at have en NATO-allieret, der opfører sig så grotesk

2). Hykleriet og støtten til Saudi-Arabien skal afsluttes.

Det er helt fantastisk klamt at se på, hvordan Donald Trump forgylder det Saudiske regime med milliarder via gigantiske aftaler om våbenhandel, og hvordan Vesten på alle måder prøver at fedte for verdens mest modbydelige diktaturstat, som jo i realiteten er et stort IS på steroider.

Saudi-Arabien spreder deres giftige ideologi udover hele Mellemøsten, med moskebyggerier og koranskoler, og er i den grad en del af problemet, når det kommer til radikalisering.

3). Moskeer, der opfordrer til had mod vores værdier, skal lukkes.

Det går ikke længere at tillade moskeer, hvori der gang på gang bliver prædiket had og intolerance mod alt fra homoseksuelle til demokrati, over til jøder eller ikke-muslimer. Vi ser radikale moskeer skyde op, overalt i Vesteuropa, og det skal have en ende.

4). Diktaturstater skal ikke kunne bygge moskeer i Vesten.

Lande som Qatar, Iran, Saudi-Arabien og andre forbryderstater skal ikke have tilladelse til at finansiere moskeer i Vesten, hvad de i høj grad gør - også i Danmark. Den slags skal stoppes, så de ikke kan sætte dagsorden i andre lande end deres eget.

5). Golflandene skal presses til at stoppe pengetransaktioner til IS

Alle ved, at en masse rigmænd i Golfen sponsorerer IS. Dette er selvfølgelig helt surrealistisk, da de samme lande påstås at være en del af Vestens alliance mod IS. Derfor er det meget enkelt: Såfremt de lande ikke selv gør noget aktivt for at få stoppet pengestrømmen til IS, rammes de af sanktioner ved at bruge samme model, som det i sin tid lykkedes at knække de sydafrikanske apartheidregime med.

.......

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Aslan Rasmussen

Fhv. MF (S)
lærer (Blågaard Seminarium 2005)

0:000:00