Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

Lisbeth Knudsen: Den danske model på konfliktkurs

KOMMENTAR: Hvis vi får den tredje konflikt på det offentlige område inden for ti år, så vil den danske arbejdsmarkedsmodel være stærkt udfordret. Og det vil være rigtig skidt for alle parter, skriver Lisbeth Knudsen.

STREJKE: Hvis det igen bliver staten, der skal lovgive om en løsning for at standse strejker og lockout, så får den danske model alvorlige ridser i lakken, skriver Lisbeth Knudsen (arkivfoto).
STREJKE: Hvis det igen bliver staten, der skal lovgive om en løsning for at standse strejker og lockout, så får den danske model alvorlige ridser i lakken, skriver Lisbeth Knudsen (arkivfoto).Foto: /ritzau/Scanpix/Bax Lindhardt
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Ved alle festlige lejligheder lovpriser vi den danske arbejdsmarkedsmodel, og det fortjener den sådan set.

Den indebærer få egentlige store konflikter på arbejdsmarkedet, flerårige rammeaftaler, så virksomhederne og det offentlige kan disponere på kendte økonomiske præmisser, og et udbredt og velfungerende tillidsmandssystem, der klarer de daglige udfordringer, som måtte opstå i samarbejdet mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

Langt størstedelen af overenskomstforhandlinger på arbejdsmarkedet afsluttes med, at parterne selv finder brugbare og økonomisk ansvarlige løsninger, som begge sider af forhandlingsbordet kan leve med. Og som regel er der også fundet fremadrettede løsninger på store udfordringer som f.eks. pension og efteruddannelse.

Men i tiltagende omfang synes modellen at give problemer i forhold til det offentlige område, hvor ligeværdigheden mellem parterne altid vil være udfordret af, at det reelt er den regering, som de offentligt ansatte forhandler med, der også i sidste ende kan vælge at lovgive om et overenskomstresultat og gribe ind i en konflikt.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden – vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

En anden ubalance handler om, at ved en konflikt på det private arbejdsmarked har arbejdsgiverne lige så meget økonomisk på spil som lønmodtagerne, for begge parter taber penge på en konflikt. Ved en konflikt på det offentlige arbejdsmarked er det kun lønmodtagerne, der taber penge, mens arbejdsgiverne modsat kan se frem til at spare penge på en konflikt.

Vi skal tilbage til 1998 for at finde en storkonflikt på det private arbejdsmarked, som måtte standses med et regeringsindgreb af den daværende Nyrup-regering. De fleste husker måske den konflikt som gærkonflikten.

Hvis det igen bliver staten, og det vil sige regeringen, der selv som den ene forhandlingspart skal lovgive om en løsning for at standse strejker og lockout, så får den danske model alvorlige ridser i lakken.

Lisbeth Knudsen

Storkonflikten i 1998 var på alle måder usædvanlig og voldsom. Den startede efter en urafstemning, hvor fagforeningsmedlemmerne overraskende forkastede et mæglingsforslag fra forligsmanden. Efter tre måneders forhandlinger havde chefforhandlerne fra CO-industri, Max Bæhring og Willy Strube, fået aftalt bedre pensioner og højere løn til deres medlemmer i CO-Industri.

Et flertal af medlemmerne stemte dog nej til aftalen. De ville have mere ferie. Af helt uransagelige årsager begyndte danskerne helt vildt at hamstre bagegær, fordi de troede på en langvarig konflikt, og gærprisen steg til 100 gange normalprisen. Konflikten endte efter 10 dage med et regeringsindgreb.

Ender de nuværende drøftelser i forligsinstitutionen med den storkonflikt, der nu er varslet, så bliver det tredje gang inden for et årti, at det offentlige område ikke lykkes med at få den danske model til at fungere fuldt ud.

Vi skal præcis 10 år tilbage for at finde det, der blev kaldt Marathon-konflikten, der tømte sygeplejerskernes strejkekasse. I 2008 gik sygeplejersker, pædagoger og sosu-assistenter i strejke for 15 procent mere i løn og bedre arbejdsforhold.

Regeringen Fogh Rasmussen sad på hænderne og greb ikke ind, og sygeplejerskerne endte derfor med at strejke i næsten to måneder. Til sidst accepterede FOA, Sundhedskartellet og BUPL mindre lønstigninger end oprindeligt krævet, og konflikten blev afsluttet.

Næste skarpe hjørne på det offentlige område blev den 25 dage lang landsdækkende lærerlockout i 2013 omfattende godt 67.000 overenskomstansatte lærere.

Lockouten var forårsaget af sammenbruddet i overenskomstforhandlingerne mellem Lærernes Centralorganisation og KL. Lockouten sluttede efter 25 dage, da et flertal i Folketinget bestående af samtlige partier bortset fra Enhedslisten og Liberal Alliance vedtog et lovindgreb, baseret på et udspil fra SRSF-regeringen.

I øvrigt et indgreb, der havde den daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksens signatur. Der er efterfølgende drevet meget research på, om regeringen fra starten, trods udtalelser om det modsatte, havde spekuleret i et indgreb i fællesskab med KL for én gang for alle at få ændret på lærernes arbejdstidsregler.

En sandhed er det i hvert fald, at Finansministeriet i 2011 etablerede den stærke Moderniseringsstyrelse, som innovationsminister Sophie Løhde er chef for nu, med præcis det formål at skubbe på for fornyelsen af den offentlige sektor med tilhørende overenskomst- og aftalesystem og lønomkostninger.

Når overenskomstforhandlingerne engang har fundet sin løsning, venter et stort udspil i form af den såkaldte sammenhængsreform, der på mange måder vil komme til at ændre og udfordre styringen af den offentlige sektor i dag. Så der er meget mere i vente for de offentligt ansatte fra den kant, som vil få indvirkning på både staten og kommunerne.

Mens der stadig forhandles under Forligsmandsinstitutionens regler, og forligskvinden har mulighed for at udsætte en ny konflikts ikrafttræden, hvis hun finder grundlag for at kunne nå frem til et brugbart resultat, så kan regnebrættet gøres op her og nu.

Lærerkonflikten i 2013 er ikke glemt, og de faglige organisationer har indtil videre svoret hinanden solidaritet og troskab på at holde sammen i forhold til at få taget lovindgrebet fra dengang af bordet og lærernes arbejdstidsaftaler tilbage til lokale forhandlinger. Der er også svoret solidaritet og fælles front på diskussionerne om lønudviklingen og den betalte spisepause.

På arbejdsgiversiden er der også svoret fælles loyalitet mellem kommunerne og staten. Indtrykket er umiddelbart, at meget lidt skiller parterne, og at det burde kunne undgås at lande i en storkonflikt. Om regeringen og kommunerne har befolkningen med sig i at varsle den helt store konflikt, er tvivlsomt.

Omfanget af lockout kalder på, at det bliver et meget hurtigt regeringsindgreb. Og et sådant er jo ikke nødvendigvis lige populært hos de offentligt ansatte, som jo også er vælgere til næste års folketingsvalg.

Det næste kapitel i historien lige nu handler om slaget om den offentlige mening om storkonflikt eller ej, og hvem der skal have skylden for, at vi muligvis havner der. Mediernes dækning af konfliktvarsler er nu slået over i total krigs- og kampretorik. Parterne ”truer” med strejke og lockout. De afsender ”krigserklæringer”. De har forskellig kampvægt i forhold til omfanget af strejkekasserne og udgifterne til konflikten. Gymnasieeleverne og de ældre og de syge ”frygter” for, hvad det indebærer med storkonflikten.

De kommende dage vil vise, om forligskvinden formår at finde en genvej til en løsning på både det kommunale og statslige område, så vi undgår en tredje konflikt – og denne gang en omfattende storkonflikt – på det offentlige område.

Hvis det igen bliver staten, og det vil sige regeringen, der selv som den ene forhandlingspart skal lovgive om en løsning for at standse strejker og lockout, så får den danske model alvorlige ridser i lakken. Ingen – hverken fagbevægelsen eller arbejdsgiverne – har en interesse i, at den danske model bryder sammen. Det er en superfornuftig måde at ordne forholdene på arbejdsmarkedet på. Derfor må man håbe, at der trods alle krigstrommerne findes en løsning i Forligsinstitutionen i de kommende uger.

---------

Lisbeth Knudsen er ansvarshavende chefredaktør og direktør for Mandag Morgen samt formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en klumme i Altinget, som alene er udtryk for skribentens egne holdninger.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, Niras
journalist (DJH 1975)

0:000:00