Lars Trier Mogensen: Martin Rossen knækkede koden til arbejdervælgerne

I første omgang var dobbeltstrategien med en strammere udlændingepolitik og en mere socialt balanceret fordelingspolitik da også højrisikabel.

Særligt Henrik Sass Larsen blev beskyldt for at gøre knæfald for Dansk Folkeparti og blot skubbe endnu flere vælgere over til partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF). Men i dag må det nøgternt konstateres, at gamblingen gav smæk for skillingen.

Socialdemokratiet har næsten udraderet Dansk Folkeparti, og den brede konsensus i udlændingepolitikken har neutraliseret de borgerliges trumfkort. Udlændingepolemik er blevet erstattet af velfærdsdebat.

På hver sin måde lykkedes det for Henrik Sass Larsen og Martin Rossen at omfavne Dansk Folkeparti næsten til døde: Med sine uforsonlige udmeldinger i offentligheden fik Sass provokeret flere toneangivende DF'ere til at sige, at de ville være mere trygge med ham i regering, end de var med Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen.

Og på de indre linjer på Christiansborg oparbejdede Martin Rossen et fortroligt samarbejde med Dansk Folkepartis magtfulde pressechef, Søren Søndergaard.

Første akt lagde grunden: Den nye alliance mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, som kulminerede på fatal vis, da Kristian Thulesen Dahl lod sig indrullere i fagbevægelsens kampagne for en senere pensionsalder – og hvor han ligefrem begyndte at optræde sammen med Mette Frederiksen, sågar i et show i Cirkusbygningen i foråret 2017 – blev et vendepunkt i dansk politik. Et vendepunkt, som aldrig ville være sket uden Martin Rossens strategiske forarbejde.

Året senere kom anden akt, da Mette Frederiksen grundlovsdag 2018 løsrev sig fra Radikale Venstre, og på forhånd annoncerede, at Morten Østergaard og kompagni kunne droppe enhver forhåbning om ministerposter.

"Når valget udskrives, går vi til valg på at danne en socialdemokratisk etpartiregering. Kun sådan kan vi opnå vores to vigtigste mål: At vi fortsætter den stramme udlændingepolitik – sammen med et bredt flertal i Folketinget – samtidig med at vi sætter velfærden først."

Med "mandaternes logik" tiltog Mette Frederiksen sig et parlamentarisk frihedsbrev, der var endnu en stor satsning, men som i dag må siges at være endt med at gå bedre, end selv Martin Rossen realistisk havde kunnet håbe på.

S-regeringen kan manøvrere påfaldende fleksibelt på kryds og tværs af Folketinget og sikrer i sig selv statsministeren en gunstig forhandlingsposition i snart sagt alle sager.

Det afgørende stød blev sat ind i tredje akt, da Mette Frederiksen som optakt til folketingsvalget sidste sommer, lancerede forslaget om en tidligere tilbagetrækning for nedslidte sidst i januar.

Med løftet om at ville "indføre en ny ret til tidlig folkepension for de mest nedslidte – og dem, der har været længst på arbejdsmarkedet" gav Socialdemokratiet de frafaldne vælgere et attraktivt argument for at vende hjem.

Efter at DF'erne selv havde blåstemplet Socialdemokratiets nye strammerkurs og dermed signaleret over for deres egne vælgere, at de ikke ville være farligt med Mette Frederiksen som ny statsminister, blev forslaget om tidligere tilbagetrækning den altafgørende pull-faktor altså det element, som trak de udslagsgivende vælgere hen over midten. Også her var det Martin Rossen, der rykkede rundt med skakbrikkerne.

Ved folketingsvalget for et år siden fik Socialdemokratiet hver tredje ufaglærte og erhvervsuddannedes stemme, og partiet genindtog dermed pladsen som Danmarks suverænt største arbejderparti.

Selvom en stor gruppe storbyvælgere samtidig rykkede længere ud mod venstrefløjen, og Socialdemokratiet isoleret set fik et dårligt valg, blev bundlinjen, at de rød-grønne partier vandt betydeligt frem, og at Socialdemokratiets formand derfor kunne blive statsminister. Det sidste er alt, der tæller nu.

Uanset hvad man måtte mene om Martin Rossen som person – og hans temperamentsfulde stil skaber vitterligt mange uvenner – kan man ikke komme uden om, at han har været instrumentel i den dobbelte knibtangsmanøvre over for Dansk Folkeparti og dermed i den mest betydningsfulde forandring af det politiske landskab i nyere tid.

Valgsejren var dog kun begyndelsen til Martin Rossens skelsættende indflydelse på dansk politik. Med regeringsdannelsen 27. juni 2019 trådte han for alvor ind på den offentlige scene.

Da Henrik Sass Larsen pludselig måtte trække sig på grund af sygdom, opstod et magttomrum, som Martin Rossen straks udfyldte. Ikke alene blev han ansat som stabschef i Statsministeriet, men han blev også medlem af både Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget.

Skønt Henrik Sass Larsen gled ud af kabalen, var magtovertagelsen nøje planlagt. Belært af skuffelserne fra perioden med Helle Thorning-Schmidt som statsminister, hvor embedsapparatet hurtigt overtog detailstyringen, var det magtpåliggende for Mette Frederiksen at kunne indtage regeringskontorerne mere velforberedt. Magten skulle bruges. Denne gang.

"Et er et Søe-Kort at forstaae, Et andet, Skib at føre," som Ludvig Holberg skrev i Den politiske Kandestøber fra 1723.

Triumviratet af Sass, Rossen og Fredriksen har hele vejen igennem været sig pinligt bevidst om, at det ikke er nok at udtænke en strategi, der vinder valget, hvis Socialdemokratiet igen ender med at lade tilfældigheder og teknokrati styre skibet. En ny fireårsplan skulle sikre, at Mette Frederiksens regering konstant havde retning med nye sejre. 

Inspirationen til den strammere topstyring og langt stærkere ideologiske koordination kommer fra socialdemokratiske regeringer i andre lande, hovedsageligt Labours premierminister, Tony Blair.

Under hans tid i Downing Street 10 blev der oprettet en koordinerende stabscheffunktion, der minder meget om det job, som Martin Rossen havde i Statsministeriet indtil i går.

Blairs stabschef, Jonathan Powell, har skrevet en bog om de britiske erfaringer med den sigende titel 'The New Machiavelli: How to Wield Power in the Modern World'. I et interview i Politiken har Powell forklaret den nye socialdemokratiske raison d'état:

"Det sværeste for en ny premierminister er at være strategisk. For jobbet er per definition meget drevet af eksterne events. Men det er ikke dine strategiske mål. Dit strategiske mål er at ændre ting i samfundet permanent. Det er utroligt svært at opnå som premierminister".

Grundidéen er, at strategi skal overtrumfe taktik og praktik, og at hverken politikere eller rådgivere skal lade sig distrahere af journalister, kommentatorer eller andre irritationsmomenter.

I løbet af det seneste år har Martin Rossen da også fået skabt sig en frygtindgydende magtbase i Statsministeriet, hvorfra han har kunnet kontrollere, koordinere og kyse såvel regeringens unge ministre som et nervøst embedsværk.

Martin Rossen forlader Mette Frederiksen på det ultimative toppunkt. Det er svært at forestille sig, at Socialdemokratiet vil kunne løfte sig til yderligere højder i de kommende år, og Rossen har dermed sikret sig, at han vil blive husket som manden, der medvirkede til at genrejse Socialdemokratiet, og som selv stoppede, mens legen var god.

Renset for spin, talegaver og falbelader er bundlinjen dog, at strategien ikke er blevet forløst. Her et år efter valgsejren har Socialdemokratiet stadig ikke leveret på en stribe centrale valgløfter, som ellers alle var tiltænkt partiets nye kernemålgruppe: de ældre, de kortuddannede vælgere og den lavere middelklasse i provinsen.

Her en uge inden Mette Frederiksen-regeringens fødselsdag er status, at der absolut intet er sket, når det gælder retten til tidligere folkepension til nedslidte, på valgløftet om en ny velfærdslov, der skulle have forpligtet Folketinget til at lade det offentlige forbrug stige hvert år med det demografiske træk, eller på valgløftet om at oprette nye nærhospitaler, der skulle overtage småbehandlinger og operationer.

Blot for at nævne tre uindfriede valgløfter.

I mødet med virkeligheden – og en corona-pandemi, der kom på tværs – har det vist sig mere vanskeligt at føre strategien ud i livet. Rossens forkromede fireårsplan er blevet voldsomt forsinket, og "vicestatsministeren" forlader derfor Prins Jørgens Gård med uforløst sag.

Vælgerne hjemme i "cowboybyen" Nordborg og i resten af Syddanmark har næppe endnu kunnet mærke i hverdagen, at Danmark har fået en ny regering. Indtil videre er forandringerne mest retoriske og på forventet efterbevilling.

Rossen efterlader sig ikke desto mindre et tomrum i dansk politik. Ikke kun som magtbrutal indpisker i Statsministeriet, for her har den nye departementschef Barbara Bertelsen for længst overtaget den del af rollen. Hun deler hellere end gerne skideballer ud.

Vakuummet kan opstå i form af en manglende strategisk fingerspidsfornemmelse for de frafaldne og derfor flygtige DF-vælgere, som er og bliver Mette Frederiksens egentlige magtbase.

Selvom den tidligere chef for Socialdemokratiets politiske afdeling, Thor Möger Pedersen, sikkert nok skal komme forbi med nogle snedige plancher, der vil begejstre det unge netværk af karrieresosser, vil partiet reelt ændre dna-strenge, nu hvor hverken Henrik Sass Larsen eller Martin Rossen er en del af den daglige ledelse.

Den tredje fireårsplan er knap nok kommet i gang. Tilfældighederne råder nu igen.

-----

Lars Trier Mogensen er politisk kommentator og chefredaktør for nyhedsbrevet /dkpol. Han er tidligere vært på Det Røde Felt på Radio24syv og skriver fast analyser i dagbladet Information. Hver anden tirsdag skriver han en politisk kommentar på Altinget.