Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

Lisbeth Knudsen: Mediernes coronadækning er en vanskelig linedans

KOMMENTAR: Medierne bidrager til at sprede solid oplysning og frygt for coronavirussen. Det er en svær balancegang, skriver Lisbeth Knudsen.

Mange bebrejder mediernes dækning med 24-timers liveblogs og daglige opdateringer fra mennesketomme gader i Italien og rumdragtklædte læger i Kina, skriver Lisbeth Knudsen.
Mange bebrejder mediernes dækning med 24-timers liveblogs og daglige opdateringer fra mennesketomme gader i Italien og rumdragtklædte læger i Kina, skriver Lisbeth Knudsen.Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Nye smitsomme sygdomme er skræmmende.

Uanset hvor mange gange vi får forklaret, at coronavirus eller covid-19 ikke er mere farlig end en almindelig hård vinterinfluenza, hvad angår dødstal, skræmmer covid-19 os, fordi den er ukendt og uforudsigelig. Fordi vi ikke kender en kur eller en medicin, der lige kan fikse problemet. Og fordi vi ikke ved, hvem der trækker den sjældne nitte at være blandt dødsofrene for virussen.

En så simpel opgave som at vaske hænder er pludselig blevet en omstændelig og alvorlig sag, fordi håndhygiejne er et vigtigt led i spredningsbekæmpelsen.

Håndspritautomater er pludselig blevet en eftertragtet kontorinstallation, og små håndtaskevarianter af samme fluidum kommer frem under forhandlingsmøderne efter velkomsthåndtrykket eller i bus og metro efter kontakten med gelænder, håndtag eller medpassagerer.

Fakta
Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. 

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Vi er gradvis ved at ændre på vores omgang med andre mennesker på grund af covid-19, og det er faktisk hurtigt blevet meget synligt. Vi giver mindre villigt hånd og færre knus og kram.

Hvis en person sidder og hoster og harker i toget, på kontoret eller på restauranten, flytter vi os gerne lidt væk.

Har de danske medier bestået linedansen i første runde med de få smittetilfælde i Danmark og leveret varen i forhold til god folkeoplysning i en krisesituation?

Lisbeth Knudsen

Har vi har ældre og skrøbelige familiemedlemmer, tænker vi endnu mere over sameksistensen med andre i disse dage, for man vil meget nødig være smittebærer, hverken privat eller på arbejdet.

Har en kollega været på ferie i udlandet, bliver der lige spurgt lidt mere end normalt ind til, hvor i verden vedkommende har opholdt sig.

Flere også danske virksomheder indfører nu regler om, at medarbejderne ikke rejser til møder i udlandet, ikke deltager i konferencer og møder med mere end 25 deltagere, og at de arbejder hjemme fra i 14 dage, hvis de har været på arbejde eller ferie i udvalgte lande.

Ja, nogle virksomheder tester ligefrem, hvor mange medarbejdere ad gangen man kan holde til at sende på hjemmearbejde, hvis virussen spreder sig i de kommende uger.

Andre virksomheder stryger buffeten til frokosten og går over til at stille små portionsanretninger frem i stedet for, så man ikke står og roder med de store, fælles fade på buffeten. Panik og overdrivelse eller rettidig omhu. Bedøm selv.

Rigtig mange konferencearrangører måneder frem begynder nervøst at overveje, om begivenheden skal flyttes eller kan gennemføres trods udsigterne til en mulig epidemi.

Mange ældre mennesker holder sig hjemme og afstår fra at deltage i familie eller venners arrangementer lige nu eller fornøjelsen af en tur på dagcentret. Antallet af kontaktløse madleverancer til hjemmet stiger, og vi spiser mindre ude.

Det interessante spørgsmål er, om vi – hvis vi får et stort coronaudbrud i Danmark – vender tilbage til de gamle vaner.

Om de møder, som, det nu viser sig, ganske glimrende kan gennemføres på Skype eller andre digitale mødeformater, faktisk også i fremtiden vil blive gennemført på den måde, så virksomhederne sparer en masse rejseomkostninger. Og om håndspritten er kommet for at blive, også når coronafeberen har lagt sig igen, og sommeren har indfundet sig.

Uanset om man hører til den kække type, der ryster på hovedet over coronahysteri og masseforskrækkelse over noget, der næppe vil koste flere livet end en dårlig vinter med det normale antal influenzaramte og lungebetændelser, tror jeg, at ingen er helt upåvirket af situationen.

Det er i hvert fald blevet mere samtaleemne end vejret for tiden, når vi danskere samles, og det siger ikke så lidt, for vi elsker at tale om vejret.

Det igangværende udbrud af den nye coronavirus har fået omfattende medieopmærksomhed.

Nye rapporter om antal døde, smittede og folk i karantæne spreder daglig usikkerhed og frygt. En virus med potentiale til at blive en pandemi er en vildt vanskelig balancegang for alle medie.

På den ene side skal vi ikke puste til frygten og blæse faren ud af proportioner. På den anden side skal vi levere alle de fakta og troværdige oplysninger om sygdommen til folk, som vi kan få fat på som medier.

Vi skal fortælle, hvordan det ser ud med antal smittede og karantæneramte både herhjemme og i udlandet. Vi skal fortælle, hvad man skal gøre som borger, hvis man er bekymret for at være smittet.

Det er faktisk sådan noget, vi er til for. Det er vigtig og troværdig informationsformidling til samfundet.

Jeg møder i disse dage virkelig mange mennesker, som bebrejder medierne den intensive dækning med 24-timers liveblogs og daglige opdateringer fra mennesketomme gader i Italien og rumdragtklædte læger og sygeplejersker i Kina eller andre steder og gadebilleder med masser af mennesker med mundbind i Japan eller et andet sted i verden.

Når vi serverer ordet pandemi i medierne, kommer der ekstra tryk på frygten. Indtil vi selv har et tilfælde af huskarantæne eller direkte smitte inde på livet i nærmeste familie, i børnenes skole eller på forældrenes arbejdsplads, forholder vi os nok sådan lidt reserveret til det hele og melder os i koret af mediekritikere.

Men når det rykker ind i indercirklen af vores dagligdag, forsvinder fornuften og det rationelle standpunkt. Følelserne og frygten rykker ind sammen med håndspritten.

Mediedækning er afgørende for vores fælles samtaler og spiller en central rolle i reguleringen af vores følelser, herunder frygten.

Læs også

Mediedækningen sætter dagsordenen for den offentlige debat og den fælles opfattelse af, hvor bekymrede vi skal være. Medierne fortæller ikke, hvad vi skal mene om coronavirussen, men de bestemmer i høj grad, at vi taler så meget om den.

Det er faktisk også en meget vigtig kanal for sundhedsmyndighederne til at komme ud med deres råd og vejledninger gennem medierne. 

Det nuværende udbrud har fået en langt mere intensiv dækning i medierne internationalt set end de seneste epidemier, herunder ebola og sars.

For eksempel viser en Time Magazine-undersøgelse, at der var 23 gange flere artikler i engelsksprogede trykte nyheder, der dækker coronavirusudbruddet i den første måned sammenlignet med samme periode for ebolaepidemien i 2018.

Hverken dækningen af ebola eller sars har været enorm i danske medier. Ebola betragtes i danske medier mere eller mindre som et afrikansk problem med periodiske udbrud og derfor meget lille omtale herhjemme.

Sars ramte i perioden marts til juni 2003 Sydøstasien og blev herfra ført til mange andre lande via flytrafik, dog ikke Danmark. Det sidste tilfælde i sygdommens egentlige udbrud blev diagnosticeret i Singapore 8. september 2003.

I alt registreredes 8.096 sars-tilfælde i 28 lande. 774 mennesker døde. I Danmark blev ingen ramt.

Da historien om coronavirus vandrede fra en kinesisk provins, som de færreste danskere trods alt rejser til, og til et skisportssted i Norditalien, eksploderede interessen og nærværet for historien i Danmark.

Også de danske medier skruede op for dækningen på det tidspunkt og blev meget mere konkret oplysende om, hvordan man som borger skal forholde sig til risikoen, og hvad man skal være opmærksom på i forhold til at kontakte læge eller sundhedsmyndigheder.

Lidt upåagtet på den hjemlige front har Verdenssundhedsorganisationen, WHO, faktisk udgivet et sæt etiske retningslinjer for god sundhedsformidling omkring covid-19. Her er nogle uddrag af dem i en kortere sammenskrivning:

  • Hold dig til fakta. Undgå at sprede rygter.
  • Undgå at stigmatisere patienterne.
  • Personer med covid-19 bør ikke betegnes som smittespredere. Hvis folk forsøger at skjule deres sygdom for at undgå forskelsbehandling eller racistiske reaktioner, er de mindre tilbøjelige til at blive testet eller behandlet.
  • Covid-19 er ikke en "pest", og det er ikke en "kinesisk" eller "asiatisk" sygdom. Det er en virus, der kan ramme alle.
  • Coronavirus er ikke en "dødbringende virus". For de fleste mennesker er den slet ikke dødbringende.
  • Hver gang vi viser nogen iført en ansigtsmaske, er det godt at minde om, at eksperter siger, at masker ikke hjælper med at forhindre spredning af virus.
  • Mediedækningen bør have en balance og også notere antallet af mennesker, der overvinder sygdommen, og dække den forebyggende indsats og behandlingsforanstaltningerne.

I Danmark er det ifølge den internationale statistikportal, Statista, 30 procent af befolkningen, som frygter coronavirus.

I Italien og Storbritannien er det 60 procent og i Sverige 48 procent. Vi er således ikke så hårdt ramt af frygten endnu men heller ikke af smitten som de andre steder.

Analytikerne i World Economic Forum og andre steder har længe haft i sigtekornet, at en verdensomspændende epidemi, som rammer alt fra aktiekurser til industriproduktion og handlingslammer samfundets vitale sundhedsfunktioner, meget nemt kan føre en infodemic af misinformation og rygter med sig, som breder sig hurtigere end det nuværende udbrud af den nye coronavirus.

For at sætte disse observationer i perspektiv er det lærerigt at se på en sammenligning med dækning af sæsonbestemt influenza, som anslås af Verdenssundhedsorganisationen til at dræbe mellem 290.000 og 650.000 mennesker rundtom i verden hvert år.

Den 2. februar døbte WHO den nye coronavirus for "en massiv infodemic" med henvisning til, at frygten omkring coronavirus er blevet specielt forstærket af de sociale medier, som flyder over af misinformation, racistiske angreb på de ramte lande og forkerte råd til borgerne om, hvordan de skal forholde sig.

WHO har forsøgt at løse problemet ved at indgå partnerskaber med blandt andet Twitter og Facebook for at slå ned på misinformationen.

Der er lanceret en Google-aftale med WHO om at skubbe WHO-oplysninger op til toppen af folks søgeresultater for coronavirusrelaterede søgninger.

Racistiske memes har spredt sig på Tiktok og Facebook, hvor man her kæmper med at fjerne dem, mens Facebook har målrettet specifikke annoncer, der giver vigtige sundhedsoplysninger i bestemte geografiske områder og skubbet indlæg med tvivlsomme sundhedsråd langt ned i deres nyhedsfeeds.

Man er endda gået så vidt som til at række ud til influencers for at forsøge at holde misinformationen nede.

Men lige så meget som sociale medier har viderebragt misinformation om coronavirussen, har de også været en vigtig kilde til verificerede oplysninger om virussens udvikling.

På en mærkelig måde er sociale medier blevet et rum for kollektiv sorg og fortvivlelse, vrede og frustration. Hvad enten tingene foregår i Kina eller andre steder i verden.

Journalister over hele verden har brugt kinesiske sociale medier til at få et mere præcist billede af situationen i de særligt ramte kinesiske områder.

Mængden af personlige historier og rapporter, der cirkulerer hver dag, om sandheden i Kina har helt sikkert presset den kinesiske regering til at frigive mere præcise oplysninger om krisen.

Som sagt er dækningen af en ukendt virus som corona en vildt vanskelig balancegang for alle medier.

Har de danske medier bestået linedansen i første runde med de få smittetilfælde i Danmark og leveret varen i forhold til god folkeoplysning i en krisesituation? Efter min opfattelse er svaret ja.

Til gengæld bliver vi alle sammen i medierne helt sikkert testet endnu mere, når antallet af smittede og karantæneramte som forventet af sundhedsmyndighederne vil stige i de kommende uger.

Det kommer til at ramme skoler, offentlige institutioner og virksomheder og dermed langt flere danskeres helt almindelige daglige liv og adfærd.   

-----

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget, formand for Demokratikommissionen, VL-grupperne og Danmarks Medie- og Journalisthøjskole samt forhenværende formand for Det Kongelige Teater. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, Niras
journalist (DJH 1975)

0:000:00