Kommentar af 
Lisbeth Knudsen

Lisbeth Knudsen: Regering og medier er havnet i krigszonen

KOMMENTAR: Coronakrisen har udstillet og skærpet en tiltagende kamp mellem politikere og medier om den offentlige dagsorden og forpligtelsen til at svare på kritiske spørgsmål. 

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Lisbeth Knudsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det efterfølgende her kunne ligne surmuleri eller navnepilleri med mediebranchen som afsender. Men det er noget langt mere alvorligt.

Det handler om den demokratiske grundforsyning af information, som vi har brug for som ansvarlige medborgere. Om den indsigt, vi får stillet til rådighed om baggrunden og grundlaget for politikernes beslutninger. Om den kritiske, uafhængige afprøvning af argumenter og handlinger, som er livskraften i et sundt demokrati.

Regeringen og medierne er midt under en svær coronakrise havnet i en krigszone. Det har været længe undervejs, men er nu i fuldt udbrud. Tendensen var også spirende under den forrige regering, men den skærpes af den nuværende etpartiregering, som ikke har partier i intern konkurrence på holdet, men kan praktisere en udstrakt mediestyring.

Her er fem spørgsmål om bekymrende tendenser og fem forsøg på svar.

Fakta
Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler. 

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

1. Udviser statsministeren foragt for den professionelle presse og den kritiske journalistik, når hun i stor stil og meget dygtigt bruger de sociale platforme til at komme ufiltreret ud til egen fanskare, mens hun samtidig taler de traditionelle medier ned i betydning og gennemslagskraft?

2. Svigter statsministeren og hendes fagministre en demokratisk forpligtelse til at være til rådighed for offentlighedens repræsentanter fra den uafhængige presse, når de spiser de professionelle medier af med to spørgsmål per mand til pressemøder og doorstep-arrangementer og så e-mailsvar eller ekstremt kontrolleret deltagelse med på forhånd tilladte spørgerammer for resten?

Intet tyder desværre på, at regeringen og medierne kommer ud af den aktuelle krigszone og får landet et mere tåleligt forhold med respekt for hinandens arbejdsvilkår, roller og opgaver.

Lisbeth Knudsen

3. Er politikerne blevet så professionelle nu i deres håndtering af de sociale platforme og af infiltreringen af de professionelle mediers digitale debatspor på Facebook, at det kalder på et modsvar?

4. Alle elsker at hade de sociale platforme, og alle bruger dem. Både politikere og medier. Så hvordan håndterer vi det dilemma, at de nu er en del af vores demokratiske rum, og at kampen nu står om, hvem der finder de mest smarte tricks til at bruge dem? 

5. Hvad er egentlig den professionelle presses rolle under en dybt alvorlig sundhedskrise? Vagthund eller hyrdehund? Den, der evindelig stiller kritiske spørgsmål, eller den, der laver oplysning til borgerne og skaber sammenhold og fællesskab i krisen?

Det er fem brandvarme spørgsmål i skyggen af den aktuelle coronakrise og den socialdemokratiske mindretalsregerings stramt koreograferede og koordinerede mediestrategi. Der er gang i en eskalering af kampen om den offentlige historiefortælling mellem politikere og medier. Det er en kamp, der skal være der, og altid har været der, men som nu foregår med rigtig mange nye våben i et temmelig vildt opmærksomhedskapløb.

Et eksempel: Det er som regel den, der kommer først med en nyhed og et budskab, der trænger bedst igennem og sætter scenen. Det er altid sværere at stå på i anden runde og prøve at ændre fortællingen.

Det ved oppositionen kun alt for godt i dag. Derfor bruger statsministeren og andre af hendes ministre ofte de sociale platforme til at ”prime” en kommende begivenhed eller et kommende initiativ, vel vidende at de professionelle medier er nødt til at gribe sagen derfra og med den toning af indholdet, som afsenderen har bestemt.

Så er vinklen på forhånd slået fast og styret i en bestemt retning. At ændre kursen og vinkle anderledes kan tage en dag eller to. Og det er lang tid i det offentlige rum, hvor vi hurtigt er videre til det næste emne.

For nu bare at nævne et andet helt nyt greb: Embedsmænd fra Justitsministeriet, der kontakter kritiske journalister for at få dem til at forstå, at der ikke er tale om en ordre i juridisk forstand, når en statsminister på et pressemøde siger, at alle mink i Danmark skal slås ihjel inden en bestemt dato, og at det ikke er til forhandling, eller at der ikke er tale om et lovbrud, når der alene var tale om en opfordring.

Tidligere var det ikke usædvanligt, at en embedsmand kunne være i direkte kontakt med en journalist til en fortrolig baggrundssnak. Nu er der ikke mange journalister, der slipper igennem omstillingen til en topembedsmand uden at havne i ministeriernes presseafdelinger, hvis man ringer med spørgsmål.

Så vi er efterhånden blevet vant til, at de politiske rådgivere rykker ind på scenen. Men nyt er det, og usædvanligt, at embedsmænd påtager sig rollen som folkeoplysere, støttepædagoger og budbringere for regeringen overfor en kritisk og efter regeringens mening åbenbart uoplyst presse.

Svaret på spørgsmål 1:
Udviser statsministeren så foragt for den professionelle presse og den kritiske journalistik, når hun i stor stil og meget dygtigt bruger de sociale platforme? Nej.

Både internettet og de sociale platforme er nok kommet for at blive, og det er en del af politikernes naturlige redskaber til at komme i kontakt med vælgerne og til at komme ud med deres politiske synspunkter at benytte dem. Både når der lanceres politik på Facebook og pyntes juletræ på Instagram. Her må medierne tage en tudekiks.

Taler Mette Frederiksen så de traditionelle medier ned i betydning og gennemslagskraft? Ja, det gjorde hun forleden i Folketingets spørgetid, hvor hun talte om deres færre abonnenter.

Her er statsministeren på glatis, for de ”gamle” nationale medier har reelt set flere læsere nu via deres digitale platforme, end de havde på print, nyere rene digitale medier er kommet til, og de store radio- og tv-stationer har ikke færre nyhedslyttere og seere. De er bare mere fordelt hen over dagen og flyttet hen til mobiltelefonen.

De store politiske dagsordener drives fortsat af de traditionelle og kritiske medier, og det er også her, befolkningen takserer troværdigheden højest. De sociale platforme har rene bundskrabertal på troværdighed i befolkningens øjne, selv om den samme befolkning er storforbruger af platformene. I en krisesituation som nu med coronaen er det i endnu højere grad de professionelle medier, befolkningen søger hen til.

Mette Frederiksen understregede forleden, at det for hende ikke var et enten/eller. Men bruger hun de sociale platforme til at præsentere de største nyheder, så skal hun nok ikke regne med, at de professionelle medier vil agere mikrofonholdere på pressemøder bagefter.

De demokratisk forpligtede medier, som faktisk også under en coronakrise har påtaget sig et oplysningsansvar, og som faktisk har kontakt med en bred del af befolkningen, fortjener ikke at blive slået i hartkorn med distributionskanaler uden medieansvar og uden forpligtelser overfor det danske demokrati.

Svaret på spørgsmål 2:
Har politikerne en demokratisk forpligtelse til at være til rådighed for de professionelle medier og deres kritiske spørgsmål? Svaret er ja.

Selv om mediepresset på ministrene er helt enormt massivt i visse situationer, så er vi kommet dertil, hvor situationen ikke er gangbar længere for en fri og uafhængig presse, som gerne vil påtage sig et ansvar for at være befolkningens vagthund over for magthaverne.

Det er blevet tiltagende svært at få de ansvarlige ministre i tale. Lyt bare til et par af de store nyhedsudsendelser på tv en hvilken som helst dag, og vi hører igen og igen, at det ikke var muligt at få en kommentar fra ministeren.

Det er en tiltagende strøm af intetsigende teflonsvar, som medierne modtager på helt relevante spørgsmål, og det er alt for ofte e-mailsvar uden mulighed for opfølgning. Selv for tv-medierne, som ellers har været forkælede med toppolitikeres deltagelse, er situationen nu anderledes, og modkravene for at dukke op er ofte en aftalt spørgeramme, som ikke må fraviges med andre relevante temaer.

Derfor kom der også forleden på statsministerens coronapressemøde en modreaktion fra journalisterne, fordi statsministeren på forhånd havde proklameret indholdet af pressemødet i store træk i et Facebookopslag.

Hvis nu de professionelle medier blev væk fra myndighedernes pressemøde, ville så Facebook mon møde op og stille de kritiske spørgsmål, som befolkningen har krav på bliver stillet, lød en af de frustrerede reaktioner.

Svaret på spørgsmål 3:
Er politikerne blevet så professionelle nu i deres håndtering af de sociale platforme og af infiltreringen af de professionelle mediers digitale debatspor, at det kalder på et modsvar? Ja. I sammenhæng med svaret på spørgsmål 2.

Politikerne og deres digitale tropper i sekretariaterne på Christiansborg har fundet ud af, at de traditionelle medier har rigtig mange digitale brugere på de sociale platforme, som de ikke nødvendigvis kommer i kontakt med via deres egne profilsider og opslag.

Derfor er politikerne i stigende omfang begyndt på at blande sig i debatterne på mediernes Facebook- og Twitter-konti, og med deres særlige identitetsverificerede profiler (det lille blå flueben ved siden af profilnavnet) så rykker de godt op ad ranglisterne i visningerne.

Hvis politikerne vil den vej, og fortsætter politikerne med at undgå at stille op til de kritiske interviews, så vil det blive nødvendigt for medierne at begynde at stille de kritiske spørgsmål på de sociale platforme og markere der, når politikerne ikke stiller op. Det kommer der meget lidt konstruktiv journalistik ud af, men hvis de ansvarlige skal ”ryges ud” af hulerne, så kan det blive konsekvensen.

Svaret på spørgsmål 4:
Alle elsker at hade de sociale platforme, og alle bruger dem. Forholdet til techgiganterne som ”gatekeepere” på vores demokratiske dialoger er et stort dilemma.

Hverken statsministeren eller hendes regering lyser af begejstring over techgiganternes kontrol med vores digitale forsamlingshuse, men bruger selv samtidig netop de sociale platforme råt og efterhånden til stigende perfektion.

Mette Frederiksen sagde i et interview til Politiken i april 2019 sådan her: ”Vi vil flytte magten fra techgiganterne til demokratiet og samfundet. Udviklingen er kommet buldrende, og som beslutningstagere står vi tilbage og er blevet iagttagere i stedet for at styre udviklingen. Det går selvfølgelig ikke i et demokrati.”

Læs også

Nu bruger statsministeren netop de sociale platforme – navnlig Facebook og Instagram – ikke kun til at give folk et smugkig til hendes mere private sider, hendes køkken og hendes naturvandringer eller til en dokumentation for møderne med vælgerne rundt omkring i landet.

Hun bruger også disse platforme i høj grad til politiske udmeldinger af større betydning med statsministerboligen på Marienborg som kulisse og uden om de professionelle medier og de kritiske spørgsmål. Envejskommunikation med stærk iscenesættelse af en blanding af handlekraft og empati.

Andre partiledere prøver at gøre hende kunsten efter. Kampen om opmærksomheden er stor, og de sociale platforme er en af vejene til at komme ud til vælgerne. Problemet er selvfølgelig, at de i høj grad kommer ud til de i forvejen ”frelste” tilhængere. Demokrati handler om, at argumenter og meninger brydes, og det gør de ikke via vennerum på de sociale platforme.

De professionelle medier har også deres problemer med techgiganterne, ikke mindst på grund af tabet af annonceomsætning til de globale mastodonter og manglen på gennemsigtighed i de sociale platformes algoritmer. Men de er samtidig dybt afhængige af de samme virksomheders platforme for at hente trafik til egne websteder og den dyre indholdsproduktion.

Det giver i dag ikke mening at sige, at politisk kommunikation er et enten/eller i forhold til brug af de sociale platforme. Politikerne har både en ret og pligt til at komme ud på så mange kanaler som muligt og være i kontakt med befolkningen også der, hvor en stor del af vores demokratiske debat er rykket hen.

Hvad politikerne til gengæld ikke har taget helt så alvorligt ved de sociale platforme er, at her forventes der interaktivitet. Og det er de færreste - statsministeren inklusiv – som rent faktisk går i dialog med vælgerne, når de kommenterer, kritiserer eller spørger politikerne om noget. Så at kalde det en demokratisk debat halter en hel del. Det handler mere om politisk markedsføring.

Svaret på spørgsmål 5:
Hvad er egentlig den professionelle presses rolle under en dybt alvorlig sundhedskrise? Vagthund eller hyrdehund? Den, der evindelig stiller kritiske spørgsmål, eller den, der primært laver oplysning til borgerne og skaber sammenhold og fællesskab i krisen? Svaret er, at den professionelle presse skal være begge dele. Og at befolkningen ifølge nyere undersøgelser faktisk ønsker mere kritisk journalistik.

Fra starten af coronaen i marts var de professionelle journalister i høj grad optaget af at formidle al mulig information om covid-19, hospitalskapacitet, symptomer, sundhedsfaglige spørgsmål, testkapacitet og meget mere.

Det handlede om at skabe fællesskab og sammenhold omkring det at bekæmpe pandemien. Der blev skruet ned for den kritiske vagthund, uden at den blev gemt helt væk. Det var også en situation, hvor oppositionen lukkede ned for kritik og bakkede op om regeringens hårde indgreb. Ingen turde udfordre argumentet om det bedste for folkesundheden.

Nu er medierne blevet meget mere vagthund igen. Minksagen kom til at udgøre det store vendepunkt. Nu optrevles det ene papir efter det andet omkring regeringens håndtering af coronaen. Og det kommer til at stå på en rum tid fremover. Fortællingen om coronapandemien i Danmark er langt fra skrevet endnu.

Men intet tyder desværre på, at regeringen og medierne kommer ud af den aktuelle krigszone og får landet et mere tåleligt forhold med respekt for hinandens arbejdsvilkår, roller og opgaver.

Konsekvensen af den her udvikling? Mindre fyldestgørende oplysning til borgerne. Mindre konstruktiv og værdiskabende demokratisk debat. Endnu flere kommentatorer i medierne til at tolke, hvad regeringen har gang i og hvorfor, når den ikke stiller op og svarer selv, og flere journalister, der interviewer journalister, fordi vi ellers kun kan tale med oppositionen, som selvfølgelig altid gerne vil have et minut og 30 sekunder på tv.

-----

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget, formand for Demokratikommissionen og VL-grupperne samt forhenværende formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kongelige Teater. Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lisbeth Knudsen

Strategidirektør, Altinget og Mandag Morgen, formand, Dansk Selskab for Virksomhedsledelse, Odense Symfoniorkester og Rønnow, Leth og Gori Arkitekter, Foreningen TjekDet og Demokratikommissionen, bestyrelsesleder, Niras
journalist (DJH 1975)

Mette Frederiksen

Statsminister, MF, partiformand (S)
master i afrikastudier (Københavns Uni. 2009), ba.scient.adm. i samfundsfag (Aalborg Uni. 2007)

0:000:00