Lisbeth Knudsen: Kvælertag på det kommunale demokrati

KLUMME: Folketinget har for længst overskredet grænsen for rammestyring og er gået meget dybt ind i detailregulering af kommunernes opgaver, skriver Lisbeth Knudsen. 

En ting er at sige, at vi alle er i samme båd. Noget andet er at slå fast, hvem der sidder ved rorpinden, og hvem der skal knokle ved årerne i den båd. Statsministeren brugte et andet billede, da han torsdag i denne uge talte på topmødet i Kommunernes Landsforening:

”Staten og kommunerne er måske nok hver deres lomme, men de sidder på det samme par bukser. Og det er danskerne, som har bukserne på.” Og han fortsatte: ”Vi har kun én offentlig sektor, hvor vi skal bruge skattekronerne bedst muligt. Det er ikke statens penge. Det er ikke kommunernes penge. Det er danskernes penge,” sagde Lars Løkke Rasmussen.

Det er jo sandt nok, men vi har faktisk tre demokratiske lag, som er valgt til at prioritere danskernes penge - Folketinget, regionerne og kommunerne. Og Folketinget og regeringen læner sig mere og mere ind over budgetterne i den kommunale og den regionale sektor med målrettede prioriteringer af, hvad pengene skal gå til, samtidig med, at der gang på gang rettes kritik af kommunerne og regionerne for ikke at leve op til dit eller dat på kernevelfærden.

Samtidig vokser statens budget til velfærd fra 2016 til 2019, mens kommunernes falder, og regionernes holdes næsten uændret (Kommunernes og statens budgetudvikling, MM Analyse.) Så når finansministeren bliver irriteret over kommunernes "klynk", og statsministeren prøver at glatte ud med sit  "vi er jo alle i samme båd", så hænger samfundsøkonomien selvfølgelig sammen, men styringen af pengene ligger i finansministerens og folketingsflertallets lomme.

Faktisk sagde den amerikanske forsker og gæstetaler på KL topmødet sidste år, Benjamin Barber fra City University i New York, det meget klart: Det er byerne og kommunerne, der skaber et lands velstand. Men nationalstaterne inddrager pengene og giver dem tilbage til byerne, som om det var en gave. Han introducerede med fynd og klem det synspunkt, at nationalstaterne er for store til, at folk rigtigt engagerer sig i, hvad de laver, og alt for små til at løse verdens globale problemer i dag (Se Benjamin Barbers gæstetale på KL topmøde 2015 om kommunernes selvstyre). 

I kampen om ressourcerne og ansvaret for løsningerne lod han ikke nogen tvivl tilbage om, at pengene lå bedre i kommunernes lomme end i finansministerens. Han tilføjede at kommunernes politikere synes i stand til at finde pragmatiske løsninger på problemerne, mens landpolitikerne brugte tiden på taktiske og ideologiske kampe. Lyder som om han kendte lidt til Danmark.

Omprioritering og demokrati
Lige nu lægger regeringen og kommunerne arm om det kommunale omprioriteringsbidrag, som er det tekniske begreb for, at regeringen pålægger kommunerne at spare én procent af det kommunale budget svarende til 2,4 milliarder kroner. Når pengene så er kradset ind, så sender regeringen 1,9 milliarder kroner tilbage til kommunerne her i 2016 øremærket til bestemte formål. Det er den offentlige sektors snart velkendte økonomi-karrusel, som sikrer den til enhver tid siddende finansminister et fast greb om finanspolitikken og forpester borgmestrenes mulighed for at tilrettelægge hver deres budgetter med de prioriteringer, som de finder vigtigst.

Der er to alvorlige diskussioner knyttet til den metode. Den ene handler om kommunernes generelle økonomiske situation, og om det overhovedet er rette tid og sted at skære på kommunernes budgetter samtidig med, at omkostningerne til flygtninge, midlertidige boliger og integration stiger markant, og borgernes forventninger til ældrepleje, folkeskole-kvalitet og daginstitutionsbemandinger bestemt ikke bliver mindre. Den økonomiske del af sagen kommer til prøvelse i Folketinget, hvor Socialdemokratiet med et beslutningsforslag vil forsøge at skabe flertal uden om regeringen for, at kommunerne skal have alle 2,4 mia. kr. retur.

Både den tidligere regering af rød farve og den nuværende blå har arbejdet med disse stramme sparekrav til kommunerne, så her kan Socialdemokraterne ikke sige sig fri for at have benyttet samme metode, men ved deres beslutningsforslag sætter de Dansk Folkepartis loyalitet overfor regeringen under pres. Det er, om jeg så må sige, den sædvanlige historie tilsat ekstra dramatik på grund af flygtningeomkostningerne og omkostningerne til lyn-etablering af tusindvis af billigere boliger.

Det spørgsmål, som stikker langt dybere, handler om det kommunale demokrati, og det skal være omdrejningspunktet for denne kommentar. Størstedelen af mediedækningen har kikkerten vendt med udgangspunkt inde fra Christiansborg og ud mod kommunerne. Bemærk bare det ordvalg, alle medier bruger, taget i betragtning at borgerne trods alt sidder ude i kommunerne og ikke inde på Christiansborg. Hvis vi nu lige vendte den kikkert om, så må kommunerne sidde med en klar oplevelse af, at der tages kvælergreb på det kommunale selvstyre. Ikke bare ved denne lejlighed, men mere og mere som udtryk for manglende respekt for opgavefordelingen mellem de nationale niveau i vores demokratimodel og det lokale niveau.

Ros og ris ulige fordelt
Omprioriteringspulje, øremærket værdighedsmilliard til de ældre, diverse særlige indsatspakker på sundhedsområdet og mange andre indsatsområder bestemt af regeringen og Folketinget tager bid for bid af mulighederne for, at kommunerne og regionerne kan vælge selvstændigt, hvad der nu efter kommunalbestyrelsernes mening, kommunens størrelse, demografien og indtægtsgrundlag er den rigtige prioritering. Er Danmark for lille et land til 98 kommuner og fem regioner, kunne man så spørge?

Når der øses penge ud til bestemte af regeringen og Folketinget prioriterede områder, så tilfalder rosen for indsatsen Folketinget og regeringen og ikke politikerne valgt lokalt. Kommer der til gengæld kritik af kvaliteten eller servicen på kommunalt plan, så er folketingspolitikere og ministre hurtige til at skælde ud på kommunerne og kræve bod og bedring og omgående handling. I nyhedsudsendelserne kværner de samme spørgsmål til de nationale politikere og ministre: "Hvad vil du gøre ved det? Hvordan vil du forhindre, at det sker igen? Hvilke initiativer kommer regeringen med?" Er mediepresset tilstrækkeligt stort, bliver der lavet endnu et indgreb i det kommunale selvstyre eller i det mindste udsendt et hyrdebrev fra ministeren, der viser handlekraft.

Grundmodellen i vores demokrati bygger faktisk på, at der både kan og skal være forskel fra kommune til kommune inden for visse minimumsudsving. Vi vælger hvert fjerde år lokale politikere til at varetage en lokal prioritering i overensstemmelse med, hvad vi synes er vigtigt i vores nærområde. Når vi overlader til dem at træffe beslutning om vores ældrepleje f.eks., så er det jo sådan, at er vi ikke tilfredse med den, så kan vi vælte politikerne lokalt og finde nogle andre. Men hvis en lille procentandel af ældrepengene nu tildeles fra staten øremærket efter nogle særlige værdighedskriterier, hvad så med resten af ældrebevillingen? Er noget ældrepleje mere værdigt end andet? Når Folketinget i en finanslovaftale har bevilget ekstra penge til daginstitutionsnormering, og ingen kan finde hverken pædagogerne eller pengene et par år efter, så er det måske, fordi kommunerne faktisk har fundet andre og mere nødvendige huller at stoppe. Det får jo ikke folketingspolitikerne genvalgt med applaus, men måske kan det være en god løsning i den enkelte kommune.

Hvis vi skal have et kommunalt selvstyre, så må det skulle give mening for borgerne at stemme og vælge lokale politikere, som kan gøre en forskel. Så må landspolitikerne holde fingrene fra det, der er en kommunal opgave, og placere ansvaret for både de gode og de dårlige løsninger præcis der, hvor det skal ligge. Så skal der selvfølgelig være nogle overordnede økonomiske aftaler og rammer, så den samlede samfundsøkonomi ikke skrider, og økonomien løber løbsk. Og der skal være nogle aftaler omkring særlige byrder som den aktuelle flygtningestrøm. Men Folketinget har for længst overskredet grænsen for rammestyring og er gået meget dybt ind i detailregulering af kommunernes opgaver.

---
Lisbeth Knudsen er redaktør og bestyrelsesformand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, direktør for Mandag Morgens danske aktiviteter og formand for Det Kongelige Teaters bestyrelse. Hun har indtil for nylig været ansvarshavende chefredaktør for Berlingske og koncernchef for Berlingske Media i otte år. Før det var hun bl.a. nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en klumme i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Lisbeth Knudsen: Våbenbrødre eller slagsbrødre Lisbeth Knudsen: Våbenbrødre eller slagsbrødre Næste artikel Lisbeth Knudsen: En autentisk og ordentlig politiker Lisbeth Knudsen: En autentisk og ordentlig politiker
  • Anmeld

    Lars Kristensen

    Hvem har ansvaret

    Det er en meget interessant problemstilling Lisbeth Knudsen rejser i denne blog. Men jeg synes, der mangler en forklaring på nogle af årsagerne til, at det er kommet hertil.
    Pressen bærer en stor del af ansvaret. Hver gang, der dukker et problem op i en kommune, bliver ministeren for det pågældende området stillet til ansvar. Det skyldes måske, at vi efterhånden ikke har nogen lokal presse til at dække kommunalpolitik. Det er overladt til gratisaviserne, som er mere fokuserede på at skaffe annoncer end på at yde gode journalistik. Helt naturligt, fordi de lever af annoncerne. Men det er et reelt demokratisk problem.
    Et andet sted, hvor pressen har et stort ansvar, er ved brugen af "ofre". Når der bliver rørt ved kontanthjælpen, så er eksemplet en meget handicappet person, hvor enhver kan se, at han ikke har mulighed for at tage et job. Man tager ikke eksemplet på en indvandrerfamilie, som ikke har noget ønske om et job, og hvor kvinderne ikke vil arbejde sammen med mænd, fordi det er imod deres tro. Der er netop offentliggjort en statistik, som viser at de bruger broderparten af kontanthjælpen til ægtepar.
    Kommunalpolitikerne har også et stort ansvar, fordi de alt for ofte giver landspolitikerne ansvaret for problemer, de selv kunne løse. Budskabet er hele tiden: "Send flere penge". Samtidig ved vi, at der er enorm forskel på, hvor mange penge de enkelte kommuner bruger på sammenlignelige opgaver. Og de er urimeligt dårlige til at lære af de bedste.
    Endelig har befolkningen et stort ansvar, fordi de ikke i det daglige interesserer sig for, hvad der foregår i deres kommune. Interessen dukker først op, hvis der er et problem, man selv føler på sin krop. Så borgerne skal ud af busken og blande sig i det daglige arbejde i kommunerne. Det skal være slut med tomme tilhørerpladser til kommunalbestyrelsesmøderne.

  • Anmeld

    Anje Holmstad

    Demokratiet er sat under pres

    Ja. Godt brølt løve. Vi ser det år efter år, og som borger tænker man, at det demokratiske råderum er blevet utroligt snævert de sidste 15 år. Det er farlige tendenser, da den demokratiske diskussion / debat / dialog jo snart heller ikke er tilstede. Har lige set, hvad et borgermøde med 100 deltagere omkring værdig ældrepleje har af forventninger og gode ideer. Der var 12 millioner til rådighed for det værdige. De 6 millioner var forudbestemt bruge af. Så er der de resterende 6 millioner at gøre godt med i en sektor der bløder. Det spilder man 100 menneskers tid i to timer med. Det er nærmest latterliggørelse af begrebet demokrati. Men de blev hørt. Ja de blev hørt.

  • Anmeld

    I.R.Bertelsen

    Smid fjernkontrollen i vandspanden!

    Er det angsten for at miste magten, - er det magtsyge, - eller er det tegn på, at man fra statens side ikke selv kan få tingene og økonomien til at hænge sammen?
    For år tilbage nedlagde man amterne, oprettede regionerne, - og slog de små kommuner sammen til større kommuner. Argumenterne var, at regioner og kommuner samtidigt skulle have uddelegeret større selvstændighed og ansvar.
    En stor, ressourcekrævende omlægning, der dog på mange måder har givet gode resultater. Nærdemokratiet og det borgernære ansvar længe leve!
    MEN, når den lovgivende forsamling efterfølgende bruger sin magt til med forskønnende ordflomme som 'velfærdsmillioner', 'ældre-cheks' og 'omprioriterings-BIDRAG' stikker sugerøret i kommunernes og regionernes budgetter og økonomi, SÅ bliver jeg som almindelig borger og vælger dybt bekymret.
    Hvad sker der ??
    Mit eneste håb er, at de ansvarlige politikere i regioner og kommuner slår i bordet og får overbevist den lovgivende forsamling om, at dette er en urimelig overskridelse af magtbeføjelserne. Det må være en umulighed at budgettere og at overholde budgetter når magthaverne misbruger deres mulighed for hurtigt at ændre lovgivningen.
    Man giver med den ene hånd og tager med den anden, - i håbet om, at ingen lægger mærke til det, blot man finder positive reklameord for at dække over handlingen.
    SÅ ubegavede er vi borgere og vælgere altså ikke.
    DET må være en 'ommer' !!