Lisbeth Knudsen: Derfor bliver verdensmødet i Davos anderledes i år

22. januar stimler de absolutte topledere fra den internationale politiske verden, fra industri, servicesektor, finanssektor, it-giganterne, de store globale konsulenthuse, de førende internationale analytikere og journalister fra hele verden sammen i Davos i Schweiz til fire dages speeddating om verdens største udfordringer og muligheder.

Det er her, mange uformelle dialoger finder sted, men hvor der samtidig også sendes vigtige politiske signaler til erhvervsliv og investorer om bekymringer og forhåbninger.

Det er ikke så længe siden, Davos-møderne handlede om den fjerde industrielle revolution eller industri 4.0 og masser af håb knyttet til den teknologiske udvikling, til global vækst, til øget velstand, til en aktiv klimaindsats, øget samhandel og internationalt samarbejde.

Nu ligner det lidt af en nedsmeltning, hvor temaerne handler om truslerne mod den demokratiske samfundsmodel, om øget ulighed, om hvordan teknologien ikke skal bruges bevidstløst, men til menneskets bedste, og om hvordan tilliden til de internationale aftaler og strukturer kan genoprettes.

Nu skriver stifteren af og bestyrelsesformanden for organisationen bag Davos-mødet, World Economic Forum, et særdeles bekymret essay som optakt til mødet. Klaus Schwab skriver blandt andet:

”På grund af det langsomme og ujævne opsving i tiåret siden den globale finanskrise er mange mennesker blevet desillusionerede og bitre, ikke kun i forhold til politik og politikere, men også over globaliseringen og hele det økonomiske system, der understøtter den. I en tid med udbredt usikkerhed og frustration er populisme blevet mere og mere attraktiv som et alternativ til status quo.”

Nu ligner det (Davos-møderne, red.) lidt af en nedsmeltning, hvor temaerne handler om truslerne mod den demokratiske samfundsmodel, om øget ulighed, om hvordan teknologien ikke skal bruges bevidstløst men til menneskets bedste, og om hvordan tilliden til de internationale aftaler og strukturer kan genoprettes.

Lisbeth Knudsen

Klaus Schwab er manden, der trykkede på knappen til lanceringen af industri 4.0 begrebet som billedet på en ny teknologisk revolution, der ville kalde på store forandringer af vores samfund og store muligheder. Nu taler og skriver han om globalisering 4.0.

Han mener, at meget af den negative opfattelse af globaliseringen i dag bygger på en sammenblanding af ordene globalisering og globalisme.

”Globalisering er et fænomen drevet af teknologi og bevægelse af ideer, mennesker og varer. Globalisme er en ideologi, der prioriterer den neoliberale globale orden over nationale interesser. Ingen kan nægte, at vi lever i en globaliseret verden. Men om alle vores politikker skal være 'globalistiske', er meget diskutabelt,” skriver Schwab.

Rent teknisk taler man om fire former for globalisering:

1. Økonomisk globalisering betyder øget bevægelighed (handel) af varer, tjenesteydelser, intellektuel ejendomsret og mennesker mellem forskellige landes økonomier.

2. Kulturel globalisering betyder udbredelse og udveksling af ideer og kulturelle frembringelser i hele verden på tværs af grænser og politiske forskelle. Nedbrydning af kulturelle og sproglige barrierer.

3. Politisk globalisering henviser til dannelsen af internationale, styrende organer (overnationale enheder) som De Forenede Nationer eller EU.

4. Globalismen er den moralske eller ideologiske komponent af globaliseringen. Globalisme er en følelse af forpligtelse til at øge globaliseringen, fordi den bringer verden tættere sammen og udvisker grænser og forskelle. Hvis globaliseringen beskriver, "hvordan" verden bliver mere forbundet, så er globalisme den politiske ideologi, der skubber på processen og giver det et værdipolitisk formål at blive mere forbundet, multikulturel og tværnational.

Globaliseringen kan hverken standses eller styres. Der har teknologierne brudt lydmuren. Men globalisme som ideologi er en anden sag. Mere og mere af den amerikanske og europæiske debat handler jo netop om, hvordan vi både kan forsvare og bevare vores nationale egenart og kultur, samtidig med at vi ikke vil fraskrive os de internationale muligheder. Hvordan vi kan sikre, at folk ikke mister fodfæste og identitet, samtidig med at vi bliver mere udfordret af teknologierne.

Jeg holder lige fast i Klaus Schwab og hans kloge essay, som fortsætter sådan her:

”Globaliseringen 4.0 er først lige begyndt, men vi er allerede meget uforberedte på den. Vi holder fast i en forældet tankegang og laver kun små forandringer med vores eksisterende processer og institutioner. Vi skal snarere redesigne dem fra bunden, så vi kan udnytte de nye muligheder, der venter os, samtidig med at vi undgår de udfordringer, vi oplever i dag.”

”Når vi udvikler en ny tilgang til den nye økonomi, må vi huske, at vi ikke spiller et nulsumsspil. Det drejer sig ikke om modsætninger mellem frihandel eller protektionisme, mellem ny teknologi eller fastholdelse af gamle jobs, mellem indvandring eller beskyttelse af egne borgerne og mellem vækst eller manglende lighed. Det er alle falske modsætninger, som vi kan undgå ved at udvikle politikker, der favoriserer et 'og' over 'eller', og lade alle interessesætninger følges parallelt.”

Den bekymrede optakt til Davos-mødet kommer, efter at det seneste års tid har været præget af en strøm af bøger, der forudser enden på det liberale demokrati, som vi kender det, et opbrud i den internationale verdensorden skabt efter Anden Verdenskrig, masser af frustrationer fra grupper af ekskluderede fra fremtidstoget og en langt mere polariseret, nationalistisk tilgang til politiske løsninger.

Ian Bremmer udgav sidste år bogen med titlen ”Us vs. Them: The Failure of Globalism” om fiaskoen med globalisme. Bremmer er formand for og grundlægger af Eurasia Group, et internationalt konsulentfirma, han er redaktør på Time Magazine og professor ved New York University.

Bremmers tese er, at globalisme ikke har gavnet alle, men skabt store forskelle, og at dens succes dermed samtidig har sået kimen til dens undergang. Selv om globalismen har gjort verden bedre, giver den økonomisk og kulturel usikkerhed, og når folk handler ud af frygt, sker der dårlige ting, skriver han. Den voksende ulighed føder de populistiske tendenser, og borgere begynder at finde syndebukke for deres elendighed, hvad enten der står indvandrere eller teknologi på den mærkat.