Lisbeth Knudsen: Thulesen Dahl vs. Vermund varsler populistisk skred

Hvis man satte sig og lyttede til den godt to og en halv time stærkt opreklamerede valgduel mellem Dansk Folkepartis leder, Kristian Thulesen Dahl, og Nye Borgerliges leder, Pernille Vermund, torsdag aften i Aabenraa, så er det svært at være i tvivl om, at vi er på vej til et massivt populistisk skred i dansk politik.

Et skred, der får Dansk Folkeparti til at ligne ”gammelpartierne” (V, K, S, R og SF) iført politisk realisme og seriøs refleksion omkring den økonomiske politik, den demografiske velfærdsudfordring med et stigende antal ældre og udlændingepolitikken i forhold til opkomlingen Nye Borgerlige.

Pernille Vermund optræder som den nye Glistrup om end i betydelig anden fysisk fremtoning og uden hans ekstra intellektuelle gear. Hun leverer en bemærkelsesværdig og veltilrettelagt populistisk strategi og stærk kommunikation.

Hendes vigtigste verbale brændstof er en ringeagt over for og udskamning af hendes egne måske kommende politikerkolleger på Christiansborg, og en hæmningsløs ignorering af demokratiets forudsætninger om, at der skal 90 mandater til et flertal.

Glistrup udfordrede parnasset, gjorde grin med de etablerede partier ved sjove formuleringer og øgenavne, leverede alenlange verbale tirader, som ingen til sidst orkede at argumentere seriøst imod, og påstod at forfægte den lille mands sag over for bureaukratiet, skattevæsenet, eliten og magten.

Pernille Vermund fik under debatten i Aabenraa torsdag aften lov til helt uanfægtet at lægge ansvaret for al dårligdom, fra lokale skolelukninger til kommunalt bureaukrati i jobcentrene, ind på folketingsmedlemmernes bord.

Pernille Vermund optræder som den nye Glistrup om end i betydelig anden fysisk fremtoning og uden hans ekstra intellektuelle gear. 

Lisbeth Knudsen

Hun fik ikke de skarpe og vedholdende kritiske spørgsmål til konsekvenserne af den massive nedskæring af den offentlige sektor, hun står for, eller konsekvenserne af de massive skattelettelser, der skal findes plads til i hendes økonomiske plan.

Hun havde helt klart fat i Kristian Thulesen Dahls haser på udlændingepolitikken, men faldt igennem på den økonomiske politik, viden om udligningsordninger, landbrugsstøtte og gennemførte reformer og den slags, som Thulesen Dahl kan til fingerspidserne.

Han kom bare til at ligne forsvaret for det bestående over for trangen til at se noget nyt, som jo indimellem kommer over vælgernes forunderlige bevægelser.

Vermund fik udpeget fire markante hadeobjekter, som populisterne fra Trump til de mindre kendte har for vane helt præcis på samme måde at udpege:

1)    De andre politikere, der har siddet ved magten. De har sovet i timen, sløset med pengene og overladt landet til rotterne.

2)    Medierne. Hun fik lige sådan i en håndevending lukket den overflødige og fråsende institution DR, som ikke behøver at få tre milliarder statslige kroner om året mere. Der er medier nok på markedet.

3)    Embedsmændene. Hun fik pisket stemningen mod yndlingsfjenderne i Djøf så meget op, at Glistrups papirnusser-udtryk næsten fik en genopstandelse i lokalet i Aabenraa. Væk med alle bureaukraterne.

4)    Frygten. Hun spiller massivt på frygtkortet i forhold til udlændinge- og indvandringspolitikken.

Kristian Thulesen Dahl har fået sig en svær modspiller i jagten på at undgå et markant fald fra 2015-valgets store sejr med 21,1 procent af stemmerne og placeringen som det største borgerlige parti i Folketinget til de måske 13-15 procent, som Dansk Folkeparti står til i meningsmålingerne nu. Partiet ser ud til at bløde både til Socialdemokratiet og Nye Borgerlige. Ikke mindst det sidste, som ser ud til at hente godt halvdelen af sin nye vælgertilslutning fra DF.

Spørgsmålet er, om udsigten til så blodigt et tab for DF og en Pernille Vermund i topform får hele udlændingedebatten til at rykke til højre, så den ikke alene kommer til at udfordre DF, men også Venstre og Socialdemokratiet.

Ligesom Venstre får det svært med et Klaus Riskær Pedersen-parti, der om ikke andet kan betyde borgerligt stemmespild, og har et klart behov for at hente vælgere hjem fra midten af dansk politik – fra Det Radikale Venstre og Socialdemokratiet – for at svække rød blok og beholde regeringsmagten.

Og Socialdemokratiet vil få det svært med på den ene side at skulle hive tidligere frafaldne DF’ere hjem igen med en stram udlændingepolitik og på den anden side bygge troværdig bro til det alternative flertal, der skal bringe Mette Frederiksen til magten, i givet fald muligheden viser sig.

Det interessante bliver, om opkomlingene i dansk politik, Vermund og Riskær, får lov til at sætte dagsordenen, når først gongongen lyder til den rigtige valgkamp, eller om det så bliver de store partier, der fylder rummet ud i debatten i medierne.

Vil statsministerduellerne på de store tv-kanaler stjæle al fokus som tidligere, så det bliver kampen om det troværdige lederskab – Rasmussen mod Frederiksen – der bliver afgørende?