Debat

Ung LA'er til Henrik Dahl: Ønsker du tyrkiske tilstande?

REPLIK: Selvom menneskerettighedssystemet kan virke som en hæmsko for politikere som Henrik Dahl (LA), så viser historien, at der er god grund til at beskytte borgernes rettigheder fra skiftende folkestemninger og politisk magtmisbrug, skriver Filip Steffensen. 

 Hvis folkestemningen bliver det afgørende mandat i juraen, vil det skabe præcedens for en række uhyrligheder, der hører fortiden til, skriver Filip Steffensen i en replik til Henrik Dahl (LA).
Hvis folkestemningen bliver det afgørende mandat i juraen, vil det skabe præcedens for en række uhyrligheder, der hører fortiden til, skriver Filip Steffensen i en replik til Henrik Dahl (LA).Foto: Linda Kastrup/Scanpix
Anders Brønd Christensen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Filip Steffensen
Næstformand Liberal Alliances Ungdom Århus

Henrik Dahl (LA) kritiserer i BT 2. april Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel otte, som sikrer retten til ”respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance”.

I indlægget argumenterer Dahl ganske belejligt for, at EMD fortolker ”aktivistisk” eller dynamisk, hvilket vil sige, at man anskuer konventionen som et ”levende instrument”, altså at fortolkningen er kontekstafhængig og labil.

Venskabet med Ungarn
Indlægget skal formentlig ses i lyset af det danske formandskab i Europarådet, hvor regeringen åbent har erklæret, at man ønsker at reformere det nuværende system, navnlig med fokus på ”den dynamiske fortolkning af konventionen og forståelsen af særlige nationale forhold”.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

I tråd hermed har justitsministeren i et svar til Folketinget tilkendegivet, ”at der [er] behov for at se kritisk på den måde, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dynamiske fortolkning har udvidet rækkevidden af dele af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK)”.

Senere har regeringen udgivet et udkast til en såkaldt ”københavnerdeklaration”, som er blevet kritiseret fra en række kanter, herunder forskellige NGO’er. Eksempelvis fremhæves det, at ”udkastet indeholder fejl, selvmodsigelser og mellemliggende forslag, som, hvis de ikke bliver fjernet, vil blive farlige våben i hænderne på de, som har en modvilje mod konventionssystemet”.

Selvom vores retsfølelse krænkes på det groveste, når dybt kriminelle udlændinge ikke kan udvises, må vi ikke lade politikerne og kollektivet diktere, hvornår menneskerettighederne er gældende.

Filip Steffensen
Næstformand Liberal Alliances Ungdom Århus

Det er derfor yderst tvivlsomt, at erklæringen bliver vedtaget i sin originale form, da det kun er en håndfuld af de 47 lande i Europarådet, som bakker om udkastet. Bemærkelsesværdigt er det, at Danmark her synes at skabe venskaber med eksempelvis Ungarn.

Alligevel rejser regeringen et interessant spørgsmål: Underminerer EMD den nationale selvbestemmelse?

EMD har skærpet sin praksis
I sit indlæg fremhæver Henrik Dahl specifikt artikel otte som et eksempel på, at domstolen fortolker aktivistisk. Ifølge Dahl kan konventionen således anvendes til ”at holde hånden over uønskede udlændinge”. Men meget tyder på, at domstolens praksis har ændret sig radikalt over de seneste år.

I en analyse fra Justitia fremgår det, at EMD i perioden 2012-2017 statuerer ikke-krænkelse dobbelt så mange gange, som den gjorde i perioden 2007-2011. Samme tendens viser sig i en analyse fra Institut for Menneskerettigheder

Dette indikerer, at EMD har skærpet sin praksis, hvilket eksemplificeres i sager som Külecki v. Østrig, hvor en 19-årig mand blev udvist for en række forbrydelser, herunder voldelige røverier, som han havde begået som mindreårig. Domstolen afviste, at der skulle være tale om simpel ungdomskriminalitet, og han blev derfor udvist til Tyrkiet.

Det interessante er her, at den dømte havde boet i Østrig hele sit liv, hvorfor det må formodes, at han havde opbygget familiære bånd til Østrig.

I sagen Ndidi v. Storbritannien fandt domstolen heller ingen krænkelse.

Sagen angik en nigerianer, der var kommet til Storbritannien som toårig. Ndidi var blandt andet blevet dømt for røveri, narkobesiddelse og vold. Ndidi var ikke blevet dømt siden 2011, og har desuden et barn med en britisk statsborger. 

Disse to faktorer var imidlertid ikke udslagsgivende for domstolens konklusion, der ikke fandt belæg for, at udvisningen var i strid med konventionen.

Hæmsko er også forsvar for basale rettigheder
Disse to sager skal ses som udtryk for, at domstolen er begyndt at overlade en skønsmargin til staterne, hvilket i praksis betyder, at det enkelte land har mulighed for at vurdere sagens omstændigheder.

I Ndidi-dommen fremhæves det endog, at domstolen ikke kan tilsidesætte staternes vurdering, medmindre det nationale skøn er ”åbenbart urimeligt”.

Overordnet peger dette i retning af, at domstolens dynamiske fortolkning har efterladt større spillerum til staterne, hvilket også underbygges i udvisningen af bandelederen Fez Fez, hvor EMD heller ikke fandt nogen krænkelse af konventionen, selvom bandelederen har otte børn i Danmark.

Her fremhævedes det som et væsentligt kriterium, at nationalstaterne har suverænitet i forhold til at ”kontrollere og regulere tilstedeværelsen af udlændinge på deres territorium”.

Medens alt tyder på, at domstolens fortolkning af udvisningssager er skærpet betydeligt over de sidste år, må det også tilføjes, at den dynamiske fortolkning er hensigtsmæssig i den forstand, at konventionen er nedskrevet i 1950'erne, hvor kulturen var anderledes.

Eksempelvis var homoseksualitet kriminelt i mange lande, hvilket EMRK's dom fra 1981 over Nordirlands kriminalisering af homoseksualitet ændrede. Dommen skabte herefter præcedens for ændringer i andre lande, og den dynamiske fortolkning bevirkede, at homoseksuelle kunne leve frit uden udsigt til juridiske repressalier.

Når artikel otte udskældes offentligt som en hæmsko for udvisning af kriminelle udlændinge, må det heller ikke negligeres, at artiklen beskytter nogle helt basale rettigheder.

Artiklen begrænser for eksempel regeringens magt til at gribe ind i vores privatliv, ligesom artiklen i en nyere sag fra Rumænien har beskyttet arbejdstagere mod overvågning af privat kommunikation. Er det ikke påskønnelsesværdigt, at konventionen beskytter simple ting som retten til privatliv?

Danmark skal ikke følge i Tyrkiets fodspor
Selvom vores retsfølelse krænkes på det groveste, når dybt kriminelle udlændinge ikke kan udvises, må vi ikke lade politikerne og kollektivet diktere, hvornår menneskerettighederne er gældende.

For hvis folkestemningen bliver det afgørende mandat i juraen, vil det skabe præcedens for en række uhyrligheder, der hører fortiden til.

Fortiden viser desværre utallige eksempler på, hvordan summariske retsprocesser og retslig diskrimination har medført vilkårlige henrettelser og frihedsberøvelser, fordi flertallets vilje har dikteret det.

Det er derfor kritisabelt, når en selverklæret liberal regering ud fra politiske overvejelser lancerer angreb på vores rettigheder og domstolenes integritet.

Menneskerettighederne er det stærkeste værn mod vilkårlig magtanvendelse, og vi må derfor ikke lade folkestemningen afgøre, hvornår og hvilken straf er passende. Er det i sidste ende ikke at foretrække, at vi har nogle rettigheder, som beskytter os mod overgreb, i stedet for, at kollektivets vilkårlighed skal afgøre vores skæbne?

Til slut skal der lyde en opfordring til Henrik Dahl om at skue til lande som Tyrkiet, hvor ”den passende straf” er en politisk bestemt størrelse. Er dette et ønskeligt scenarie?

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Dahl

MF (LA), forfatter, foredragsholder
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 1987), MA (Pennsylvania 1988), ph.d. (Handelshøjskolen i København 1993)

0:000:00