Lisbeth Knudsen: Presselogen – fra magtfuld loge til lavpraktisk institution

Slår man op i den danske ordbog under loge, så får man følgende resultat: Sammenslutning, der virker for et socialt, moralsk eller religiøst formål, ofte forbundet med lukket medlemskab og hemmelige ritualer.

Det er ikke min vurdering, at Presselogens medlemmer er blevet mindre kritiske med årene.

Lisbeth Knudsen

Nu er det Folketingets Presseloge, der skal tales om her, fordi det er netop den loge, der fejrer sine 100 år i dag.

Til det formål kan man jo så vælge en fødselsdagsskribent, der kan beskrive en hel anden tid om end meget kort periode af logens liv end det, vi kender i dag.

Og lad os lige sætte scenen først og vende tilbage til Presselogens betydning og funktion i dag.

Dengang havde logen sin egen avislæsestue og kantine – kaldet Rottehullet – hvor journalisterne kunne være fri for politikerne, som ikke havde adgang der uden invitation.

Lisbeth Knudsen

Min logetid som politisk journalist og politisk redaktør på Berlingske Tidende starter i 1975, men forinden havde jeg siden 1973 kigget indenfor på prøve, om jeg så må sige, som praktikant på samme avis. Tiden som æret medlem af Folketingets Presseloge sluttede for mig igen i 1984 med et skift til erhvervsredaktør. Men interessen for den politiske journalistik og for dækningen af Folketingets arbejde blev med tiden på Christiansborg en livsvarig bacille i blodet.

Dengang havde logen en helt anden betydning end i dag og helt særlige privilegier, om end jeg ikke ligefrem vil kalde det ritualer. Antallet af medlemmer var dengang få, og logen mere eksklusiv end i dag, og vi kendte alle sammen hinanden.

Jeg afslører ikke for meget ved at sige, at mændene var i overtal og gennemsnitsalderen ikke særlig lav.

Nu er der godt 180 journalister og mediearbejdere som medlemskreds i Presselogen ifølge Folketingets hjemmeside.

Dengang havde logen sin egen avislæsestue og kantine – kaldet Rottehullet – hvor journalisterne kunne være fri for politikerne, som ikke havde adgang der uden invitation. Det samme gjaldt avislæsestuen, som var forsynet med alle landets aviser. Her sneg politikerne sig dog ikke så sjældent ind og læste med. Sjovt, at politikerne nu gerne vil have områder af Folketinget, der er journalistfri.

Lisbeth Knudsen interviewer Palle Simonsen (K) i Folketinget. Årstal ukendt. Foto: Ritzau Scanpix

Dengang blev der ikke alene konkurreret lige så benhårdt om solohistorierne som i dag, men man kunne faktisk også indgå kollegiale samarbejder, når man på de små redaktioner ikke kunne nå at dække alle ting på samme tid. Så byttede man, hvad der alligevel var fælles historier og citater i ”porten”.

Som leder af en politisk redaktion dengang, så frygtede man virkelig at se konkurrentens avis næste morgen, når aften og natteforhandlingerne trak ud. Her var jo intet internet og en frisk og evigt korrigerende online-version til at redde et forkert gæt på forhandlingsresultatet i næste dags trykte overskrift.

Dengang havde Presselogens medlemmer eneret på adgang til et ugentligt pressemøde med statsministeren, og vi behøvede ikke den store Spejlsal i Statsministeriet som lokale. Det foregik i det daværende og meget mindre Grønlandsværelse. Der måtte ikke optages med kamera og lyd fra pressemødet. Den slags måtte foregå bagefter.

Skiftende statsministre havde forskellig stil til udførelsen af disse møder, men det kunne faktisk godt være temmelig skarpe udvekslinger af spørgsmål og svar, men også rigtigt meget humor. Det var imidlertid aldrig så fuldkommen styret af tv, som pressemøderne er i dag, og det var aldrig det stive og formelle set-up, som det er i dag, hvor pressemøderne – når de overhovedet holdes – bliver live-transmitteret.

Presselogens medlemmer havde særlige borde i Snapstinget, hvor man samledes til spisning, når forhandlingerne i tinget, udvalgsmøder eller forhandlinger i Statsministeriet trak ud til ofte langt ud på aftenen eller natten; hvis man da ikke hang ud på de hvide stole foran Statsministerens kontor og ventede på, at en af forhandlerne skulle træde af på naturens vegne, så man kunne kaste sig over for at få en bemærkning om stemningen.

Det var lang tid før tingenes nuværende tilstand, hvor pressen holdes pænt på afstand af glasdøre, sikkerhedstjek og terrorsikring.

Medlemmerne af Presselogen følte et stærkt fælles ansvar for selvjustits og ordentlig opførsel, og hvis nye medlemmer af logen ikke havde forstået, hvad det gik ud på, så blev de venligt, men bestemt tilrettevist af formanden eller kollegerne. Man håndhævede skarpt logemedlemmernes særlige rettigheder til at få klausulerede materialer – herunder årets finanslovforslag – men også andre særlige notater eller rapporter før alle andre.

Også den rettighed er nu væk med Folketingets digitale platform og en fælles erkendelse af, at klausulerne nok kunne være nyttige, men også kunne være blokerende for den frie jagt på solohistorier.

Ritualer – nej, ikke rigtigt. Ud over lidt juletræsfest og den årlige festmiddag med Folketingets ledelse og statsministeren med tradition for en meget åbenhjertelig, satirisk og kritisk tale fra pressens minister til medierne. En tale ”i logens tegn”, som ikke måtte refereres, men naturligvis altid blev analyseret og dissekeret efter middagen.

Så ritualer var det småt med, men der var helt klart et ufravigeligt hierarki i logen. De gamle klassiske avismedier og DR havde de bedste lokaliteter med den hurtigste adgang til presselogen i Folketingssalen, til udvalgsgangen på 2. sal og Statsministeriet. De nyere medlemmer kunne risikere en placering i Sibirien, som Ridebanekontorerne kærligt blev kaldt. Til gengæld gav medlemskabet af Presselogen også adgang til en parkeringsplads i Rigsdagsgården, hvis der ellers var plads.

De medier, som var repræsenteret i Folketingets Presseloge havde også faste pladser med mediernes navne i presselogen inde i Folketingssalen. Dengang blev der faktisk lyttet efter fra logen, hvad der blev sagt i salen, for man havde ikke mulighed for som nu at sidde nede på kontoret og følge debatterne på Folketingets tv. Tænde for en højtaler kunne man dog, men det gav ikke nogen klar fornemmelse af stemningen i salen. Der var heller ingen lystavle i Folketingssalen, så man kunne se, hvem der havde stemt hvad. Så når der skulle stemmes, var det med at løbe hurtigt op i presselogen og se, hvem der rejste sig eller blev siddende ved afstemningen.

Folketingets Presseloge. Årstal ukendt. Foto: Ritzau Scanpix

Når statsministeren tog på rejse til udlandet, så var det mest almindeligt, at medlemmer af Folketingets Presseloge fulgte med ham, og de blev dermed for en gang skyld sluppet uden for Borgen og videre ud end de ellers mest eksotiske udflugter til statsministerens embedsbolig Marienborg. Særlig eksotisk var Marienborg om vinteren, hvor pressens repræsentanter holdt til ude i kulden under forhandlingsmøderne, fordi der dengang slet ikke var tænkt på pressefaciliteter.

Nu slukker vi for historieskrivningen og rykker til nutiden. Presselogen har i dag ifølge Folketingets webside omkring 180 journalister og mediearbejdere som medlemmer. Privilegierne, de særlige lokaler, det nære sammenhold, de fælles interesser og loge-stemningen er for længst væk. Det havde sin tid og godt for det. Både politikernes og mediernes virkelighed har ændret sig.

Medierne er vokset i antal. Nyhedspulsen er skruet op i højt gear. Konkurrencen er ikke kun én gang om dagen, men hvert minut. Alle kan følge Folketinget online og på live-streamet tv. Alle kan søge i udvalgspapirer og endda kigge med på de mange åbne, tv-transmitterede udvalgsmøder. Der er sket en betydelig og i høj grad ønsket demokratisering af adgangen til at følge Folketingets arbejde.

Hvis jeg skal begræde noget, så er det, at den lette adgang ikke alene til politikerne, men også til de embedsmænd, som sidder med sagerne og kan fagspecialerne, er forsvundet bag en mur af koordinerende, mediestyrende og sorterende støttefunktioner i ministerierne.

Folketingets Presseloge er med tiden dermed blevet mere et praktisk medlemskab, der giver et adgangskort til Folketinget og for de flestes vedkommende nogle kvadratmeter arbejdsfaciliteter. Men ikke mindst vigtigt giver adgangskortet fortsat mulighed for den hurtige og direkte kontakt til folketingspolitikere og ministre.

Presselogens bestyrelse og formand er blevet en slags ”tillidsmand” for de journalister, der arbejder på Borgen, som den tidligere loge-formand Henning Olsson, har forklaret det. En opgave, der mest handler om at forsvare mediernes arbejdsvilkår.

Olsson var den, der i 2011 kom til at indgå en omstridt aftale med Folketingets præsidium på logens vegne om, at ”der ikke i Folketinget må opstå paparazzi-lignende tilstande, hvor fotografer eller journalister ”jagter” politikere eller andre, som har tilkendegivet, at de ikke ønsker at deltage i interview eller film- eller fotooptagelser”. Og indimellem har der da været sager, hvor politikere og journalister har tolket begrebet god opførsel ganske forskelligt.

Udenrigsministeren møder pressen 9. januar 2018. Foto: Ritzau Scanpix

Når enkelte politikere foreslår mediernes kontorer nedlagt i Folketinget eller mediernes tilstedeværelse begrænset til bestemte områder på matriklen som Vandrehallen og tilhørelogen, så handler det som regel om, at politikerne til tider føler sig jaget med rullende kameraer, mobiltelefoner og mikrofoner på Folketingets gange, når der er en højspændt forhandlingssituation eller en personkrise i et parti.

Det har også indimellem handlet om det, jeg bare vil kalde dårlig opførsel og manglende respekt fra et medies side, i forhold til, at vi rent faktisk er gæster i landets parlament.

Det forekommer da også, at redaktører og journalister, der som regel aldrig selv har arbejdet i Folketinget, mener, at medierne slet ikke burde have faste kontorer på Borgen.

De politiske journalister er med mellemrum blevet klandret for med indspist politisk nørderi at miste evnen til at være relevante og vedkommende for befolkningen i deres rapporteringer. At der leveres meget mere procesjournalistik end substansjournalistik fra Borgen, når man ”lever” hele sit professionelle liv inde i osteklokken på Slotsholmen.

Det er ikke min vurdering, at Presselogens medlemmer er blevet mindre kritiske med årene. Jeg vil tillade mig at forfægte, at udviklingen er den modsatte. Den politiske journalistik er på godt og ondt blevet mere kritisk og konfrontatorisk.

Det er klart, at væksten i antallet af medier giver nogle begrænsninger på, hvor mange der kan være tilknyttet Presselogen med faste repræsentanter, og Folketinget skal ikke agere varmestue for medier, som ikke reelt har en politisk dækning af et vist omfang og substans, for nu at bruge det ord igen med en lidt anden betydning.

Men efter min mening vil det være ulykkeligt, hvis man efter 100 år helt bryder op på princippet om, at vi i Danmark har et åbent parlament, hvor medierne med få praktiske restriktioner og gode etiske regler i øvrigt har fri og let adgang til politikerne. Det giver vores demokrati en særlig værdi. Det understreger ansvaret og betydningen af at være politisk journalist, og jeg har ikke noget imod, at vi giver netop det fagspeciale en særlig prestige.

Kan vi få flere unge journalister til at brænde for at blive vidende og dygtige til det fagområde, så vil det være fremragende, for den viden kan bruges i mange andre journalistiske funktioner.

Myten om, at de politiske journalister skulle være for tæt på deres kilder, køber jeg ikke. Når man arbejder som journalist på Christiansborg på fast basis, så ved man, at der er kontant afregning i forhold til kilderne, hvis man begår en faktuel fejl, sjusker med et citat eller skriver en forvrøvlet analyse. For man møder dem på gangen senere samme dag. Det er sundt.

Det handler om den gensidige professionelle respekt og ikke om at være ukritisk. Ligesom Christiansborg-journalisterne har deres erfaringer med gode og dårlige politikere i forhold til mediedækning og tilbøjeligheden til at give baggrundsinformationer uden for citat, så har politikerne også deres rating af journalisterne og deres foretrukne kontakter. Og i Folketingets lille økosystem bliver journalisterne selvfølgelig brugt i et taktisk spil, hvis de ikke er vågne nok. Sådan er livet også uden for Borgen.

Presselogen er i dag en særdeles praktisk, koordinerende institution. En forhandlingspart og samtalepartner for Folketinget, som er nyttig. Fint, at den gamle loge-romantik og gamle privilegier er skrællet væk og blevet til historiske anekdoter. Så meget desto mere er der brug for at holde fast i mediernes uafhængige og professionelle tilstedeværelse på Christiansborg.

Tillykke til Presselogens nuværende medlemmer med de 100 år og uanset hvilke medier, I kommer fra, step gerne et trin op de næste år for en politisk journalistik, der gør os andre nysgerrige, engagerede, mere debatlystne og videbegærlige. Hvis både vi som journalister og politikerne skal genvinde tilliden hos befolkningen, så er der brug for det.

----------

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en kommentar i Altinget.