Lisbeth Knudsen: Har blokpolitikken virkelig nået sin endestation?

KOMMENTAR: Hvedebrødsdagene er ovre for den nye regering, der ikke længere kan regne med, at Venstre står for underholdningen i medierne. Nu skal S-ministrenes evner til at indgå kompromiser og skabe resultater stå sin prøve, skriver Lisbeth Knudsen.

”Blokpolitikken har nået sin endestation. Vi skal have et Folketing, der kan arbejde sammen på kryds og tværs.”

Det var den stærke proklamation fra statsminister Mette Frederiksen i 2018, da hun som partiformand meldte ud, at Socialdemokratiet gik efter at danne regering alene efter et kommende valg.

Hun sendte dengang årtiers tradition for regeringssamarbejde med Det Radikale Venstre på porten under stort postyr og opmærksomhed. Hun gjorde det med forklaringen, at mange års borgerlig blokpolitik ikke skulle afløses af en rød blokpolitik, men af et samarbejdende folkestyre.

Nu er den smalle Socialdemokratiske regering en realitet. Om få uger åbner Folketinget for en ny sæson, og nu kommer statsministerens stærke udtalelser om samarbejdet på tværs af blokkene meget hurtigt til at stå sin prøve. Vil alle Folketingets partier blive budt op til dans med regeringen om stort og småt, eller binder regeringens såkaldte forståelsespapir på en række områder regeringen så meget, at der er lukket af for varme invitationer til andre?

De Radikale blev sammen med SF og Enhedslisten de støttepartier, der sikrede, at Mette Frederiksens regering kunne dannes. Kommer vi til at se Mette Frederiksen leve op til det med, at blokpolitikken har nået sin endestation, når der skal skabes forlig om finanslovforslaget for 2020? Om den nye klimalov? Om det nye medieforlig? Om velfærdsforbedringerne? Om tilbagetrækningsordning for nedslidte? Om det nye politiforlig?

Eller er afhængigheden af regeringens støttepartier og forventningerne hos dem til at kunne sætte solide fodaftryk på ikke mindst velfærdspolitikken, den økonomiske politik - og meget mere så store, at det ender i blokpolitik alligevel?

En socialdemokratisk kongres er selvfølgelig tid og sted for en formandstale, der vækker stolthed, entusiasme, selvtillid og glæde i baglandet. Og Mette Frederiksen efterlod ingen tvivl om forleden, at regeringsmagten skulle bruges til at sætte markante socialdemokratiske aftryk for eftertiden, og hun understregede flere gange, at det skulle kunne ses og mærkes, at Danmark havde fået en anden regering. Sådan fornemmes det også rundt omkring i ministerierne, at der presses på for en ideologisk kursvending.

Allerede på Folkemødet i 2016 gav Mette Fredriksen i sin tale blokpolitikken dødsstødet, for så vidt angår den økonomiske politik.

”Salig Anker Jørgensen lavede en SV-regering. Anker var af den klare overbevisning, at han altid skulle have et borgerligt parti med, når han førte økonomisk politik, fordi han ikke ville basere Danmark på venstrefløjen,” sagde Mette Frederiksen dengang og tilføjede:

”Danmark er ikke bygget på blokpolitik. Danmark er bygget på det modsatte. Danmark er bygget på samarbejde. Danmark er bygget på ansvarlige politikere, der er mere optagede af jer vælgere og resultaterne, end hvordan vi selv ser ud.”

Der blev klappet voldsomt ad den udtalelse på Folkemødet i Allinge det år. Det må jo betyde, at finansminister Nicolai Wammen skal se sig om efter et bredt finanslovsforlig og en økonomisk kurs med bred politisk opbakning.

Mon ikke Venstres nyvalgte formand efter den kommende weekends landsmøde vil vide at huske statsministeren på udtalelserne om blokpolitikkens endeligt, når han skal træde i karakter som den nye oppositionsleder.

I en markant kronik i Jyllands-Posten 4. juni sidste år beskrev den socialdemokratiske partiformand, Mette Frederiksen, sin samarbejdsvision for en socialdemokratisk etpartiregering:

”Når vi søger opbakning til at danne en socialdemokratisk etpartiregering, er det også, fordi en sådan regering vil være den mest manøvredygtige i lang tid. Det forpligter. Vi vil bestræbe os på at bringe alle mandater i spil. Partier, der vælges til Folketinget, repræsenterer alle et antal vælgere, hvis synspunkter fortjener at blive hørt. Ligesom andre etpartiregeringer har gjort det før os.

Hans Hedtoft, H.C. Hansen, Jens Otto Krag og Anker Jørgensen er alle gode eksempler på statsministre, der ledte en socialdemokratisk etpartiregering. Og indførelsen af folkepension, den almindelige sygesikring, Danmarks medlemskab af EU og Nato, oprettelsen af HF og boligsikringen er alle eksempler på solide resultater forhandlet igennem af socialdemokratiske etpartiregeringer.”

Og hun tilføjede, at de politiske løsninger blev bedre af det brede samarbejde:

”Når man inddrager andre partier og forhandler, bliver resultaterne bedre. Det er også min egen erfaring. Jeg har først som ordfører, siden som minister og nu som formand for Socialdemokratiet deltaget i mange forskellige politiske forhandlinger. Det er på mange måder essensen af politik. At sætte sig om et bord. Hver med sit udgangspunkt. Finde konkrete løsninger og resultater. Ikke sjældent går det op for én i sådanne forhandlinger, at ens politiske modstandere faktisk har en pointe. Man revurderer sine synspunkter. Eller lander et kompromis mellem modsatrettede interesser.”

Efter et par lange måneders hvedebrødsdage for regeringen siden juni-valget, mens Venstre har stået for det meste af den politiske underholdning i medierne, så kommer fokus til at skifte meget hurtigt til de nye ministre og deres udspil til initiativer i det nye folketingsår. Og deres evner til at skabe kompromiser og resultater. Lægger de op til store brede forlig og aftaler eller tæt parløb kun med støttepartierne?

De blå partier har på grund af Venstres slingrende kurs og formandsopgør slet ikke  fundet sig selv i den nye oppositionsrolle. De blå partier signalerer alle vilje til at søge indflydelse på regeringens udspil, men har indtil videre ikke gjort tegn til nogen koordineret indsats. Det kommer utvivlsomt også til at tage nogen tid med at finde formen igen oven på en regulær nedsmeltning efter valget.

”Man kan kun lede et land, hvis man kan samle et land,” skrev Mette Frederiksen i sin kronik i Jyllands-Posten sidste år, inden hun havde statsministerposten inden for synsvidde. De rigtigt store sager, der ligger på Folketingets bord lige om lidt fra finanslov til klimalov, fra tilbagetrækningsaftale til politiforlig til medieforlig fortjener brede politiske aftaler og netop ikke blokpolitik. Det er nu vi skal se, om statsministerens forudsigelse holder stik: Har blokpolitikken virkelig nået endestationen?

-----

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kongelige Teater. 

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. 

Forrige artikel David Trads: Løkke og Lykketoft viser politiks beskidte og menneskelige sider David Trads: Løkke og Lykketoft viser politiks beskidte og menneskelige sider Næste artikel Søren Hove: Får regeringen uventet hjælp fra økonomerne? Søren Hove: Får regeringen uventet hjælp fra økonomerne?
Coronakrisen udskyder COP26-klimatopmødet

Coronakrisen udskyder COP26-klimatopmødet

UDSKUDT: Årets store FN-klimatopmøde, der skulle finde sted i den skotske by Glasgow til november, bliver udskudt til 2021 på grund af coronaudbruddet. Det oplyser den britiske regering onsdag aften.