Lisbeth Knudsen: Ærlig snak er ny disciplin i dansk politik

Nå, så har vi da prøvet det med!

En partileder, der ruller sig i muddergrøften og siger undskyld til gud og hvermand i et opslag på Facebook for en elendig, utaktisk finanslov-manøvre, diverse mislykkede øvelser i træklatring og fremvisning i månedsvis af et katastrofalt dårligt politisk håndværk.

Og en statsminister, der ærligt erkender, at hans store skattereformprojekt ganske vist er kørt ud over skrænten og må opgives, men at han desuagtet bliver siddende og ufortrødent fortsætter arbejdet med to-do-listen i regeringsprogrammet.

Og et Dansk Folkeparti, der fortsat styrer vildt i dansk politik. Til stor frustration for alle andre, der blot kan se til, hvordan Kristian Thulesen Dahl – smilende men bestemt – belærer både statsministeren og Liberal Alliance om, hvem der bestemmer, når der skal tælles til 90 mandater på den blå side af Folketinget. Samtidig med at han meget klart erindrer sit bagland om årene med politisk tørke og ørkenvandring for partiet under den socialdemokratiske regeringsperiode, så ingen skal få den idé at presse DF til at skifte statsministerkandidat.

Nu er vi tilsyneladende i en ny periode, hvor regeringen bliver siddende, så længe Dansk Folkeparti ikke vælter den, selv om væsentlige dele af dens program falder til jorden.

Lisbeth Knudsen

Engang var det politisk moderne i starten af nullerne at tale om kontraktpolitik og løfter, som vælgerne kunne stole på, at de ville få opfyldt, hvis de stemte på Anders Fogh Rasmussen og Venstre. Der var tilliden til politikerne i Danmark faktisk ganske høj.

Så blev det rigtigt svært at leve op til det med vælgerkontrakter, og tiderne skiftede til en SRSF-regering. ”Løftebrud” blev det mest brugte politiske skældsord rettet mod både rød og blå blok fra starten af 10’erne. Tilliden i befolkningen til politikerne bare faldt og faldt markant. Der bredte sig en stigende fornemmelse af et politisk cirkus.

Dansk politik er blevet mere ustabil og uforudsigelig de næste 17 måneder frem mod valgdagen i 2019.

Lisbeth Knudsen

Så har vi haft en periode, hvor ingen af blokkene rigtigt har haft lyst til at afgive klare programerklæringer og løfter af frygt for netop at blive beskyldt for mere løftebrud. Lige med undtagelse af LA og Anders Samuelsen med de stålsatte øjne og ultimative krav om topskattelettelser.

Nu er vi tilsyneladende i en ny periode, hvor regeringen bliver siddende, så længe Dansk Folkeparti ikke vælter den, selv om væsentlige dele af dens program falder til jorden. Statsministeren ville ikke være statsminister for enhver pris, men det ville han så alligevel. Anders Samuelsen ville ikke have Liberal Alliance i regering for enhver pris uden skattelettelser i toppen, men det ville han så alligevel og mener nu, at regeringsbænkene er det bedste sted at være.

Det handler om at beholde magten, når man først har fået den. Oppositionens leder, Mette Frederiksen, vil også gerne magten og vil så gerne være statsminister, at hun gradvist tilpasser partiets politik til udlændingestramninger og tilnærmelser til Dansk Folkeparti på områder, hvor det er vigtigt at hive DF-vælgere tilbage til Socialdemokratiet, og hvor det er meget generende for den siddende regering, at Thulesen og Frederiksen går i alliance.

Så ærligt som muligt
Da statsminister Lars Løkke Rasmussen sluttede det pressemøde forleden, hvor han lagde regeringens store skattereformplaner i graven, så sagde han følgende: ”Nu har jeg forsøgt at sige tingene så ærligt, som man i vores branche kan sige tingene”. Og så grinede hele pressekorpset med. Man burde næsten lade billedet stå et øjeblik.

Forud havde han erkendt, hvad selv en blind kunne se, at det havde været en svær situation for regeringen at forhandle med Dansk Folkeparti om skattelettelser, og han slog fast, at han ikke gang efter gang ville presses ud i at bytte forslag efter forslag ud med krav efter krav om stramninger på udlændingeområdet fra Dansk Folkeparti.

Det var forbilledlig klar tale, der blev fulgt op af en melding fra Dansk Folkepartis formand om, at det skulle statsministeren ikke regne med at slippe for. Thulesen fik lige sagt endnu engang, hvem der bestemmer i dansk politik. Nok også en melding i den meget ærlige afdeling. DF-formanden har ikke råd til foræringer med de meningsmålinger, han har lige nu. Han skal have skabt ny medvind og genopbygget sin politiske kapital hos vælgerne på udlændingeområdet og velfærdsområdet.

Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, slår alle i den nye disciplin med ærlig snak. Han praktiserede en så stor udvidet knæbøjning på Facebook og en 100 procent undskyldning til alle i partiets bagland for total mangel på taktisk hørelse og katastrofal dårlig styring af forløbet omkring finansloven og skattelettelserne. Og så vil han i øvrigt gerne fortsætte i regeringen og i øvrigt gerne fortsætte som partileder. Selv om kritikken og øretæverne vælter ned over ham fra baglandet, så får han faktisk også ros for sin ærlige erkendelse af at have fejlet.

Når man følger debatten på Facebook og andre steder om de seneste dages begivenheder, så bidrager forløbet hverken til at fremme tilliden til politikerne eller til kvaliteten af deres håndværk.

Om den nye operation ærlig snak og undskyldninger hjælper på det, er tvivlsomt. Men både Facebook-opdateringen fra Samuelsen og Løkkes nødbremse på skattereformen havde da i hvert fald den konsekvens, at tingene kom helt bag på alle de politiske kommentatorer, der havde regnet med en ny omgang armvridning af forhandlinger om at opfylde DFs krav og med nye problemer med LA, hvis skattelettelser ikke kom hurtigt i hus.

De har faktisk også begge to kunnet indkassere ros for ærlig snak. Dansk politik er blevet mere ustabil og uforudsigelig de næste 17 måneder frem mod valgdagen i 2019.

---------

Lisbeth Knudsen er ansvarshavende chefredaktør og direktør for Mandag Morgen samt formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en klumme i Altinget, som alene er udtryk for skribentens egne holdninger.