Lisbeth Knudsen: Babypludder og alvorssnak

KOMMENTAR: Vi har brugt uforholdsmæssig meget tid på babypludder og regler for god babyadfærd i folketingssalen i denne uge. Historien om det fremtidige udgiftspres på kommunerne og på den nære velfærd er langt vigtigere, skriver Lisbeth Knudsen.

Og det var så ugen, hvor den konservative gruppeformands, Mette Abildgaards, fem måneder gamle datter, Esther Marie, opnåede at blive både verdensberømt og at være den politiske historie, der kom til at fylde allermest i de danske medier og på de sociale medier.

Fordi Abildgaard havde sin datter med på kontoret og pludselig var nødt til at gå ned og stemme i folketingssalen uden at kunne overlade babyen til andre.

For de udenforstående, som endnu mangler at blive forarget over episoden, kommer her et resumé: Hun tog babyen på armen og trådte ind i folketingssalen. Pia Kjærsgaard fik øje på optrinnet og sendte en folketingssekretær hen til Mette Abildgaard for at bede hende og Esther Marie om straks at forlade salen.

Stor skandale. Kritik af formandens ubarmhjertige og kvindefjendske holdning, og kritik af Abildgaards mangel på respekt for, at folketingssalen populært sagt ikke er en børnehave undtagen til tingets juletræsfest. Vælg selv, hvem du holder med.

Den udviste baby nåede ikke bare at ramme alle danske primære nyhedsudsendelser, samtaleprogrammer, debatklummer og aviser, men også de sociale medier blev rødglødende af både forargelse og sympatitilkendegivelser.

Esther Maries korte karriere i dansk politik skabte også internationale overskrifter og debat, og internationale eksempler på babypasning i diverse parlamenter kloden rundt blev kolporteret i øst og vest. Selv den britiske parlamentsformand med sit evindelige "Order!" fik dansk konkurrence for en stund.

Man fristes til at tænke, om det dog ikke var en sag, de kunne have ordnet i samarbejdsudvalget derinde på Borgen. Folketingets Præsidium kunne jo have taget en tur om det over en kop kaffe og fastsat vejledende regler for korrekt babyadfærd i parlamentet i fremtiden, så praksis ikke kommer til at sejle rundt, alt efter hvem der nu sidder i formandsstolen.

Vigtig historie? Nej. Proportionsforvrængning? Ja. En historie, vi alle kan forstå og have en mening om? Ja. Er det respektfuldt over for Folketinget som institution at have en baby med ind i folketingssalen? Nej.

Men mere interessant end babypludder og regler for god babyadfærd er trods alt en helt anden historie. Den, der handler om det fremtidige udgiftspres på kommunerne og på den nære velfærd. Om velfærdens tilstand, når Esther Marie i 2030 er 11 år og ikke længere fem måneder. Kompliceret? Ja. Langt mere vigtig at grave ned i og problematisere? Ja.

Man skal ikke bevæge sig meget rundt i kommunerne lige nu, før det både hos politikere og embedsmænd springer ud af munden, at der er bekymring for det stigende antal ældre, det stigende antal børn og det stigende antal opgaver på sundhedsområdet, som kommunerne står til at overtage, hvis regeringens sundhedsreform bliver gennemført.

Kommunerne og staten er altid i rituel stammedans inden de årlige forhandlinger om kommunernes økonomi op til sommerferien. Som sædvanlig klager kommunerne over for få penge og for mange opgaver pålagt af Folketinget og for lidt frirum på anlægskontoen. Således også i år.

22 blå og røde borgmestre er gået sammen om at opfordre folketingspolitikerne til ikke at love guld og grønne skove taget fra det økonomiske råderum under den forestående valgkamp. Råderummet bør holdes i beredskab til at sikre kommunerne en årligt stigende kompensation for udgifter til 213.000 flere ældre over 75 år og 70.000 flere små børn samt en mangel på 40.000 flere medarbejdere i den nære velfærd, når vi når frem til 2030.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen erkender, at der skal sendes flere penge til kommunerne på grund af den demografiske udvikling, og at der skal bruges midler fra råderummet til det, samtidig med at han anklager Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, for at have en økonomisk plan, der ikke hænger sammen. Og beskyldningen er så den samme fra Frederiksen til Løkke Rasmussen. Og så er vælgerne lige vidt.

Det, vælgerne oplever, er en hjemmehjælp, der bliver beskåret og ikke har tid. For lidt tid til børnene i daginstitutionerne og for lidt overskud af omsorg og personale på sundheds- og plejeområdet. Kan kommunerne effektivisere og digitalisere sig til det 21. århundredes velfærdsudfordring? Nej. Der skal mere til end benchmarking og smarte løsninger med ny teknologi til for at redde den udvikling hjem. 

Selvfølgelig skal kommunerne arbejde med omlægninger af processer, nye ledelsesformer og besparelser, men der udvikler sig år for år et gab mellem kommunernes muligheder og borgernes forventninger. Når Assens Kommune melder ud, at nu er der kun rengøring til de ældre hver femte uge og kun gulvvalsk, hvis der direkte er spildt på det, så forarges hele Danmark sammen med de pårørende og en række politiske partier. Men det var nu engang den prioritering, som nogle politikere i Assens nåede frem til. Fordi de stod med ryggen op ad muren.

De 22 borgmestre skrev nok i deres kronik, at de ikke håbede, at partierne under valgkampen gav sig stil at bruge af råderummet til alt muligt. Det er i hvert fald lykkedes borgmestrene at trænge ind i en politisk dagsorden præget af babypludder og sætte kernevelfærd på dagsordenen til valget her i det tætte opløb om valgtemaer.

Og godt for det. For al snakken om generationsgabet handler ikke kun om det klimaaftryk, som vi efterlader til vores efterkommere, men også om det velfærdssamfund, som vi efterlader til dem. Så lad os i valgkampen få mere klarhed over, hvordan Løkke og Frederiksen vil klare den demografiske bombe under velfærden.

----------

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en kommentar i Altinget.

Forrige artikel Michael B. Klitgaard: Skattepolemik spænder ben for regeringen Michael B. Klitgaard: Skattepolemik spænder ben for regeringen Næste artikel Søren Hove: Ny økonomisk teori er for god til at være sand Søren Hove: Ny økonomisk teori er for god til at være sand
Den pragmatiske socialist takker af

Den pragmatiske socialist takker af

INTERVIEW: SF's nestor Holger K. Nielsen siger farvel efter fire årtier i dansk politik, hvor han på kort tid gik fra at være folkehelt til hadeobjekt samt være en del af en tumultarisk regeringsdeltagelse, som han ikke har fortrudt og mener, SF bør gentage.