Kommentar af 
Martin Lidegaard

Lidegaard: Danmark bør samle sig om et kompromis på udlændingeområdet

KOMMENTAR: Sagen om den udviste Mint viser med al tydelighed, at tsunamien af udlændingestramninger er gået for vidt. Den politiske skyttegravskrig om udlændingene handler ikke længere om at nå til enighed, men om ren og skær stemmemaksimering, skriver Martin Lidegaard.

I dansk politik bør man samle sig på midten om et nationalt kompromis på udlændingeområdet, mener Martin Lidegaard (R).
I dansk politik bør man samle sig på midten om et nationalt kompromis på udlændingeområdet, mener Martin Lidegaard (R).Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For få uger siden blev 13-årige Mint som bekendt udvist af Danmark. Bag sig efterlader hun sin mor, stedfar og deres treårige søn, Mints halvbror.

Foran sig har hun en psykisk syg far, intet hjem og en usikker tilværelse i Thailand. Et barn.

Hvordan kunne det komme så vidt? 
Hvordan kunne et bredt flertal i Folketinget først vedtage et sæt regler, der har til formål at smide børn ud af landet, og nu stå hændervridende ved håndvasken og forlange de samme regler lavet om? Hvordan blev Danmark et land, hvor uskyldige børn med danske forældre bliver taget som gidsler i en stadig mere forpestet udlændingedebat? 

Her er et bud: I den pågældende sag er der ifølge BT og Amnesty International sket alvorlige fejl i behandlingen af Mint, blandt andet at man ikke har taget hensyn til, at hun har en bror i Danmark. Men skræller man dette første lag af sagen, ligger der bag disse fejl en praksis, hvor man fornemmer, at myndighederne for overhovedet at kunne administrere den støt voksende tsunami af ny lovgivning og stramninger på området må ty til alt for primitive retningslinjer for, hvordan sagerne afgøres, eksempelvis alder, uger i hjemlandet mv.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden. Vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Der er langt fra tale om den konkrete, objektive vurdering af, om det enkelte barn rent faktisk er integrationsegnet, som loven ellers foreskriver.

Skræller vi så også dette lag af og kigger ind i, hvad denne praksis så skyldes, når vi endelig ind til sagens kerne: Den politiske diskurs i udlændingedebatten, som nu har martret dansk politik i årtier.

Hvordan blev Danmark et land, hvor uskyldige børn med danske forældre bliver taget som gidsler i en stadig mere forpestet udlændingedebat?

Martin Lidegaard (R)

Den ulidelige skyttegravskrig, hvor det ikke handler om at blive enige, men om at stemmemaksimere op mod næste valg. I denne debat er der sjældent plads til nuancer eller dialog, endsige forpligtende fælles aftaler for at løse de påtrængende problemer med at kontrollere antallet og sikre integrationen. 

Når en lov som denne vedtages, skyldes det ikke, at nogen har noget imod piger som Mint eller de mange andre børn, som deler hendes skæbne. Det skyldes, at man vil sende et signal. Ikke til de ulykkelige forældre eller til pigerne selv, men til vælgerne: Vi er strammerne, vi kan blive ved med at finde på mere lovgivning, der generer dem, der ikke er 100 procent danske. Det har muligvis ikke den store betydning for antallet af asylansøgere, men det er ligegyldigt, for det er det symbolske signal, der er det vigtige.

Problemet er bare, at lovgivning faktisk betyder noget. Den rammer nogen. I dette tilfælde uskyldige børn. Problemet er også, at denne form for symbolsk lovgivning sår gift for integrationen og muligheden for, at Mint og mange andre kan leve et godt liv og blive en ressource for Danmark, fordi signalet netop er, at de ikke er danske, og at de er uønskede.

Tænk, hvis vi i stedet samlede Danmark på midten om et nationalt kompromis på udlændingeområdet. Tænk, hvis vi på den ene side blev enige om at kontrollere antallet gennem en styrkelse af EU's ydre grænser, forebyggende indsatser i Afrika og Mellemøsten og en familiesammenføringspolitik på nogenlunde samme niveau som andre EU-lande. Og tænk, hvis vi på den anden side satsede 100 procent på integration med krav om at lære dansk og komme på arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt, så stadig flere flygtninge kan forsørge sig selv og blive en gevinst for Danmark. 

Så ville vi måske kunne blive fri for alle disse hastige love, der som mentale klyngebomber efterlader store ar i danske familier og børn. Så kunne vi måske droppe smykkeloven, stoppet for kvoteflygtninge og den elendige behandling af børnene på Sjælsmark, fordi der faktisk var styr på antallet og på integrationen.

På en god dag kunne vi endda også få lov til at tale om klima, uddannelse og manglen på pædagoger i næste valgkamp?

Men måske vigtigst af alt: Så kunne Mint og alle de andre bortviste børn måske vende hjem og leve med deres familier, og vi kunne igen kigge os selv i øjnene.

------

Martin Lidegaard (f. 1966) er næstformand for den radikale folketingsgruppe, tidligere udenrigsminister og minister for klima, energi og bygninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Martin Lidegaard

MF (R), politisk leder, Radikale
cand.comm. (Roskilde Uni. 1993)

0:000:00