Lisbeth Knudsen: Generation corona og prisen på et liv

Kriser definerer generationer. Lad os kigge ind i, hvad der kommer til at definere coronagenerationen, for vi kan allerede nu se nogle antydninger.

Bliver det en generation præget af en ny form for frihedstrang, modstandsdygtighed og søgen efter fysisk fællesskab, eller bliver det en nervøs og bekymret generation mærket af frygten for at blive smittet og af arbejdsløshed, krisestemning og klimaangst?

Bliver det en generation, som smider alle barrierer for privatlivsbeskyttelse over bord til fordel for gennem datadeling at opnå personlig sikkerhed mod smitte og mod andre farer i samfundet? Bliver det efter coronaen en generation med en fornyet tillid til videnskab og eksperter og mindre tro på de nemme løsninger og den karismatiske populist.

Bliver det en generation med en kritisk holdning til det globale og dermed parat til en national opblomstring af følelser og sammenhørighed?

Bliver det en generation, der trods digital indfødthed og digitale kompetencer også vil søge et offline-liv med kvalitetstid uden for skærmenes flimren mellem hjemmearbejdsplads, e-learning og digitale møder i lange baner?

Ud over at der nu i næste uge er bebudet en handlingsplan for genåbningen af vores samfund, så virksomhederne kan få gang i hjulene igen, så skulle vi måske overveje ikke alene at have kræfter til at løfte den enorme økonomiske krise i kølvandet af coronaen, men også at have opmærksomhed på, hvad vi som mennesker skal lære af et par måneder i selvisolation og med social distancering som kampråb.

I stedet for at spørge, "Er der en grund til at gøre dette online?" vil vi måske fremover af hensyn til den sundhedsmæssige sikkerhed spørge, "Er der nogen god grund til at gøre dette fysisk?"

Lisbeth Knudsen

Anden Verdenskrig ændrede samfundet for altid, og inden længe har vi få tilbage, som tilhørte krigsgenerationen, der lærte overlevelse, modstandskraft og mental styrke på den hårde måde.

Murens Fald i 1989 var en definerende begivenhed for afslutningen af Den Kolde Krig og skabelsen af et Europa med fred, åbne grænser og gode fremtidsudsigter.

Terrorangrebet 11. september 2001 blev en definerende begivenhed for en epoke, som vi stadig befinder os i, med global og grænseoverskridende terror, religiøs og politisk fanatisme og frygten for den helt uforudsete bombe eller det vanvittige masseskyderi.

Finanskrisen fra 2007 til 2009 medførte et skifte i tilliden til ikke kun de finansielle institutioner, men også et vedvarende tab af tillid til demokratiernes politiske handlekraft i forhold til at styre befolkningerne sikkert gennem globale økonomiske kriser. Politikernes magtesløshed over for de økonomiske kræfter, som blev sluppet løs, var åbenbar.

Parisaftalen i 2015 markerede et skifte i forhold til klimakrisen og en tilsyneladende global velvilje til at handle på den. Et løfte, som mange desværre efterfølgende svigtede.

Covid-19-pandemien bliver definerende for markante ændringer af vores hverdag, vores måde at indrette samfundet på arbejdsmæssigt, uddannelsesmæssigt og transportmæssigt.

Definerende for vores tryghed over for hinanden i det hele taget som medmennesker og for tilliden til det globale samarbejde mellem regeringer og virksomhederne og samhandlen på tværs af landegrænser i fremtiden.

Om sundhedskrisen vil betyde mere eller mindre tillid til politikerne, ved vi først, når vi ser, om de magter at føre os sikkert igennem den efterfølgende økonomiske krise. Men coronakrisen har allerede nu givet en opblomstring til troen på videnskaben og eksperterne.

Mens det gradvis og forsigtigt ser ud til, at pandemiens første bølge er ved at være under kontrol her i Danmark, så skifter vi mentalt kanal. Vi har slugt alle nyhedsudsendelser om pandemien.

Frygten for sygdommen sidder stadig i os sammen med forhåbningerne til, at nogen opfinder en snarlig forebyggende vaccine og en lindrende behandling for covid-19-patienterne. Men ind kommer nu også en bekymring for de samfundsmæssige langtidsvirkninger af coronakrisen. Den økonomiske krise og den psykologiske og mentale krise.

Det første handler om konkurser, job, arbejdsløshed, store forskelle mellem brancher og er i høj grad afhængig af, hvornår udlandet omkring os lukker op efter sundhedskrisen. Det andet er det langt, langt sværere at lave krisepakker og finanspolitiske lempelser for at løse. Økonomerne kan fortælle os, hvordan vi kan stimulere forbruget og slippe nogle flere offentlige investeringer løs. Men de kan ikke fortælle os, hvordan vi samler op på de mentale stumper.

Vi har fået gang i en ekstrem følsom diskussion om prisen på et liv. Hvor meget og hvor længe skal vi lukke landet helt eller delvis ned af hensyn til at spare liv og forhindre smitte til gengæld for konkurser og arbejdsløshed? Regeringen tog et klart valg til fordel for at spare liv i første runde. Nu vil den gerne tage et klart valg i næste fase af hensyn til at spare tab af arbejdspladser, må man forstå.

Coronageneration er den, for hvem skoler og universiteter pludselig lukkede deres døre, for hvem eksaminer er blevet aflyst, for hvem fysisk samvær med lærerne er blevet afløst af digitale læringsredskaber og studieisolation. Udsigten til arbejdsløshed og savn af nærhed og omsorg eller hudsult, som det er blevet populært at kalde det, kommer til at præge den generation. For den sociale distancering holder ikke op i morgen.

Den generation, der allerede så ind i en kritisk miljømæssig fremtid præget af angst for klodens overlevelse og plastikforureningen rundtomkring i vores have, den oplever nu endnu mere bekymring for fremtiden. En generation, der som børn i forvejen har haft langt flere diagnoser at kæmpe med end nogen tidligere generationer. Som topper kurverne med præstationsangst og børnestress.

En generation, som vi på forhånd synes hang alt for længe over digitale skærme, digitale spil og sociale medier. Og nu har præcis de digitale redskaber i månedsvis været de unges eneste måde at holde fast i vennerne på og i nogle faste rutiner i hverdagen med lektier og teamsamarbejde i klassen og med lærerne.

For nogle i den generation får fysisk nærvær, oplevelsen af frihed til at være ude i livet og opleve noget sammen med andre i den fysiske verden en ny betydning. Samtidig bliver det en generation, hvor de svageste risikerer at blive tabt. Det tab kan lærerne ikke nå at rette op på, og dermed kan det bidrage til at øge den sociale ulighed på uddannelsesområdet.

I starten af coronakrisen undrede de praktiserende læger sig over, at der var blevet helt tomt i venteværelset. Ikke kun fordi corona-patienterne fik besked på ikke at dukke op, men også fordi der simpelthen ikke kom de sædvanlige mængder af patienter med andre sygdomme.

Er vi en flok hypokondere uden for disse coronatider, der render til læge for ingenting, eller kommer der pludselig en flodbølge af syge, når coronakrisen er under kontrol, og vi igen tør ulejlige lægen?

Coronakrisen har øget antallet af voldsramte kvinder og antallet af børn med kritiske omsorgsproblemer efter den lange hjemmetid. Ensomhed og demens hos de ældre er blevet forværret, fordi de ikke har haft fysisk kontakt med deres pårørende i mange uger. Det skønnes, at flere psykisk syge ikke har fået den fornødne behandling under coronaen, og at antallet af selvmordstruede derfor kan være steget.

Som velfærdssamfund har vi nogle opgaver med at samle op på de grupper, som coronaen har givet særlige udfordringer. Det kræver også en handlingsplan.

Vi ved nu, at det at røre ting, at være sammen med andre mennesker og indånde luften i et lukket rum kan være risikabelt. Hvor hurtigt den bevidsthed aftager, vil være forskellig fra menneske til menneske, men den vil aldrig forsvinde helt fra nogen af os, der levede i foråret 2020.

Det kan blive naturligt ikke at give et håndtryk mere, og vi stopper næppe foreløbig med at vaske vores hænder og spritte dem af i en uendelighed. I stedet for at spørge, "Er der en grund til at gøre dette online?" vil vi måske fremover af hensyn til den sundhedsmæssige sikkerhed spørge, "Er der nogen god grund til at gøre dette fysisk?"

Vi har de seneste to måneder fået et digitalt kompetenceløft uden sidestykke i vores historie. Men hvad har vi ellers brugt den meget hjemmetid til ud over at lægge mærke til, hvor store helte skolelæreren og pædagogen i daginstitutionen i virkeligheden er, når de passer vores børn i det daglige.

Måske har fraværet af samvær med venner og familie og kolleger fået os til at huske på, hvad vi glemte at sætte pris på, da alt var normalt.

-----

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget, formand for Demokratikommissionen, VL-grupperne og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt forhenværende formand for Det Kongelige Teater. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.