Lisbeth Knudsen: Populismens metode fra Trump til Johnson

Det handler om opmærksomhed frem for alt. Det er populismens metode. Fra Donald Trump til Boris Johnson til rækken af andre politiske ledere i populismens kølvand.

Det handler om at skabe røre, handling, forbløffelse, forargelse, harme, vrede eller sympati, medløb og engagement. Om at være underholdende, sprogligt overraskende, hurtig i replikken og karismatisk. Om at demonstrere enormt ego og selvtillid ud over det sædvanlige, at levere overbevisning, begejstring og stolthed, også når man fortæller en løgn.

Sandhedsværdi? Kommer i anden række. Indrøm aldrig en fejl. Sig aldrig undskyld. Skift emne, det er nemmere, og opmærksomheden flytter med. Det er vigtigere at skille sig ud og være på. Hele tiden. At få medierne til at stimle til for at være sikker på ikke at gå glip af den næste sensation. Den næste frække replik eller den næste politisk ukorrekte trampen i spinaten.

Sådan er populismens opskrift, og den virker tilsyneladende, selvom de populistiske politikere agerer i forskellige nationer og forskellige politiske kulturer.

Andre ingredienser til populismen er opgøret med globalismen, det multikulturelle, det internationale regelsæt. Populært udlagt hos Johnson og Trump med kravet om "at tage kontrollen tilbage". Råb fra alle talerstole "Believe in Britain" og "Make America Great Again". Det virker tilsyneladende. Den retorik fremmer stoltheden, får folk til at rette ryggen og sige i kor: Ingen skal koste rundt med os og vores land. Det skaber plads til vrede, indignation, stærke følelser og nationalt sammenhold.

Mens alle andre taler om den umulige opgave, Boris Johnson står over for med at levere Brexit, samle det konservative parti og slå Labour ved næste valg, så har Johnson gjort sig selv til jubeloptimist ved næsten at tyvstjæle præsident Obamas "Yes we can"-valgslogan og fordømt surmulerne.

Johnsons modstandere i Storbritannien synes at gøre de samme fejl i forsøget på at underminere ham, som Trumps modstandere gør i USA.

Lisbeth Knudsen

I populismen ligger opgøret med eliten, eksperterne og alle dem, der taler bekymrede om alt det, der ikke kan lade sig gøre, hvad enten det er på grund af internationale konventioner, EU eller økonomiske regnemodeller, der kommer i vejen. Deri ligger begejstringen for karismatiske ledere, der som Trump og Johnson selv kommer fra eliten, men taler om at arbejde for "folket", uden at det fremstår helt klart, hvad det er for en politik, de vil arbejde med.

En af de skribenter, som jeg altid læser med stor fornøjelse, er Alastair Campbell. Han er britisk journalist. En fremragende taler, forfatter og politisk analytiker. Bedst kendt som den britiske New Labour-leder og premierminister Tony Blairs talsmand, kampagneleder, superspindoktor og kommunikationsdirektør.

Han er nu redaktør på The New European. Han er rådgiver for People’s Vote-kampagnen i Storbritannien, som kæmper for en ny folkeafstemning om en Brexit-aftale. Han er forfatter til 15 bøger og er blevet ekskluderet af Labour i maj i år, fordi han bekendtgjorde at have stemt på de Liberale ved afstemningen til Europa-Parlamentet.

Lad mig tage et par citater fra hans seneste analyse bragt i The Guardian, der fortæller, at vi nu har bevæget os fra den postfaktuelle sandhed og til en post-skam-periode, hvor ikke bare sandheden og den politiske troværdighed er gået af mode, men hvor det ikke engang er skamfuldt at stikke en løgn og fylde vælgerne med falske illusioner.

Alastair Campbell skriver: "Sandheden har været det første offer i den populistiske æra. Ifølge Washington Post faktatjekkere har Trump gennemsnitligt leveret 12 vildledende eller decideret falske udsagn for hver dag i sit præsidentskab. Hvad værre er: Han viser politikere rundt omkring i verden, at han hidtil har kunnet slippe af sted med det. Vi er ikke kun i en "post-sandhed"-verden, men en "post-skam"-verden. Hvordan skulle man ellers kunne forklare, at Boris Johnson engang mistede sit job på The Times for at lyve i spalterne, men at den samme avis nu støtter ham som premierminister?"

"Post-sandhed" og "post-skam" finder begge sted i en verden, hvor chanceryttere som Johnson og Trump ved, at alting bevæger sig med en sådan hast, at karavanen bare kører uantastet videre. Og det her guldkorn citerer Campbell med begejstring fra en læserkommentar til sin egen klumme: "At stemme på et populistisk parti er som at springe på hovedet i en tom swimmingpool, fordi du er vred over, at der ikke er noget vand i den."

Campbell er selvfølgelig biased i sine holdninger og skarp i mælet. Han skal varedeklareres og er ikke uhildet. Han skriver:

"Trump er den nedarvede milliardær, der blev præsident ved at kapitalisere på den offentlige vrede over politikere og eliter og på at vinde mange desillusionerede vælgere blandt arbejderklassen, men nu forfølger han en politik med henblik på yderligere at berige de rige, og en politisk narcissisme på bekostning af USA's globale omdømme.

Brexit-afstemningen blev vundet ved hjælp af stemmerne fra dem, der vil blive hårdest ramt af dens indvirkning. Afstemningen blev vundet med argumenter om suverænitet, økonomisk styrke, flere penge til sundhedsvæsenet, handelsaftaler i massevis, der bare faldt ned fra træerne og et stort fald i indvandringen. Alt sammen argumenter, der er falmet og døde som kampagne-retorik, da de blev udsat for den virkelige verden af EU-forhandlingerne, den britiske lovgivning og den parlamentariske aritmetik.

Så nu har populisterne reduceret retorikken til blot at sige, at Brexit skal ske, fordi folk stemte for det, og en kommende premierminister, der papegøjer sin støtte til en No-Deal-Brexit, som han og alle andre sagde slet ikke ville være en mulighed for tre år siden."

Noget af det paradoksale med de to – Trump og Johnson – er, at Trump fordømmer "falske nyheder" fabrikeret af de klassiske medier og rettet imod ham og hans politik, mens Johnson i sine journalistiske velmagtsdage var ansvarlig for masser af falske nyheder leveret af ham selv i opdigtede historier og myter om EU.

Trumps populisme fandt sin ideelle modstander i en politiker som Hillary Clinton. Johnson står over for en Labour-partileder i Jeremy Corbyn, der allerede har taget Trumps position som anti-establishment-fyren, der har et modsætningsforhold til systemet og et fjendtligt forhold til mainstreammedierne.

Men Johnsons modstandere i Storbritannien synes at gøre de samme fejl i forsøget på at underminere ham, som Trumps modstandere gør i USA. Sidste sommer skrev Johnson en avisklumme, hvor han sammenlignede muslimske kvinder, der dækker deres ansigter til, med omvandrende "postkasser". Stor opstandelse. Resultatet var dage med kritik for racisme og krav om en undskyldning, der aldrig kom.

I stedet for at fokusere på Johnsons nedsættende ytring ville det have været mere effektivt at fremhæve kynismen. Alle kunne se, at klummen var designet til at provokere, at styrke Johnsons støtte blandt højreorienterede og legitimere ham som en kandidat, der taler folkets sprog. På samme måde er nogle af Trumps udfald mod fire kvindelige medlemmer af Repræsentanternes Hus blevet kaldt racisme, men angrebene fyrer op under Trumps tilhængere og bliver godt modtaget der.

En anden tilgang til Johnson har været at fokusere på roderi i hans privatliv, seksuelle eskapader og husspektakler med kæresten. Men frigivelsen af en optagelse af Trump under valgkampen i 2016, der beskriver, at han med tv-stjerne-status kunne udføre seksuelle overgreb på kvinder, hvis han ville, gjorde intet for at forhindre ham i at vinde stemmerne fra et flertal af hvide kvinder. Det lader til, at den slags omtale kun bider på vælgerne, når de er rettet mod politikere, som de i forvejen ikke kan lide.

Nu kommer vi så til at se, hvordan Boris Johnson forvalter sin afart af populismen i de kommende få måneder, indtil Storbritannien, ifølge ham selv, definitivt er ude af EU med udgangen af oktober. Han kommer som Trump til at polarisere det britiske samfund mellem dem, der anser ham for en pinlig men begavet klovn, og dem, der tror på, at han kan levere en ny storhedstid for imperiet.

Inden han giver sig i kast med at forene landet, så skal han lige have forenet sit eget parti, have overbevist EU's 27 andre medlemslande om en genforhandling af den Brexit-aftale, der ligger på bordet nu, og finde et flertal i det britiske parlament for næste skridt. Underholdende bliver det med garanti at følge den nye mand i Downing Street 10. Det er mere tvivlsomt, om han lykkes med et resultat.

-----

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en kommentar i Altinget.