Lars Olsen: Nej, Frederiksen er langt fra Corydon. Men der er alligevel noget, der undrer mig

Socialdemokratiet er vendt tilbage til corydonismen, siges det.

Kommentatorer og politikere har i ugevis spekuleret i Mette Frederiksens nye kurs, og mange ser den som tilbagevenden til det "reformamok", der kendetegnede dansk politik under Løkke, Thorning og Corydon:

"Mette Frederiksen har støvet Lars Løkkes gamle og uforløste skuffeplaner af og har reelt ikke tilføjet meget andet end nogle af de forliste reformideer, som daværende S-statsminister Helle Thorning-Schmidt og hendes finansminister, Bjarne Corydon, heller ikke kunne komme igennem," skriver Lars Trier Mogensen i Information eksempelvis.

Samme toner lyder fra Thomas Juul-Dam, der var særlig rådgiver for Thorning: Mette Frederiksens forsøg på at skabe et mere venstreorienteret socialdemokrati endte i en blindgyde, konkluderer han.

Billedet af Corydons genkomst forener Mette Frederiksens kritikere på venstrefløjen med Thornings gamle våbendragere. Med Mette Frederiksens angivelige kursskifte kan de nu postulere sig frikendt af historien.

Billedet vandt især frem i de mange uger, hvor partierne forhandlede om en ny regering, og alskens rygter blev bragt til torvs. Men det har vist sig overraskende sejlivet også nu, hvor vi faktisk kender regeringsgrundlaget.

Billedet af Corydons genkomst har vist sig overraskende sejlivet nu, hvor vi faktisk kender regeringsgrundlaget.

Lars Olsen

Virkeligheden er nemlig, at den nye regerings kriseløsninger adskiller sig ganske meget fra dem, som skiftende regeringer praktiserede under finanskrisen. Det var dengang, Løkke-regeringen forkortede dagpengeperioden og rundbarberede efterlønnen.

Dengang tusinder røg ud af dagpengesystemet og endte i social deroute – og den radikale Margrethe Vestager blot svarede, at »sådan er det jo«. Det var dengang Thorning-regeringen fulgte op med markante stramninger af førtidspension, fleksjob og kontanthjælp, beskæftigelsesministeren hed Mette Frederiksen, der siden tog afstand fra meget af reformerne.

Med enkelte undtagelser, som jeg vender tilbage til, indeholder det nye regeringsgrundlag ikke den slags massive forringelser af sociale rettigheder. Hovedlinjen er det, professor Nina Smith har døbt "andengenerationsreformer": hvor der omprioriteres og ændres, men uden de forringelser, der kendetegnede den første generation af reformer.

Nina Smiths Reformkommission har skitseret en af disse "andengenerationsreformer", der i en lidt ændret form har fundet vej til det nye regeringsgrundlag: at begrænsninger i SU og lange videregående uddannelser kan finansiere forbedringer andre steder i uddannelsessystemet.

Meget af regeringsgrundlaget ligger i forlængelse af de reformtanker, som Mette Frederiksen fremlagde i sommeren 2021

Lars Olsen

Regeringen vil styrke de praktiske fag i folkeskolen og investere mere i erhvervsuddannelserne. Pengene skal blandt andet hentes gennem omprioritering: optaget på de videregående uddannelser skal i højere grad dimensioneres efter samfundets behov, en del kandidatuddannelser kortes ned, og SU gives kun i den normerede studietid. Nogle af besparelserne bruges på bedre undervisning på universiteterne, mens andre finansierer forbedringer i andre dele af uddannelsessystemet.

Det er ikke noget tilfælde, at Mette Frederiksen har brudt akademikere og skolefolks dominans i Undervisningsministeriet og udpeget den tidligere murersvend Mattias Tesfaye. Han har i årevis talt for mindre teoretiske uddannelser med større respekt for håndværk og praktiske færdigheder. Vi står – med Mette Frederiksens ord – foran en "værdikamp" om status og ressourcer i uddannelsessystemet.

Et andet reformspor bliver i den offentlige sektor. Regeringen vil indlede trepartsforhandlinger, hvor guleroden er de 3 milliarder til bedre løn og arbejdsforhold for udvalgte grupper, som Socialdemokratiet stillede i udsigt i valgkampen. Samtidig skal der gøres op med bureaukrati og overdreven dokumentation. Regeringsgrundlaget lægger også op til en "frisættelse" af den offentlige sektor, hér kan det nærmere indhold udløse et ideologisk opgør mellem S og V-M.

Meget af regeringsgrundlaget ligger i forlængelse af de reformtanker, som Mette Frederiksen fremlagde i sommeren 2021. Hun bebudede dengang en ti-års-reformskitse, og de første ideer blev fremlagt på en stor konference i Fredericia om Fremtidens Danmark. Mette Frederiksen blæste til kamp mod "uddannelsessnobberi" og "pseudoarbejde". Ambitionen var at erobre den folkelige midte i dansk politik.

Siden fulgte S-regeringens udspil om "Danmark kan mere", men også en skærpet mink- og sms-krise, der stjal dagsordenen. Med regeringsgrundlaget vender Mette Frederiksen ikke tilbage til Corydon, men til – Mette Frederiksen.

Kritikere peger med rette på, at regeringsgrundlaget også indeholder tydelige indrømmelser til "de blå", ikke mindst lettelse af topskattegrænsen og generationsskifteskatten. Forhenværende DSU-formand Frederik Vad Nielsen, der i dag er nyvalgt MF'er, beklager, at "den øvre middelklasse ikke skal betale sin del af regningen for kriserne i Danmark - i modsætning til stort set alle andre grupper". Og jeg er helt enig.

Socialdemokratiet indtager i dag en unik position. Mens andre europæiske S-partier har tabt klassiske vælgergrupper til populistiske strømninger på venstre- og især højrefløjen, er det danske socialdemokratis folkelige base intakt. S er det suverænt største parti blandt arbejdere, mange offentligt ansatte og pensionister. I folkelige kvarterer i provinsbyerne og Københavns Vestegn får S ofte 35-40 procent eller mere.

Kan denne styrkeposition opretholdes ved en regering hen over midten?

S er det suverænt største parti blandt arbejdere, mange offentligt ansatte og pensionister. 

Lars Olsen

De første vurderinger fra klassiske arbejdergrupper som 3F og FOA var positive. Formændene for de to fagforbund havde frygtet noget værre og pegede på fremskridt for arbejderklassen: den nye regering sikrer højere dagpenge de første tre måneder, ret til videre uddannelse på 110 procent dagpenge og et lønløft til dele af de offentligt ansatte.

I de seneste dage har fagbevægelse og medier så helt naturligt fokuseret på tidslerne. Én er seniorpensionen, der bliver lagt sammen med Arne-pensionen, og det er en forringelse: Mens seniorpensionen giver nedslidte en visiteret mulighed for at forlade arbejdsmarkedet seks år før folkepensionen, sænkes grænsen i den nye Arne Plus til kun tre år. Med ét skal den 57-årige gigtplagede pædagog ikke vente fem, men otte år, på en exitmulighed.

Dette er dét i regeringsgrundlaget, som undrer mig mest. Mette Frederiksen vandt 2019-valget på Arne-pensionen – som den første toppolitiker adresserede hun utrygheden i arbejderklassen. Jeg forstår simpelthen ikke, at hun svækker denne record for en mindre besparelse – masser af danskere bliver frivilligt længere i job, hvorfor så pine de sidste år ud af dem, der er dokumenteret nedslidte?

Samtidig er brede kredse, der rækker fra kirkerne til fagbevægelsen, utilfredse med afskaffelsen af Store Bededag. Forslaget gør ikke ligefrem forårets overenskomster lettere. Mette Frederiksen & Co. risikerer, at Store Bededag bliver et symbol, der samler og mobiliserer utilfredsheden til højre og venstre, og at regeringen tvinges til at gribe ind i overenskomsterne. Et indgreb, der kan ryste Socialdemokratiets position i arbejderklassen.

Endnu en folkelig snubletråd: Inflationshjælpen. Regeringsgrundlaget lægger op til højere ældrecheck – det vil gavne de pensionister, der har mindst – og der bebudes et samlet initiativ til januar. Spørgsmålet er imidlertid, om det er nok og tidsnok:

Mange familier risikerer en barsk vinter, det gælder ikke blot de fattigste, men også eksempelvis almindelige indtægter med gasfyr. Vi kan hurtigt få nogle ubehagelige tv-billeder, der udvikler sig til et politisk problem – ikke mindst for S.

Disse reformer er ikke uden folkeligt potentiale. 

Lars Olsen

Den nye regering er ikke sort-hvid. Der er tydelige indrømmelser til Venstre og Moderaterne, som de fleste på centrum-venstre helst havde været foruden, der er også folkelige snubletråde skabt af finansministeriel vanetænkning, men på lange distancer søger S-toppen faktisk egne nye løsninger på påtrængende samfundsproblemer; "andengenerationsreformer" der skal gøre op med djøf'isering, omprioritere uddannelsessystemet og træde op mod rekrutteringskrisen på vitale velfærdsområder.

Disse reformer er ikke uden folkeligt potentiale. Det brede lag af danskere tørster efter større respekt for praktiske job og uddannelser – hvis Mette Frederiksen og kompagni formår at gøre reformerne til en værdi- og kulturkamp, har hun en stærk appel.

Lad os samtidig huske bagtæppet: at regeringen kunne operere på basis af det snævre ”røde” flertal er en myte. Problemet er ikke SF og Enhedslisten, der har været ganske driftssikre siden 2019-valget. Problemet er De Radikale, som er til højre i økonomi- og fordelingspolitikken og udvikler sig stadig mere uforudsigelige. En Frederiksen-regering, baseret på de yderste radikale mandater, ville blive udsat for alskens afpresning, Danmark ville ikke få den fornødne stabilitet.

Mette Frederiksen var nødt til at prøve en anden vej. Om den er farbar, vil tiden vise.