Lars Aslan: Jeg er dødtræt af ordet ”muslim”

Min store næse og brune øjne har altid gjort, at folk har spurgt nysgerrigt, om hvor jeg kommer fra.

Som barn syntes jeg, det var lidt irriterende, da jeg jo bare gerne ville være ligesom alle andre og helst ikke stikke for meget ud.

Som voksen har jeg mere tænkt, at det er en kæmpe styrke, når man har to baggrunde, som man jo har som søn af en kurdisk far og en dansk mor. 

Det giver mig en indsigt i de problemer, der er omkring integrationen i Danmark på ”begge sider af hegnet”.

Men gennem de seneste mange år har debatten omkring integrationen herhjemme taget en uheldig drejning.

Det handler om den konstante fokusering på islam i almindelighed og på muslimer i særdeleshed.

Dette overdrevne fokus på religion er desværre noget, som alle parter i integrationsdebatten er lige gode om.

Selv om de fleste, der arbejder på metroen, stammer fra Polen, Portugal eller Italien, bruges udtrykket ”De katolske metroarbejdere” aldrig.

Lars Aslan
MF, Socialdemokratiet

Lad os tage højrefløjen først. Her opfattes alle mennesker med flygtninge- og indvandrerbaggrund fra Mellemøsten som meget troende muslimer. Denne tankegang kulminerede sidste år, da DF i ramme alvor ikke ville give statsborgerskab til folk fra ”muslimske lande”.

For det første findes der rigtigt mange mennesker i såkaldte ”muslimske lande”, der rent faktisk ikke er muslimer. Og der findes endnu flere, for hvem religionen ikke betyder noget.

Venstrefløjen er desværre ikke meget bedre. Her er der forsat en berøringsangst over for ting, der har med islam at gøre, og hvor man også ofte først og fremmest ser alle indvandrere og flygtninge som muslimer frem for borgere i det danske samfund.

Dette kommer især til udtryk, når venstrefløjen altid relativerer eller undskylder rabiate islamiske foreninger og imamers udtalelser, mens der bliver gået helt anderledes hårdt til stålet, når det handler om formørkede præster.

Ser man på mange af de debattører, der har anden etnisk baggrund, har mange af dem desværre en tendens til også at trække muslimkortet ved enhver given lejlighed.

Når jeg eksempelvis i diverse debatter kritiserer fætter-kusine-ægteskaber, rabiate imamer eller kvindeundertrykkelse, er jeg ofte blevet mødt med påstanden: ”Du kan ikke lide muslimer”, hvilket jo er helt absurd, taget min egen baggrund i betragtning, samt det faktum, at absolut ingen, der kritiserer ting i det danske samfund, ville blive mødt med postulatet: ”Du kan ikke lide kristne”.

Også i medierne bruges 'muslimudtrykket' konstant om indvandrere og efterkommere, som var der tale om en særlig race: "muslimerne på Nørrebro”, ”de muslimske unge” osv.

Men selv om de fleste, der arbejder på metroen, stammer fra Polen, Portugal eller Italien, bruges udtrykket ”De katolske metroarbejdere” aldrig. Og man taler heller ikke om ”katolsk arbejdskraft” fra Østeuropa.

Ja, der er masser af mennesker i Danmark, der er muslimer, men de er OGSÅ meget andet. De er forældre, søskende, børn, håndværkere, akademikere, danskere, fodboldfans osv.
Når vi begynder at se os selv og hinanden som mennesker og en del af det danske samfund, før vi er noget andet, så tror jeg, at det for alvor bliver muligt at rykke integrationen i en positiv retning.

---------

I medierne bruges 'muslimudtrykket' konstant om indvandrere og efterkommere, som var der tale om en særlig race.

Lars Aslan
MF, Socialdemokratiet

Lars Aslan er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.