Lisbeth Knudsen: Helhedsplan og mediestrategi

KLUMME: Facebook er ikke en demokratisering af den politiske proces, men et illusionsnummer, som skal fremstille statsministeren som folkets mand og på vælgernes side. Facebook er blevet brugt til en popularisering af den politiske proces, mener Lisbeth Knudsen. 

Facebook er ikke en demokratisering af den politiske proces. Det er et illusionsnummer, som skulle fremstille statsministeren som folkets mand og på vælgernes side. Facebook er i denne sammenhæng blevet brugt til en popularisering af den politiske proces.

Lanceringen af regeringens ”Helhedsplan for et stærkere Danmark” er på mange måder et nybrud rent medie- og markedsføringsmæssigt og fortjener derfor en anmeldelse med fokus på lige præcis det kommunikationsstrategiske og ikke så meget på det konkrete indhold.

Det er der skrevet og talt meget om andre steder, og lige nu kender ingen slutningen på den store 2025-fortælling.

Statsministerens kommunikationsmæssige metodevalg rummer flere helt centrale og principielle spørgsmål, som ikke bare drejer sig om kampen mellem de professionelle medier og de sociale medier som distributionskanal til vælgerne.

Det er spørgsmål, som rækker langt videre. Er Lars Løkke Rasmussens (V) metodevalg blot et problem for de professionelle medier og den uafhængige, kritiske, politiske journalistik, eller er den et demokratisk problem?

Hvis det er det første, så kan de professionelle medier og de politiske journalister jo bare surmule videre henne i hjørnet. Hvis det er det sidste, så bør det give anledning til en vigtig debat. Det spørgsmål vender jeg tilbage til.

Her er først fem punkter til eftertanke:

Ingen kan overskue det hele.
Regeringen lancerer på én og samme dag et finanslovforslag og en helhedsplan for Danmark, der rummer så mange og så store reformer og fremskrivninger af dansk økonomi til 2025, at ingen medier eller borgere kan overskue det hele.

Planen og finanslovforslaget blev lanceret på en haglbyge af pressemøder, og papirerne om planen blev udleveret til pressen samtidig med pressemøderundens start, så ingen havde mulighed for at forberede sig ordentligt.

Den fremgangsmåde giver ikke nogen som helst fair chance for, at de professionelle medier kan udøve den kritiske og uafhængige substans-journalistik i realtid, som politikerne ofte efterlyser. Det blev til enkelte punktnedslag den første dag. Det tog flere dage, inden detaljerne i regeringens planer er blevet ordentligt belyst, hullerne i beregningerne fundet frem, og de gode spørgsmål er belyst.

Læg dertil, at det som hovedregel altid er førsteserven og de hurtige overskrifter, der hænger ved i vælgernes hukommelse, og ikke alt det efterfølgende.

Statsministerens Facebook-præsentation
Det bringer mig hen til førsteserven, som var statsministerens ”nytårstale-kopi” fra Marienborg afviklet live med Facebook som distributionskanal. Her præsenterede han helhedsplanen aftenen før det officielle pressemøde. Den præsentation kan man stille flere spørgsmål til og aflive et par myter.

  • For det første: Er det rimeligt at pressens minister og landets statsminister benytter lige præcis denne kommunikationskanal til den måske vigtigste danske politiske plan i årtier? Facebook er en global teknologigigant, der ikke betaler skat i Danmark, og som i øvrigt bidrager til at undergrave økonomien i de danske mediehuse ved at føre annoncemillioner ud af landet. Det her handler ikke om misundelse i de professionelle medier, som nogen prøver at skyde kritikken ned med. Det handler om mangel på logik. Med den ene hånd giver regeringen og partierne statsstøtte til de danske medier for at sikre en mangfoldighed og bredde i det danske medieudbud af hensyn til det danske demokrati og oplysninger til vælgerne i Danmark, og med den anden hånd bruger man så et globalt netværk til at lancere det vigtigste politiske initiativ hele dette år. Det giver simpelthen ikke mening.
  • For det andet: Er det udtryk for en god forståelse af de sociale medier og udtryk for en moderne statsminister på de nye platforme, når man holder en monolog og lukker af for efterfølgende spørgsmål og direkte debat, når Facebook-platformen nu netop er social og formodes at skulle være interaktiv og dialogbaseret?
  • For det tredje: Er det politisk i orden og fair oplysning til vælgerne at lave så meget spin med sådan en Facebook-monolog, at man kun bringer den halve sandhed om planen – gaveboden – og ikke fortæller folk om finansieringen – vel vidende at det er den første præsentation, som folk hæfter sig ved? Det har taget de professionelle medier flere dage at få bragt klarhed frem om alle planens elementer. F.eks. fjernelsen af boligskattestoppet.
  • For det fjerde: Lykkedes statsministeren med at understøtte en substantiel mediedækning af sin plan fra starten? Nej. Konsekvensen af statsministerens Facebook-lancering uden detaljer eller materiale til de professionelle medier betød, at de professionelle medier af mangel på konkrete informationer om de politiske tiltag fokuserede helt vildt meget på Liberal Alliance og deres holdning til topskattelettelser, selv om helhedsplanen er meget andet end en skattereform.
  • For det femte: De sociale medier er kommet for at blive, og derfor er det vigtigt, at bringe tingene lidt i proportion. Regeringen har gjort meget ud af at sige, at statsministeren via Facebook-lanceringen kom bredere ud til befolkningen med planen - underforstået uden om de professionelle medier. Der var små 10.000, som fulgte Facebook live-sendingen. Omkring 175.000 visninger er kommet til i alt, hvis man kigger på Facebook profilen. Selv om DR og TV 2 har mistet seertal til de store nyhedsudsendelser gennem de seneste år, så havde gennemslagskraften der nok været nogle hundrede tusinder større, men det havde til gengæld ikke været en monolog. På Facebook taler man med vennerne og dem, som lige præcis vælger den aften at gå ind på Lars Løkke Rasmussens Facebook-profil. Man taler ikke til hele Danmark. Det er en misforståelse. For på Facebook ser vi netop ikke det samme. Vi ser det, vi deler med vennerne, og vennerne deler med os.

Tvivlsom metode
Det tredje element i regeringens lanceringsplan ud over Facebook-talen dagen før og pressemøderne på start-dagen har været præsentationen af planen på regeringens nye hjemmeside: regeringen.dk.

Det er politisk ensidigt, det har en klar afsender, det er virkelig professionel kommunikation, og det er pædagogisk præsenteret i smuk indpakning. Kan regeringen bruge skattekroner til at fortælle om sin plan på denne måde? Efter min mening har regeringen serveretten og forpligtelsen til at komme med udspil, og det skal den selvfølgelig kunne præsentere for vælgerne.

Men siden mangler en klar varedeklaration. Den er udtryk for regeringens og magthavernes version af sandheden og ikke et neutralt billede af den. Den udtrykker regeringens politik og ønsker til handling, og hvis det fremgik klarere, så er den side helt i orden.

Løkkes rundtur i Danmark viser styrke
Det fjerde element af lanceringen har været statsministerens kampagne-møder rundt omkring i landet. Helhedsplanen skal jo tydeligvis være Venstres afsæt til et valg, hvis forhandlingerne mislykkes.

Derfor er det naturligt, at statsministeren gerne vil udbrede kendskabet til planen og personligt stå på mål for den overfor vælgerne. Det viser overskud og styrke – også overfor de øvrige partier. Og det styrker også statsministeren i eget bagland, at der nu er en samlet plan og en vision at forholde sig til, og en statsminister, der går ud og møder vælgerne, inden forhandlingerne for alvor er gået i gang.

Og hvad er så konklusionen på denne anmeldelse af regeringens lanceringsstrategi? Plus-point for en omfattende og gennemarbejdet plan. Men der må nødvendigvis stilles nogle demokratiske spørgsmål til metoden.

Forhandling i baglokalet
Kan man med rimelighed overfor vælgerne lancere så kæmpe et bunkebryllup af en reformplan som lyn fra en klar himmel for derefter blad for blad at lade medierne hen over en uge eller mere skrælle indpakningen af og nå ind til kernen med både plusser og minusser?

Ingen tvivl om, at vælgerne har forstået, at planen handler om skattelettelser. Og nogen har hæftet sig ved det med SU-omlægningen. Men det er vanskeligt at have styr på alle elementerne på en gang. Så her må svaret være nej. Det er ikke rimeligt ud fra ønsket om at imødekomme den oplyste vælger og den engagerede deltager i den politiske debat.

Og det er de færreste almindelige vælgere, der finder ind på regeringen.dk.

Er det en god model med en helhedsplan til at understøtte befolkningens fornemmelse af tillid til, at politikerne dels har handlekraft og dels har visioner til at løse de udfordringer, vi står med? Ja, det kunne man godt ønske sig, at andre end regeringen kom med, så det blev nemmere at se alternativerne i dansk politik.

Bliver det så en åben forhandling i Folketinget, hvor meningerne kan brydes om helhedsplanen. Nej det bliver forhandlinger i baglokalet hos finansministeren, indtil partierne engang kommer uden for glasdørene igen og meddeler, at nu er der forlig eller det modsatte. Og forud for det resultat vil der gå dag efter dag med taktisk spil og mellemfaser, hvor ingen rigtigt ved, hvor det ender, og hvor vi skal høre på meget træden vande.

Og pludselig er der måske lagt et puslespil til en aftale over en nat, og vælgerne skal forholde sig til, hvilke politiske lunser der er blevet delt undervejs. Det styrker til gengæld ikke forståelsen for, hvad der foregår i politik, og hvorfor de politiske forlig ser ud, som de gør. De lukkede forhandlinger henviser medierne til den enkle formidling af tabere og vindere i det store slag.

Vildnis af beregninger
Nu tilbage til det med nybruddet for denne helhedsplan. Alt andet godt ufortalt om denne plan, så er der et problem med, at vi som vælgere:

  1. Får en kæmpe politisk plan at tage stilling til på få uger med en meget fragmenteret servering af de forskellige dele, som ingen kan overskue i sin helhed
  2. Oplever et vildnis af modsatrettede beregninger af konsekvenserne af planen fra forskellige økonomer, tænketanke og politikere. Hvad skal vi tro på?
  3. Leder efter den brændende platform til så stor en satsning lige nu og her fra en regering baseret på det mindste mandattal, vi har set meget længe
  4. Ser en markedsføring af planen, der med Facebook-stunt, sukkersød servering på regeringen.dk og folkemøder rundt omkring i landet mest af alt ligner forpostfægtninger til et valg.

Er det så mediernes eller demokratiets problem, at statsministeren valgte en tyvstart på Facebook med den falske præmis at nå direkte ud til den danske befolkning uden om de sædvanlige mediekanaler som sådan en mellem mig og jer fortrolighed?

Det er faktisk ikke det største problem. Det største problem er, at Facebook-præsentationen var så meget spin, at dens største succes var den kolossale omtale af fænomenet i de professionelle medier, mens vi ventede på den rigtige helhedsplan.

Hvis politikerne vil forsøge at slå bro over den manglende tillid fra vælgerne, så skal behovet for store politiske reformer ikke komme som en tyv om natten, men iscenesættes, præsenteres og diskuteres grundig inden de konkrete forslag lægges på bordet.

Så bør regeringen have ansvaret for kvalitetssikringen af et transparent, faktuelt grundlag for reformerne, og så er der oven på det alle de vigtige politiske valg, prioriteringer og afvejninger, der skal tages, og hvor vi som vælgere må dele os efter anskuelse.

Facebook er ikke en demokratisering af den politiske proces. Det er et illusionsnummer, som skulle fremstille statsministeren som folkets mand og på vælgernes side. Facebook er i denne sammenhæng blevet brugt til en popularisering af den politiske proces.

 ---
Lisbeth Knudsen er formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater samt direktør og chefredaktør for Mandag Morgens danske aktiviteter. Hun har været ansvarshavende chefredaktør for Berlingske og koncernchef for Berlingske Media i otte år. Før det var hun bl.a. nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Lisbeth Knudsen: Lad os få kulturen ud af ghettoen Lisbeth Knudsen: Lad os få kulturen ud af ghettoen Næste artikel Lisbeth Knudsen: Er der en voksen til stede? Lisbeth Knudsen: Er der en voksen til stede?
Fattig-Lars fra Jylland blev hele Danmarks dynekonge

Fattig-Lars fra Jylland blev hele Danmarks dynekonge

NEKROLOG: Først var han Fattig-Lars. Senere blev han til Dyne-Larsen, og de sidste mange år har der ikke være noget fattigt over ham. Vi siger nu farvel til manden bag en af de største succeshistorier i dansk erhvervsliv.