Debat

Lektor: Karrierevakuum må ikke afløse de korte ansættelser

DEBAT: Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd kommer med løsningsforslag til at løse de karrieremæssige problemer, der er på universiteterne. Olav W. Bertelsen peger i dette debatindlæg på de faldgruber, han ser i DFiR's løsningsmodeller.

Erhvervslivet skal synliggøre karrieremulighederne for forskere, men der bør også etableres programmer, der kan øge det
gensidige kendskab, skriver Olav W. Bertelsen.
Erhvervslivet skal synliggøre karrieremulighederne for forskere, men der bør også etableres programmer, der kan øge det gensidige kendskab, skriver Olav W. Bertelsen.Foto: Kasper Palsnov/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Olav W. Bertelsen
Lektor og fællestillidsmand, Aarhus Universitet, formand for universitetslærerne, Dansk Magisterforening 

For mange unge forskere er karrieren et forhindringsløb med bind for øjnene.

Fastansættelse på universitetet fremstår fatamorgana-agtigt som eneste pejlemærke, mens virkeligheden ofte er et kludetæppe af for korte postdocansættelser, der i grelle tilfælde afveksles med ren undervisning på timebasis eller helt perspektivløs ansættelse som AC TAP for efter nogle år at terminere brat.

Øg kendskab til erhvervslivsjob
DFiR (Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd) peger på, at manglen på vejledning rammer postdocs, uanset om karrieremålet er erhvervslivet eller universitetet.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. 
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Flere steder arbejdes med mentorforløb, karrierewebsider, kurser og så videre. Det meste er tilbud, og det sikres ikke, at den enkelte postdocs arbejdsopgaver bidrager til karrieren.

En skærpet og formaliseret vejlednings- og karriereafklaringsforpligtigelse må derfor suppleres med en institutionel forpligtelse i forhold til de postdocansattes arbejdsopgaver. Begge dele kunne med fordel skrives ind i stillingstrukturen.

Vi har i de seneste år set, hvordan runder med afskedigelser af fastansatte videnskabelige medarbejdere har ført til massiv utilfredshed og mismod og til manglende tro på universiteternes faste stillinger.

Olav W. Bertelsen
Lektor og fællestillidsmand, Aarhus Universitet

DFiR mener, at der er et stort arbejdsmarked for forskeruddannede uden for universiteterne. Uanset om der er tale om forskning eller avanceret udvikling, er det afgørende, at der er et arbejdsmarked – i hvert fald for nogle grupper.

Jeg er enig med DFiR i, at det særligt er en opgave for erhvervslivet at sikre, at mulighederne bliver øget og synliggjort, men der bør også etableres programmer, der kan øge det gensidige kendskab.

Lav åbne jobopslag
DFiR beskriver universiteterne som indavlede og kønsskæve og peger på, at universiteterne skal lave åbne internationale stillingsopslag og benytte tenure-track-ansættelser, hvor den ansatte overgår fra adjunkt til fastansat lektor, når de nødvendige kvalifikationer er opnået, inden for en seksårig ramme.

På min egen arbejdsplads, Datalogisk Institut, har vi haft stor glæde af at lave åbne opslag. Det har ført til en øget andel af kolleger, der har erfaringer andre steder fra.

Det er rigtigt fint for et institut, der er i vækst, hvor der er forholdsvis høj personaleomsætning blandt fastansatte VIP'er, og hvor der er international konkurrence om de kvalificerede ansøgere.

Bagsiden af medaljen er dog, at en stor del af udlændingene ret hurtigt søger videre, for eksempel til et professorat i hjemlandet. Det giver udfordringer i forhold til at holde uddannelser og så videre kørende.

Vi klarer os fint på datalogi, men på mindre forgyldte fag med forholdsmæssigt tungere uddannelsesandel er man afhængig af, at de folk, man rekrutterer, bidrager stabilt til uddannelserne. Det er derfor afgørende, at eventuelle tiltag er balancerede i forhold til universiteternes samlede opgave.

DFiR anbefaler, at den tidsbegrænsede stilling som professor MSO udfases. Stillingen er de facto en forlænget prøvetid, hvor folk bliver ældre inden professoratet.

Dertil kommer, at der er en overvægt af kvinder, der holdes hen som MSO, og dermed bidrager ordningen til de kønsulige karrieremuligheder.

Det er imidlertid afgørende, at afskaffelse af MSO kobles til lettere og tidligere overgang til varig professoransættelse, for eksempel gennem professoratforløb, hvor medarbejderen arbejder hen mod en international evaluering som professor.

DFiR taler om ”senior tenure-track”. Det er ordninger af denne type, der skal til, hvis afskaffelsen af MSO ikke skal føre til et nyt karrierevakuum.

Skab ikke usikkerhed om faste stillinger
Slutteligt anbefaler DFiR, at ministeriet evaluerer de forskellige eksterne finansieringsformer med henblik på at reducere antallet af postdocs, så for eksempel en større del af den eksternt finansierede forskning varetages af fastansatte forskere.

Det er positivt, men det er også afgørende, at en sådan reform ikke bidrager til øget usikkerhed om finansiering af de faste stillinger.

Vi har i de seneste år set, hvordan runder med afskedigelser af fastansatte videnskabelige medarbejdere har ført til massiv utilfredshed og mismod og til manglende tro på universiteternes faste stillinger.

Anbefalingerne fra DFiR tager fat på en af sektorens alvorligste udfordringer. Det er positivt, selvom der også er mangler og faldgruber.

Dokumentation

Forskningens karriereveje og blindgyder
Danmarks Forsknings- og Innovationspolitiske Råd (DFiR) peger i en ny rapport på, at stadigt flere unge forskere sidder fast i ”postdoc-sumpen” som midlertidigt ansatte. Det skal en række anbefalinger gøre op med.

Det handler blandt andet om at åbne øjnene op for, at der også findes gode forskerstillinger i det private erhvervsliv, og at lægge restriktioner på, hvor længe man kan være ansat som postdoc på et givent universitet.

Samtidigt anbefaler rådet at gøre op med intern rekruttering på de danske universiteter og tilbyde eksterne forskere særligt attraktive karriereforløb i form af garanteret forfremmelse via tenure-track.

Men er rådets diagnose korrekt, og har de ordineret den rette medicin? Det spørger vi om i denne temadebat.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Olav W. Bertelsen

Lektor og fællestillidsmand, Aarhus Universitet
cand.scient. i Datalogi, bifag idehistorie (Aarhus Uni.), ph.d. i Informationsvidenskab (Aarhus Uni.)

0:000:00