Lisbeth Knudsen: Hvem har vi egentlig mest tillid til – det offentlige eller den private sektor?

Det er en ansvarlighed, der rækker ud over den traditionelle opfattelse af CSR-opgaven og den hidtidige tolkning af god forretningsetik, ordentlig omgang med miljøet og anstændig behandling af medarbejderne. Politikker, som voksede frem i 1970'erne, 1980'erne, 1990'erne og nullerne.

Ansvarlighed er blevet et stærkt konkurrenceparameter, både i forhold til investorer med blik for en attraktiv, bæredygtig forretning, positiv branding over for kunderne og evne til at rekruttere talentfulde medarbejdere og stærke ledere. Alt sammen argumenter, som DI's bestyrelsesformand også henviser til som begrundelser for en ny moralsk offensiv.

I techindustrien fra IBM til Microsoft og Apple tales der også om samfundsansvar og om ansvarlig omgang med nye teknologier som kunstig intelligens og algoritmer. Store fødevareproducerede virksomheder som Arla og Danish Crown og supermarkedskæder som Coop og Salling Group sætter deres egne klimamål eller kaster sig ind i kampagner mod madspild.

Cementproducenter som Aalborg Portland og transportsektoren er også i gang på klimaområdet. Så DI's nye kurs har utvivlsomt de store bag sig, mens de små og mellemstore virksomheder nok kigger lidt mere bekymret til og funderer over, hvad der lige foregår.

Men er det nu faktisk i det hele taget den private sektor og erhvervslivet, der har de største problemer med at få vores tillid her i Danmark? Forleden stødte jeg på resultaterne af en dansk tillidsundersøgelse udarbejdet af PricewaterhouseCoopers (PwC), som er en af verdens største revisions- og konsulentvirksomheder.

Faktisk er det ifølge PWC's dugfriske tillidsbarometer fra 2019 sådan, at tilliden til erhvervslivet helt uforandret ligger på et indekstal på 63 i forhold til 2018-tallet og et gennemsnit på 60 på det generelle tillidsbarometer, når man måler tilliden til alle mulige forskellige institutioner i Danmark.

Tilliden til offentlige virksomheder ligger på indeks 61, til velfærdssystemet på 55. Til skattevæsenet på 49. Til Folketinget på 49. Og til kommunalpolitikerne på indeks 48. Helt i bunden.

I toppen finder vi politiet på indeks 73, et fald på tre point siden 2018, og retsvæsenet på 69, også et fald på tre point i forhold til 2018-indekset. Så nok har en tsunami af dårlige sager i finanssektoren og store bonusprogrammer ramt erhvervslivet som en moralsk lussing, men det står faktisk dårligere til med vores tillid til den offentlige sektor, velfærdssamfundet og politikerne. Det synes jeg faktisk er overraskende.

Sagen om Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har allerede udløst en intern hovedrengøring og et eftersyn af kontrolprocedurer og revisionspraksis i hele centraladministrationen. Ingen har lyst til at blive centrum for den næste skandale. Og selv om forsvarsministeren understregede, at de offentligt ansatte i al almindelighed er mennesker, der møder hver dag på arbejde med alle ambitioner om at gøre en god indsats og er stolte af at arbejde for samfundet, så kan et par enkelte brodne kar undergrave tilliden på et øjeblik.

Den nye regering har ifølge et interview i Politiken med statsminister Mette Frederiksen sat sig for, at de enkelte ministre skal redegøre for, hvad han eller hun gerne vil huskes for om fire år at have udviklet og forbedret ved det danske samfund.

Det er en interessant måde at drive fokus på en langsigtet politisk ledelse, uanset hvilken farve regering der måtte være tale om. Selv de bedste intentioner om at være politisk visionær og ideologisk stærk kan drukne i månedsvis i en møgsag, der hele tiden hvirvler nyt støv op. Hvad forsvarsministeren nok vil sande efter sagen om Ejendomsstyrelsen.

Med statsministerens åbningstale i oktober og en meget sortsynet understregning af, at vores tillidsbaserede samfund er stærkt udfordret, så må den seneste tids mange sager om den offentlige sektors styring og huller i kontrolsystemerne give anledning til at overveje en ansvarlighedsbølge i den offentlige sektor på linje med den, som den private sektor lige er ved at kaste sig ud i.

Den offentlige sektor har per tradition og generel opfattelse altid været ansvarlig og har haft orden i penalhuset – så at sige. Det hører med til autoriteten og hele embedsmandskulturen.

Men når vi nu gang på gang oplever, at simple regnskabsmæssige kontrolprocedurer enten ikke er til stede eller ikke overholdes, at advarsler fra revisionsmyndighederne eller whistleblowere ikke bliver hørt, at topkritiske og vigtige e-mails ikke bliver læst af de ledende embedsmænd, som sidder med ansvaret, så ryger tilliden.

Befolkningens tillid til den offentlige sektor er ikke længere den samme, og det må der gøres noget alvorligt ved. Både af hensyn til den offentlige sektors mange tusinder af ansvarsfulde medarbejdere og af hensyn til alle os, der betaler skat til den offentlige sektor.

-----

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater.