Lev Uden Vold: Udsatte for partnervold skal have den rette hjælp tidligere

Af Lev Uden Volds bestyrelse
Se alle afsenderne i bunden af indlægget 

En ny undersøgelse fra Lev Uden Vold viser, at kommunerne ikke er klædt ordentligt på til at håndtere sager om partnervold.

Sagsbehandlerne mangler viden om vold i nære relationer, og der er stor forskel på mulighederne for hjælp til voldsudsatte og voldsudøvere i kommunerne.

Det giver grund til stor bekymring, og vi ser i den grad rum for forbedringer i lovgivningen, hvis vi som samfund fremover skal lykkes med at nedbringe andelen af danskere, der årligt udsættes for vold i nære relationer.

Endelig mener vi, at der mangler nationale mål for at nedbringe vold i nære relationer i Danmark.

Dobbelt så meget psykisk som fysisk vold
Partnervold blandt voksne er et omfattende og alvorligt samfundsproblem. Hele 38.000 kvinder og 19.000 mænd udsættes årligt for fysisk partnervold. Og kigger vi på psykisk partnervold, er tallene dobbelt så høje.

Langt de fleste kommuner registrerer ikke sager om partnervold, mangler helt konkrete handlingsplaner og har ikke tilstrækkelig viden om vold i nære relationer.

Lev Uden Volds bestyrelse
Se alle afsenderne i bunden af indlægget 

Samtidig ved vi, at det samlede antal pladser på krisecentre og tilbud om ambulant behandling – primært i ngo’er – er begrænset og langt mindre end antallet af voldsudsatte og voldudøvere.

Men vi har ikke vidst nok om, hvordan kommunerne arbejder med partnervold i mødet med voldsudsatte og voldsudøvere.

Vi kan nu se, at der tegner sig et billede af en forskelligartet og begrænset indsats inden for området.

Langt de fleste kommuner registrerer ikke sager om partnervold, mangler helt konkrete handlingsplaner og har ikke tilstrækkelig viden om vold i nære relationer.

Som en kommunal leder siger: "Det er tilfældigt, hvilken støtte familien får ud fra det kendskab, sagsbehandleren har til vold".

Hjælpen afhænger af børnene
Vi ser også, at der ikke er fokus på tidlig opsporing eller forebyggelse af partnervold i kommunerne.

Typisk får kommunerne først kendskab til sager om vold, når den voldsudsatte kvinde kommer på krisecenter, borgeren har en anden sag i kommunen eller ved underretning om et barns trivsel.

Det kan betyde, at mange borgere først får hjælp, når volden har stået på over længere tid.

Samtidig er den hjælp, der bliver tilbudt i kommunerne, forskellig i forhold til, om den voldsudsatte har børn eller ej.

Børne- og familieafdelingerne tilbyder i højere grad behandling til voldsudsatte forældre, da kommunerne ifølge serviceloven skal tilbyde forældrene behandling for at øge barnets trivsel.

Derimod er tilbud om behandling til voldsudsatte voksne uden børn i voksen- og socialafdelingerne ikke et specifikt krav i serviceloven – ud over krisecenterophold og efterfølgende koordinerende rådgivning.

Undersøgelsen viser, at der ud fra servicelovens rammer i dag er størst sandsynlighed for at modtage behandling i en kommune, hvis man som voldsudsat borger har børn.

Det går i den forkerte retning
Ser vi nærmere på opsporing og indsatser for voldsudøvere i kommunen, står det endnu værre til.

Voldsudøvere udfører en kriminel handling, som er strafbar i forhold til lovgivningen, og det har betydning for kommunernes handlemuligheder, når de skal finde hjælp til en voldsudøver.

Vi anerkender, at voldshandlinger er strafbare og bør håndteres i strafferetligt regi.

Men vi mener ikke, at straf kan stå alene, hvis vi skal få antallet af voldsudøvere ned, og ser derfor et behov for at give udøvere støtte til at stoppe deres voldelige adfærd for at sikre, at volden ikke gentager sig.

Hvis vi vil forebygge hele vejen rundt, er det nødvendigt, at voldsudøvere kommer i behandling.

Diskussionen om bedre indsatser til borgere, der udsættes for eller udsætter deres partner for vold, har dog stået på i mange år. Siden 2002 har der været politisk fokus på blandt andet at ruste kommunerne bedre til opgaven i voldshandlingsplanerne.

Flere evalueringer af tidligere handlingsplaner viser, at der på tværs af landets kommuner ikke er en ensartet tilgang til at håndtere sager om partnervold. Med den nye undersøgelse kan vi desværre konstatere, at det stadig går i den forkerte retning.

Kommunen er borgernes indgang til hjælp
I den nye tværministerielle handlingsplan fra 2019 er der fokus på blandt andet kriminalisering af psykisk vold og ambulante tilbud uden for kommunerne. Begge tiltag er vi glade for.

Men som vi kan se, mangler der fortsat et særskilt fokus på at styrke kommunernes indsatser over for vold i nære relationer som en permanent løsning.

Vi skal huske, hvor vigtig en indgang kommunerne er for borgere, der lever et liv præget af vold.

Derfor er vi nødt til at diskutere kommunernes rolle igen og sørge for at skabe gode lovgivningsmæssige rammer for, at kommunerne tidligt kan opspore tegn på vold, er rustet til at håndtere voldssager, og at vi fremover kan tilbyde voldsudsatte og voldsudøvere en mere nuanceret og bred tilbudsvifte, end det er tilfældet i dag.

Både for at hjælpe de mænd, kvinder og børn, der lever med vold tæt på livet. Men også for samfundets skyld.

Partnervold koster milliard hvert år
Ud over de menneskelige konsekvenser forårsaget af vold, der omfatter langvarige helbredsproblemer og psykiske lidelser i form af PTSD, depression og angst, har vi også et ansvar for at standse de samfundsøkonomiske konsekvenser af partnervold, der årligt koster det danske samfund mindst en milliarder kroner i blandt andet øgede sundheds- og sociale omkostninger og tabt arbejdsfortjeneste.

Ser vi på det større samfundsbillede, har vi derfor rigtig meget at vinde, hvis vi vælger at investere i en mere målrettet og tidlig indsats over for voldsudsatte og voldsudøvere i kommunerne.

Heldigvis er der helt konkrete tiltag, vi kan igangsætte.

På baggrund af Lev Uden Volds nye undersøgelse, opstiller vi en række anbefalinger for at forbedre indsatsen på voldsområdet i kommunerne.

Ministerier skal gå sammen på tværs
For det første er det vigtigt, at hjælpen er lige for alle, hvorfor der er behov for nuancerede tilbud til både voldsudsatte og voldsudøvende kvinder og mænd.

Det kræver, at vi får det politiske fokus tilbage på det kommunale spor. Vi anbefaler, at Justitsministeriet, Ligestillingsministeriet, Børne- og Socialministeriet og Sundheds- og Ældreministeriet går sammen om en national strategi, der opstiller konkrete mål og retningslinjer for kommunernes arbejde med at nedsætte antallet af voldsudsatte.

En strategi, som også skal forankres i lokale handlingsplaner i kommunerne, så de overordnede mål ikke går tabt i mødet med borgere ramt af partnervold.

Men en national strategi med konkrete mål skal ikke stå alene.

Hvis vi skal lykkes i kampen mod partnervold, skal vi sørge for at blive bedre til at forebygge. Derfor må vi se serviceloven efter i sømmene.