Kommentar af 
Lars Aslan Rasmussen

Lars Aslan: Hvorfor demonstrerer venstrefløjen med den brune udgave af Ku Klux Klan?

KOMMENTAR: Det er absurd at se den ekstreme venstrefløj arrangere fælles demonstrationer imod tildækningsforbuddet sammen med nogle af de mest reaktionære kræfter i det her land, skriver Lars Aslan Rasmussen (S).

Demonstration mod tildækningsforbuddet, København 1. august 2018.
Demonstration mod tildækningsforbuddet, København 1. august 2018.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lars Aslan Rasmussen

Han er født 1978 og blev valgt ind i Folketinget for Socialdemokratiet i år (2016).

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Forleden trådte maskeringsforbuddet i kraft.

Principielt rammer det alle, der dækker deres ansigt helt til i det offentlige rum. Derfor er det både forbudt at gå med burka og med Ku Klux Klan-dragt.

Nu er der næppe eksempler på, at der er nogen, der går klædt i hvide lagner i de danske gader, og derfor går forbuddet især ud over kvinder, der går med burkaer eller niqab.

Men hvad nu, hvis det var omvendt?

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Hvad nu, hvis der var mange Ku Klux Klan-tilhængere i Danmark, der ofte gik rundt i deres racistiske outfit for at vise den hvide mands overherredømme, mens der ikke var en eneste kvinde, der gik i burka eller niqab. Hvad ville den yderste venstrefløj så gøre?

Ville Enhedslistens politikere tage storsmilende selfies med Ku Klux Klan-medlemmer, ville de organisere demonstrationer sammen med Ku Klux Klan og andre nazistiske organisationer for at demonstrere imod maskeringsforbuddet?

Ville Enhedslistens politikere tage storsmilende selfies med Ku Klux Klan-medlemmer?

Lars Aslan Rasmusen (S)

Ville de kæmpe for, at det var en menneskeret for ethvert klan-medlem at gå klædt med en hvid hætte om hovedet, og være helt ligeglade med hvilket signal, det sendte til danskere med eksempelvis afrikanske rødder.

Nej, selvfølgelig ville venstrefløjen ikke det.

Men når folk med nøjagtigt de samme holdninger som Ku Klux Klan bliver ramt af et maskeringsforbud, så er det pludselig enormt synd for dem, fordi de ikke er hvide.

Derfor arrangerede den yderste venstrefløj for nyligt to demonstrationer, hvor medarrangørerne var Islamisk Trossamfund og gruppen Kvinder i Dialog, der består af kvinder i burka.

Lad os først lige huske på, at Islamisk Trossamfund hører til blandt de mest ekstreme islamistiske organisationer herhjemme. De promoverer konstant imamer, der enten vil henrette homoseksuelle eller slå kvinder. Ligesom programmet ”Moskeerne bag sløret” afslørede, hvor meget de modarbejdede det danske samfund og ikkemuslimer.

Gruppen af kvinder, der går med niqab eller burka, er salafister og tilhører den mest ekstreme grad af islam.

Og jo, de deler på alle måder ideologi med Ku Klux Klan. Hvor klanen tror på hvidt overherredømme, tror salafisterne på et islamisk kalifat og shariastyre, hvor der hverken er plads til religionskritik, demokrati, ytringsfrihed, jøder eller homoseksuelle.

Men der er alligevel en forskel, vil nogen hævde. Ku Klux Klan har jo en lang historik med drab og vold. Ja, det har salafisterne også.

Det handler bare om, hvorvidt de har magten eller ej. I Danmark har de ingen magt, men alle de steder, hvor de har magt, ja, der ved vi godt, hvordan det går alle, der er anderledes.

Derfor er det jo på alle mulige måder tragikomisk at se Enhedslistens Ungdom (SUF) og andre på den ekstreme venstrefløj arrangere fælles demonstrationer med røde faner sammen med nogle af de mest reaktionære kræfter i det her land.

Helt absurd er det, når man tænker på, hvordan det iranske præstestyre henrettede hundredtusindvis af venstreorienterede, så snart de kom til magten. Ligesom venstrefløjen overalt i Mellemøsten gør alt, hvad de kan, for at bekæmpe islamismen.

Herhjemme er det nærmest omvendt, hvilket er noget af det mest mærkværdige. Islamister og nazister skal bekæmpes på samme måde, for der er ingen forskel på dem bortset for hudfarven og tøjet.

---------------

Lars Aslan Rasmussen er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet. Indlægget er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Aslan Rasmussen

Fhv. MF (S)
lærer (Blågaard Seminarium 2005)









0:000:00