Kommentar af 
Lars Aslan Rasmussen

Lars Aslan: Tid til en fælles krammer i oppositionen

KLUMME: Lars Aslan indrømmer, at han selv har været hård i retorikken, men opfordrer nu oppositionspartierne til rette skytset mod regeringspartierne, i stedet for på hinanden.

ENHED: Oppositionen bør forene sig i kampen om regeringsmagten, opfordrer Lars Aslan Rasmussen.
ENHED: Oppositionen bør forene sig i kampen om regeringsmagten, opfordrer Lars Aslan Rasmussen.Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix
Lars Aslan Rasmussen

Han er født 1978 og blev valgt ind i Folketinget for Socialdemokratiet i år (2016).

Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Forleden var det 25 år siden, at det blev ulovligt i Danmark for forældre at slå deres børn.

Det er alligevel skræmmende at tænke på, at det ikke er længere tid siden, og endnu mere uhyggeligt er det, at loven blev vedtaget med én stemmes flertal.

Konservative, Venstre og Dansk folkeparti stemte imod loven. Men takket være Socialdemokraterne, Radikale og venstrefløjen samt en masse folkelige bevægelser lykkedes det at sætte barnets rettigheder i centrum.

Under al festivitassen kom jeg til at tænke på, hvor mange afgørende sejre vi har lavet sammen hos de partier, der nu udgør oppositionen, og hvor vigtigt det er, at vi finder sammen igen.

Jeg skal undlade at nævne, hvem der som sundhedsminister under Fogh-regeringen nægtede Københavns kommune at etablere et fixerum, men Lars Løkke ved, hvem det er, jeg tænker på. 

Lars Aslan

For lad os være ærlige; retorikken imellem oppositionspartierne har ikke været særligt kønt at se på. Ingen nævnt og ingen glemt, og jeg kan heller ikke selv sige mig fri for at have brugt hårde ord i kampens hede.

Men når alt kommer til alt, så mener jeg, at der er langt flere helt afgørende ting, der samler os i oppositionen end splitter os. Og nej, vi behøver faktisk ikke gå 25 år tilbage for at pege på helt afgørende resultater, som vi har lavet sammen, og som for alvor har ændret tingene til det bedre.

Hvem husker ikke, hvordan det under Thornings regering blev muligt for homoseksuelle at gifte sig i kirken, samt at kunne blive erklæret for ægtefolk på landets rådhuse, i stedet for den diskriminerende betegnelse ”registrerede partnere”.

Homoseksuelles rettigheder har de borgerlige altid kæmpet indædt imod også under hele Foghs regeringsperiode, mens DF sammenlignede det at to af samme køn kunne gifte sig med, at man så åbenbart også kunne gifte sig med en hund.

Se, det siger jo en hel del.

Det var ligeledes os og venstrefløjen, der gjorde op med årtiers fejlslagen narkopolitik, hvor vi havde rekordmange dødsfald på grund af overdosis, og hvor folk lå uværdigt og fixede i Vesterbros kældre og trappeopgange. Det fik vi gjort op med, og etableret Danmarks første fixerum, hvor man kan tage sine stoffer under ordentlige forhold og samtidig få hjælp til at komme ud af sit misbrug.

Noget, der allerede har reddet hundredvis af liv.

Jeg skal undlade at nævne, hvem der som sundhedsminister under Fogh-regeringen nægtede Københavns kommune at etablere et fixerum, men Lars Løkke ved, hvem det er, jeg tænker på.

Vi fik ligeledes sammen sat fokus på fattigdom og der blev lavet en officiel fattigdomsgrænse, så vi netop kunne måle, hvordan udviklingen gik, fordi vi ikke vil acceptere, at mennesker skal leve usselt og uden mulighed for et ordentligt liv.

Alle de tiltag, som har gjort en verden til forskel for mange mennesker og for vores land, er kun sket, fordi vi partier, der nu udgør oppositionen, har holdt sammen, og insisteret på retfærdighed og humanisme. Og det er ting, der bør forene os, især i disse tider.

Vi er fælles om en grøn dagsorden mod en regering, der i den grad er ligeglad med miljøet, og som har lavet den ene nedskæring efter den anden, der i den grad er gået ud over naturen.  

Vi er fælles om ønsket om internationalt udsyn og solidaritet, hvor vi naturligvis anerkender, at ulandsbistand er forudsætningen for, at lande i den tredje verden kommer videre.

Vi er fælles i ønsket om en retspolitik, hvor der også er fokus på resocialisering, og hvor vi under ingen omstændigheder kan acceptere de tanker, højrefløjen har om at sende børn i fængsel.

Og ja, lad os være ærlige at sige, at vi er lidt uenige om, at antallet af flygtninge og indvandrere i Danmark betyder noget eller ej.

Men vi er grundlæggende enige om, at de mennesker, der er kommet hertil, skal behandles ordentligt, og at vi omtaler alle mennesker uanset baggrund på en ordentlig og respektfuld måde.

Halvdelen af danskerne har stemt på os i oppositionen, og de kan have en berettiget forventning om, at vi først og fremmest bruger krudtet på regeringen og ikke på hinanden.

.......

Lars Aslan er medlem af Folketinget for Socialdemokratiet. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Aslan Rasmussen

Fhv. MF (S)
lærer (Blågaard Seminarium 2005)

0:000:00