Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

Lisbeth Knudsen efter bloggers selvmordsbrev: Man kan ikke lovgive for en bisværm

KOMMENTAR: Influencer- og blogger-miljøet på nettet er en kæmpemæssig, mangfoldig bisværm, som ingen kan overkomme at kontrollere. Pas på med hasteforslag til lovgivning på grund af et aktuelt selvmordbrev. Der skal mere grundig overvejelse til.

Regulering af sociale mediers indhold er blevet et politisk tema efter blogger Fie Laursen lagde et selvmordbrev på Instagram, hvor hun har 335.000 følgere.<br>
Regulering af sociale mediers indhold er blevet et politisk tema efter blogger Fie Laursen lagde et selvmordbrev på Instagram, hvor hun har 335.000 følgere.
Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Hvem har ansvaret, når en 22-årig blogger med 335.000 følgere offentliggør et indlæg, der afslører hendes inderste tanker om selvmord? Bloggeren Fie Laursen selv? Det Facebook ejede Instagram, der var den sociale medieplatform, hvor det følsomme indlæg blev lagt ud? Eller en helt tredje instans?

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) har for alvor sat ild til debatten om regulering af de sociale medier på baggrund af konstateringen af, at Fie Laursens digitale selvmordbrevs lå på hendes bloggerprofil i knap to døgn, indtil hun selv - i god behold og uden for livsfare - fjernede det. Da havde hendes mor forgæves forsøgt at appellere til Instagram om at få brevet væk for ikke at inspirere nogle af hendes følgere til samme overvejelser om selvmord. Brevet nåede at få omkring 30.000 kommentarer og 8000 likes, inden det mandag middag blev taget ned. 

Det er selvfølgelig en kedelig konklusion at konstatere, at det her er virkelig kompliceret. Det rører ved ytringsfriheden for hver enkelt menneske og retten til at lægge frem, hvad man nu har på hjerte, også når det gælder liv og død, overvejelser om selvmord og andre dramatiske, personlige forhold.

Det rører ved den kendsgerning, at de sociale mediers tekniske platforme ejes og styres af amerikanske techgiganter, der arbejder med internationale og globale standarder, når det gælder etiske retningslinjer, og her har vi bare forskellig kultur, tradition og tilgang til netop ytringsfriheden i de enkelte lande. Og endelig rører det ved den kendsgerning at de sociale mediers indhold ikke kan sammenlignes med de professionelle mediers indhold, hvor journalister og redaktører er tillagt et særligt, lovbestemt juridisk ansvar og frivilligt har tilsluttet sig et uafhængigt Pressenævn.

Fakta
Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater.  Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.  Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Pernille Rosenkrantz-Theil har givet udtryk for et ønske om, at influencers med et eller andet minimum af følgere på de sociale medier skal gøres ansvarlige for det indhold, de deler på deres profiler, ligesom traditionelle medier bliver stillet til ansvar under medieansvarsloven og Pressenævnet.

Reaktionen er forståelig nok under hensyntagen til de børn og meget unge, som kunne finde på at lade sig inspirere af sådan et selvmordbrev. Og rigtigt er det at begynde også i Danmark at se på de lovgivningsmæssige rammer for techgiganterne, som det er blevet gjort i flere andre europæiske lande. Men den aktuelle sag bør ikke føre til en hovsa lovgivning præget af alt for dårlig indsigt i området og alt for dårlig analyse af de afledte konsekvenser.

For mig at se er det en forkert vej at gå at slå de juridisk forpligtede professionelle og publicistiske medier sammen i en bunke med de sociale medieplatforme, som handler om enkeltpersoners publiceringer, anbefalinger, kæpheste og meninger. 

Lisbeth Knudsen
Tværgående chefredaktør, Altinget og Mandag Morgen

Lad os lige starte med, hvad blogger eller influencer-området egentlig er. Det er alt fra teenagere, der får 5.000 - 10.000 følgere og tjener penge på at blogge om mode, forskelligt sportsudstyr, gadgets og personlige oplevelser med vennerne, til influencers med følgere talt i trecifrede antal tusinder.

De sidste er ofte i stald hos professionelle bureauer, der sælger deres opmærksomhed og berømmelse hos følgerne til store virksomheder, politiske partier og organisationer, der gerne vil have deres budskab ud til nye målgrupper. Man taler om mega influencer-stjerner med kæmpe reach, der kan skubbe nye produkter eller trends godt i gang med over 100.000 følgere. Makro influencers kan være bloggere, Instagrammere med en større følgerskare på +5.000. Der er måske 4-500 mode influencers eller flere med hver deres stil og følgere og i alle aldre. Og endelig er der mikro influencers med under 5.000 følgere. Det er faktisk dem, der er flest af. Alene madbloggere og mad-influencers er der over 700 af i Danmark, der alle har deres antal følgere. Bare for at give et lille indtryk af et område, som er helt uoverskueligt.

Alle disse glade bidragydere på nettets velsignelser  fordeler sig som Youtubere, Instagrammere, Snapchattere, Facebookere m.v. alt efter foretrukken platform. De store stjerner på influencer-himlen bruger selvfølgelig flere platforme.

Og så er det business det her. På få år er influencer-markedsføring blevet en væsentlig del af annoncemarkedet i Danmark. I det seneste regnskabsår fra 2017-2018 omsatte de 14 største selvstændige influencerbureauer i Danmark, samlet set for 108 millioner kroner. Det tal lød året før på 67 millioner kroner. Alt sammen ifølge Slots- og Kulturstyrelsen. Analysen af den økonomiske side af influencer-området i Danmark kan ses her. Til sammenligning omsatte influencermarketing-branchen i Sverige for omkring 660 millioner kroner. Det er en stigning på 35 procent siden 2016.

Så tilbage til spørgsmålet om regulering. Hvordan skulle man bære sig ad med at regulere indholdet fra dette kolossale miskmask af enkeltpersoner og ”indholdsudbydere”?

Hvem skal tilrettelægge den officielle etik og moral for, hvad disse influencers fra den 15-årige modeblogger til den 65-årige litteraturblogger må skrive og videofilme om? De professionelle medier er lykkedes med at gå sammen om de presseetiske regler, men hvordan skulle tusindvis af private influencers og bloggere i alle aldre og afskygninger nogensinde blive enige om noget?

Skal vi så have en statslig formuleres etik for de sociale medier? Så har vi først balladen om ytringsfriheden. Må den 22-årige ikke skrive om selvmordstanker, fordi hun henvender sig til en ung målgruppe, mens den 65 årige, der netop har mistet sin mand, gerne må skrive om sin sorg og sine selvmordstanker? Og hvem holder øje med på det grænseløse internet om en ung sniger sig til at læse en meget voksen influencers eller bloggers indlæg om selvmord?

For slet ikke at tale om hvem, der skulle holde øje med, om de etiske regler for de sociale medier blev overtrådt, og skulle sanktionen være den samme for en 22-årig med selvmordstanker med 330.000 følgere som for den 65-årige med selvmordstanker og 2.500 følgere? Skulle man påtvinge influencers at have en slags redaktør med adgang til at fjerne indhold, der kunne gribe ind, hvis de pågældende skulle få lyst til at gøre noget dumt eller true med selvmord på nettet? Nok lige et voldsomt tiltag overfor myndige, voksne mennesker som for eksempel en 22-årig med personlig ytringsfrihed og en digital megafon til 330.000 følgere.

Godt, jamen så kan vi da give techgiganterne den opgave. Det er den nemme løsning, som flere debattører og nogle af mine kolleger i mediebranchen er kommet med. Og dem kan vi jo straffe, hvis de ikke fjerner det indhold, som vi gerne vil af med. Men ønsker vi rent faktisk, at techgiganterne skal være vores etiske politibetjente mere end de allerede er i dag med deres globale etiske retningslinjer? Vi diskuterer jo i forvejen vildt og inderligt, hvad techgiganterne foretager sig af underlige redigeringer, og hvad de ikke fjerner. Og her taler vi ikke om fake news, misinformation og disinformation. Her taler vi om moral og etik.

Nå, men så kan vi jo udstyre techgiganterne med et sæt danske etiske retningslinjer ved lov, oven på de globale retningslinjer, som de selv følger. Sådan som for eksempel Tyskland har gjort det med en lovgivning mod hadtale på de sociale medieplatforme, som skal fjernes inden for 24 timer, hvis techgiganterne skal undgå en tysk bøde.

Problemet er bare, at der i al etisk og moralsk bedømmelse ligger et element af skøn. Har man haft lejlighed til at studere Facebooks retningslinjer eller andres, og de millioner af daglige valg, der skal træffes med dem som grundlag af en kombination af robotter og mennesker, så er det åbenlyst svært. For nu at sige det mildt.

Kan vi så lave en ændring af medieansvarslovgivningen, så den også kommer til at omfatte de sociale medier? For mig at se er det en forkert vej at gå at slå de juridisk forpligtede professionelle og publicistiske medier sammen i en bunke med de sociale medieplatforme, som handler om enkeltpersoners publiceringer, anbefalinger, kæpheste og meninger. Uanset om nogen af disse enkeltpersoner måtte have flere følgere end nogle af de professionelle medier.

For de professionelle medier og forbrugernes sikkerhed for et kvalitetsstempel på de professionelle journalistik, så er det vigtigt, at brugerne kan se forskel på en mega-influencers personlige meninger, uden pligt til at levere skyggen af dokumentation eller fairness, og så artikler i de professionelle medier, der er underkastet krav om ordentlig dokumentation, solid research, ansvarlig kildebrug, troværdighed og balance i formidlingen, pligt til at høre begge parter i en sag og til at lade den angrebne part komme til orde.

Hvad har vi så tilbage af redskaber i værktøjskassen, hvis vi vil have en ordentlig tone og mindre ”wild west” på i influencer og blogger- miljøet?

  • Vi kan skubbe på for at etablere et forum for Influencers, der kan begynde og arbejde med et frivilligt sæt af etiske retningslinjer, der passer til netop den kommunikationsform på samme måde, som de professionelle medierne i sin tid frivilligt indgik en aftale om de presseetiske regler.

  • Det er altid en god ide at følge pengestrømmene. Hvis der skal skubbes lidt mere på end blot venlige henstillinger, så kunne man jo arbejde med at få de 14 største bureauer, der sælger adgang for annoncørerne til influencernes platforme og følgere, til at stille som betingelse, at de pågældende influencere har tilsluttet sig et frivilligt etisk regelsæt og i øvrigt overholder markedsføringsloven.

  • Skal den have en ekstra tand kunne man jo appellere til annoncørerne og dem, der køber influencer marketing, om kun at vælge influencers, der har tilsluttet sig et etisk regelsæt og overholder markedsføringsloven.

  • Man kunne appellere til forældrene til de meget unge bloggere og influencers under 18 år om at holde grundigt øje med, hvad de rent faktisk publicerer og tage en snak med de unge om det ansvar, de sidder med, i forhold til påvirkningen af deres meget unge følgere.

  • Man kunne nedsætte en effektiv dansk arbejdsgruppe - kommission eller hvad det nu skal hedde - til at gå i dialog med techgiganterne om deres overvågning og kontrol med indholdet på platformene for at finde frem til en brugbar regulering af de mest følsomme etiske problemstillinger som for eksempel selvmordsbreve eller racistiske videoer, voldsvideoer, seksuelle krænkelser m.v. Facebook har jo selv lagt for med at sige, at forslag til reguleringer skal komme fra politisk side. Så kunne Danmark jo gå i spidsen med et sådant arbejde i dialog med techgiganterne og lægge konkrete forslag frem for politikerne.

  • Endelig kunne man opfordre den nye regering til at tage begrebet digital dannelse alvorligt og sørge for, at Danmark får en gennemgribende national handlingsplan for at øge bevidstheden i alle aldersgrupper om god og kritisk navigation på nettet og om muligheder og faldgruber. Med dansk tradition for masser af folkeoplysning med substans og med mange aktører til at løfte opgaven, så burde det være en indlysende vigtig opgave.

----------

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, Niras
journalist (DJH 1975)

0:000:00