Lars Løkke har torpederet håbet om en borgerlig regering efter næste valg

Danmarks politiske journalister havde en travl grundlovsdag. Dagen bød på to store udmeldinger, som på hver sin måde kommer til at sætte dybe spor år frem i dansk politik.

På borgerlig side bød dagen på noget af en begmand. Lars Løkke Rasmussens melding i Berlingske om, at hans nye parti, Moderaterne, ikke efter næste valg vil pege på en borgerlig statsminister, torpederede reelt drømmen om en borgerlig statsminister.

Når Moderaternes mandater ikke længere kan tælles med på blå side, er den eneste måde hvorpå Ellemann kan blive statsminister, at V, K, LA, NB, DF og det kommende Støjberg-parti opnår et rent borgerlig flertal. Målingerne har ikke været i nærheden af et flertal af den karakter. Og hertil skal lægges, at de mange indbyrdes konkurrerende blå partier skal blive politisk enige og enige om, hvem der i givet fald skulle være statsminister. Det er ganske enkelt ikke realistisk.

Situationen bliver ikke voldsomt bedre for blå blok, hvis Moderaterne mod forventning ikke kommer i Folketinget efter næste valg. Det tror jeg dog de gør. Løkke er en af sin generations bedste politikere, hvilket han senest demonstrerede i forbindelse med debatterne op til folkeafstemningen.

Men hvis vi forestiller os, at Moderaterne, på trods af Løkkes navn og erfaring, ikke kommer over spærregrænsen, så vil resultatet bare være yderligere borgerlige stemmer der spildes – oveni dem der ”spildes” på Kristendemokraternem, som ingen længere tror på kommer ind. Moderaternes vælgere er indtil nu næsten udelukkende kommet fra borgerlig side, og de stemmer har de borgerlige ikke råd til at miste, hvis de skal gøre sig forhåbninger om at nå et flertal.

Det var med Moderaterne i blå blok svært for Ellemann at nå et flertal og en regeringsduelig konstellation. Uden Moderaterne i blå blok er det så godt som umuligt.

Benny Damsgaard

En ekstra krølle på historien er, at man i Venstre i et stykke tid aktivt har forsøgt at få Løkke til at blive i blå blok med løfter om ministerposter og internationale topposter. Hvis man taler med centrale kilder i Venstre lyder det, at der gennem et stykke tid har været en uformel dialog med Løkke om, hvad der skulle til for at få ham til at pege borgerligt. En model, som har været diskuteret, skulle være en udenrigsministerpost til Løkke og en udpegning som EU-kommissær, når Margrethe Vestagers periode udløber.

Opsummeret var det med Moderaterne i blå blok svært for Ellemann at nå et flertal og en regeringsduelig konstellation. Uden Moderaterne i blå blok er det så godt som umuligt.

På rød side var det statsministerens melding om, at hun efter valget vil afsøge mulighederne for at danne en regering over midten efter valget, som satte scenen. Regeringen går stadig til valg på at fortsætte som en socialdemokratisk et-parti-regering, men blandt andet arbejdet med det nationale kompromis har, ifølge statsministeren, vist styrken ved det brede samarbejde. Derfor skal der nu ”åbnes en diskussion” om en regering over midten.

Selvom statsministeren har en pointe i, at Det nationale kompromis på forsvarsområdet var historisk, så er den reelle baggrund for meldingen en anden. Reelt er der tale om en melding, som definitivt skal sikre det stærkt forbedrede forhold til De Radikale, inden mink-kommissionens rapport lander i slutningen af måneden. Og den mission lykkedes til fulde. De Radikale var næsten overstrømmende i deres modtagelse.

Mink-kommissionen forventes at fremlægge sin rapport omkring 28. juni. Rapportens konklusioner har over de seneste uger været i høring hos de berørte (statsministeren, statsministeriets departementschef mv.) og grundlovsmeldingen fra statsministeren understreger de forlydender, der har været fremme om, at mink-rapporten vil være hård ved regeringen.

Den eneste måde hvorpå De Radikale kan komme i regering efter næste valg, er hvis Mette Frederiksen forsætter.

Benny Damsgaard

Hvis ikke der var noget i mink-rapporten, som var kritisk over for regeringen, kunne man have taget de kommende uger stille og roligt. Ingen grund til store udmeldinger om samarbejde over midten, som risikerer at gøre især Enhedslisten sure.

Når mink-rapporten kommer, vil en række af de borgerlige partier per automatik kræve, at advokater, som man gjorde i tamil-sagen og senest ved behandlingen af instrukskommissionen, skal vurdere om der er grundlag for en rigsretssag. Hvis der ikke er noget at komme efter, vil det dog hurtigt løbe ud i sandet, og regeringen vil i ro og mag kunne forhandle en beretning på plads med partierne i det parlamentariske grundlag.

En kritisk rapport vil derimod gøre det langt sværere for Enhedslisten og De Radikale at lukke sagen inden sommerferien med en beretning og dermed sige nej til som minimum at få advokater til at vurdere rapportens konklusioner. Det vil regeringen gå langt for at undgå. En advokat-vurdering vil reelt betyde, at man mister kontrollen over sagen. Det går fra at være en politisk forhandling om ordlyden af en beretning til at være en juridisk vurdering fra uafhængige jurister.

Derfor var det afgørende for regeringen, at den offentlige invitation om det brede samarbejde kom nu - i god tid inden mink-kommissionen. Der var behov for at styrke faldskærmen.

Som det er nu, peger det i retning af en SRSF-regering efter næste valg. 

Benny Damsgaard

De Radikale annoncerede sidste år, at de efter næste valg ikke ville kunne støtte en fortsat et-parti socialdemokratisk regering. Den melding, som var pakket ind i ganske barsk retorik om regeringens magtfuldkommenhed, har siden afstedkommet en betydelig charmeoffensiv fra regeringen side.

Meldingen grundlovsdag slog søm i det genetablerede forhold. Mink-rapporten skal nu dokumentere grove eksempler på bevidst og forsættelig lovbrud fra regeringen, før De Radikale går ned af advokat-sporet.

Den eneste måde hvorpå De Radikale kan komme i regering efter næste valg, er hvis Mette Frederiksen fortsætter. Selvom De Radikales vælgere og ikke mindst den radikale folketingsgruppe ikke altid er tilfredse med S-regeringen – især ikke på udlændingeområdet – så har de reelt ikke noget alternativ.

De Radikale vælgere anno 2022 er grundlæggende røde, og de vil forsvinde til andre røde partier, hvis De Radikale trak stikket på Mette Frederiksen og peger blåt.

Som det er nu, peger det i retning af en SRSF-regering efter næste valg. Selvom socialdemokraterne håber, som det skete for Løkke i 2019, at de bliver belønnet af vælgerne for at gå efter det brede samarbejde og kunne forsætte som en et-parti-regering, så er sandsynligheden herfor ikke stor.

På samme måde er det tvivlsomt, om regeringen kommer til at gå over midten. V og K har allerede afvist, og i forhold til Moderaterne er den politiske forskel på især det økonomiske område, hvor Moderaterne vil sænke skatten på kapitalindkomst, for stor.

Sidder Moderaterne på de afgørende mandater, kan situationen dog ændre sig. Måske endda til Løkke som udenrigsminister. I hvert fald indtil Margrethe Vestagers periode udløber.

Ikke dermed sagt, at en SRSF-regering bliver harmonisk. Udlændingepolitikken vil stadig give betydelige hovedbrud. Her skal man dog huske, at den nuværende socialdemokratiske statsminister er en noget mere rutineret forhandler end hendes forgænger, der blev låst på hænder og føder af De Radikale under forhandlingerne i det Sorte Tårn.

Den gang kunne De Radikale true med at gå til blå blok. Det kan De Radikale anno 2022 ikke, og der vil heller ikke efter næste valg være i nærheden af et flertal for De Radikales udlændingepolitik – tværtimod.