Lars Tvede: Vi nusser vor civilisation ihjel

KLUMME: Liberal Alliance har udnævnt en afbureaukratiserings-ordfører. En post, der giver god mening, særligt hvis man nærstuderer den amerikanske superinvestor Carl Icahn's resultater, skriver Lars Tvede.

Har du hørt om Carl Icahn - nej? Så giv ham nogle minutter – for kedelig er han ikke.
Og det er ikke kun, fordi han har arbejdet sig op fra nul og nix til cirka 18 milliarder dollars (jeps, vel over 100 milliarder kroner). Eller fordi the Donald lige har ansat ham til en prekær opgave. 

Hvem er Carl Icahn? Som søn af en kirkesanger og skolelærer voksede han op i ydmyge kår i Queens, N.Y., men var dygtig nok i folkeskolen til at komme på Princeton University og senere blive ansat i et børsmæglerfirma.

Og så gik det løs. Efter seks år i børsmæglerjobbet startede han sit eget firma, der specialiserede sig i at investere billigt i dårligt ledede firmaer, få dem reorganiseret og så sælge dyrere. På Wall Street bruger man af samme grund nu begrebet “the Icahn Lift” til at beskrive, hvordan aktierne på en given virksomhed typisk eksploderer, når investorer opdager, at netop Carl Icahn har investeret i deres aktier.  For hvis nogen kan vende en virksomhed, er det Carl.

Hvordan arbejder han i praksis? Et eksempel fra hans tidlige karriere illustrerer det godt. I 1980'erne fik han øje på firmaet American Car and Foundry, som lavede togvogne, men uden at få en god forretning ud af det. I 1984 fik Carl kontrol med selskabet, og så tog han fat på at snakke indgående med personalet, som dels befandt sig i et hovedsæde i New York og dels i fabrikkerne i St. Louis.

Først brugte han nogle dage på at forstå, hvad 12 pompøse etager fyldt med administratorer i New York lavede. Det kunne Carl trods sin høje IQ ikke få overblik over, så derefter betalte han et managementfirma en kvart million dollars for at finde ud af det. Men de fattede det heller ikke.   

Derefter tog han ud til fabrikshallerne i St. Louis og spurgte produktionslederen, Joe, som var en gigantisk eks.-marinesoldat, ”hvor mange fyre i New York har du brug for til at understøtte din drift? For jeg kan ærligt talt ikke regne ud, hvad de laver.”

”Jeg vil fortælle dig, hvad du skal gøre,” svarer Joe så. ”Jeg vil fortælle dig, hvor mange støtter jeg har brug for. Jeg har brug for minus 30.”

”Hvad helvede mener du med minus 30?" spurgte Carl.

Og Joe forklarede derefter, at han på fabrikkerne havde 30 mennesker beskæftiget med at sende tal til bureaukraterne i hovedkvarteret, men ikke fik noget nyttigt den anden vej. Joe foreslog derfor, at Carl fyrede hele hovedkvarteret; hver og en. Ud med dem! Og det gjorde Carl derefter.    

Og så – efter Carl altså havde fyret hele hovedkvarteret rub og stub, skete der det mest forbløffende: Ingenting. ”Det var som om de aldrig havde eksisteret,” kommenterede han senere. Og Joe kunne spare sine 30 papirnussere. 

Så på hovedkontoret havde altså siddet en mængde mennesker og lavet ting, der var meget indviklede, men reelt kun til omkostning og besvær.

Problemet er generelt og velkendt.

De fleste ved vel, at både offentlige og private organisationer spontant skaber mere bureaukrati og regelrytteri over tid. Det er morsomt beskrevet i Parkinsons Law, men er også velkendt i almen organisations- og ledelsesteori.

På samfundsplan er det beskrevet af bl.a. Carroll Quigley. I hans eminente klassiker "The Evolution of Civilizations" forklarede han de fleste sammenbrud i civilisationer med, hvad han kaldte ”overinstitutionalisering” – dvs. at institutioner spontant vokser sig for store på bekostning af græsrødder, spontanitet og frihed. Indtil, skal det indskydes, at denne overinstitutionalisering dræber dem.

En anden klassiker om emnet er Joseph Tainters "The Collapse of Complex Societies". Hans tese? Overkomplicerede samfund bruger til sidst en overvældende del af deres ressourcer på at tackle deres selvskabte komplikation – hvorefter de kollapser.   

Og en tredje er Mancur Olsons "The Rise and Decline of Nations", som eminent beskriver mekanismerne i spontant voksende bureaukrati:  

Her er min personlige teori: Hvis man reducerer antallet af love, regler og forbud i samfundet med mindst 50 procent og fyrer majoriteten af de offentligt ansatte DJØF'ere, vil der ikke ske andet, end at livet bliver meget lettere for borgerne og virksomhederne. Hvis man ligeledes reducerer antallet af ministre i regeringen til eksempelvis syv – som i Schweiz – bliver folks liv ligeledes lettere. 

Tilsvarende, eller mere radikale oprydninger er prøvet mange gange før i virksomheder, og det tenderer til at fungere rigtig godt. Det drejer sig om færre papirnussere og om mindre topstyring, manualer, påbud og forbud. Og i stedet om mere delegering, decentralisering, spontanitet og personligt ansvar. Resultatet er færre omkostninger og mere motivation, ansvarlighed og innovation.  

Der findes også sjældnere eksempler på oprydninger i politik, såsom under Sveriges liberalistiske revolution 1840 – 1865, markedsomstillingen af Kina, eller da Georgien i sin såkaldte Rose Revolution i 2003 – 2005 eliminerede 84 procent af alle licenskrav. Effekten af den slags er ofte eksplosiv vækst. Eksplosiv vækst, vel at mærke, fordi folk bliver mere motiverede og kreative.

Men generelt går tendensen den modsatte vej, og det gør den så sandelig i hele Vesteuropa og ikke mindst Danmark, hvor alene dagpengereglerne foreløbig er vokset til (hold fast; hold helt fast!) – ca. 29.000 sider!

Hvad kan vi gøre ved det?

Hvis vi skal vende trenden og få mindre regelrytteri, centralisering og bureaukrati, ser jeg fire veje:

1. I stedet for blot at trimme kompleksiteten i visse programmer, så fjern en del af dem helt. Tænk således som følger: ”Hvis vi ikke havde denne institution i dag, ville vi så lave den nu?” Et radikalt eksempel herpå ville være at stille spørgsmålet: ”hvis vi ikke havde den nuværende velfærdsstruktur, ville vi så lave den i dag, eller ville vi vælge en langt simplere borgerløns-model?” Jeg kender ikke svaret på netop det spørgsmål, men hvis nogen i stedet spurgte mig, om man burde lave en offentlig arbejdsformidling i dag, ville jeg sige nej. Og så fremdeles. Væk med det. Fjern en masse af det helt og aldeles.

2. I stedet for at metodestyre offentlige ydelser, så læg dem ud til private virksomheder og selvejende institutioner og giv disse større frihed til at bestemme selv, hvordan de vil udføre dem. Eksempel: Undervisning og sygesikring. Altså: Væk med pyramiderne; frem med græsrødderne.

3. Lav såkaldte ”sun-set”-klausuler på al ikke-kriminel lovgivning, så det automatisk udløber efter en given årrække, med mindre den ved udløbet ratificeres. Derved undgår man, at dårlige love blot per automatik lever videre uendeligt.

4. Giv visse love ”harm-done”-klausuler, så det kun er strafbart at overtræde dem, hvis nogen rent faktisk lider skade derved. Eksempel: Forbud imod at gå over for rødt lys. Det er jo spade-agtigt at vente for rødt lys, hvis der ikke er trafik.

Der er små antrit til en afbureaukratisering af den veldædige danske velfærdsstat. LA har udnævnt Henrik Dahl til afbureaukratiseringsordfører. Så må vi håbe at han lader sig inspirere af Carl Icahn.

Nåh, det var Carl, vi kom fra. Donald Trump har nu hyret Carl til at luge ud i de amerikanske lovjungler. Ja Carl – den Carl – skal altså afbureaukratisere USA. Lad os nu se, hvordan det går, men hvis nogen kan, er det vel netop Icahn. Og hvis han faktisk kan, kan vi europæere så ikke også?  

Hvis Carl kan…

---

Lars Tvede er ingeniør, civiløkonom, serieiværksætter, finansmand og forfatter til 14 anmelderroste fagbøger. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Tvede: Donald Ronald eller Donald Duck? Tvede: Donald Ronald eller Donald Duck? Næste artikel Lars Tvede: Offer, redder, krænker, klovn Lars Tvede: Offer, redder, krænker, klovn