Lisbeth Knudsen: V og S lægger arm om velfærd – kan vælgerne se forskel?

Selvfølgelig er det lige netop det, politik handler om. At partierne opstiller hver deres programmer op til et valg, og så må vi som vælgere finde ud af, hvem vi tror mest på, og hvad vi tror mest på.

Valgkampen er i fuld gang. Det samme er jagten på at eje og dominere det store tema for den politiske kampplads: det danske velfærdssamfund. Vi elsker vores velfærdssamfund, vi er stolte af det, og tilliden til, hvem der behandler denne dyrebare danske nationalskat bedst, kan flytte stemmer. Det samme kan budskaberne til den store vælgergruppe af offentligt ansatte.

Selv om Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige nok skal prøve på at gøre det kommende valg til endnu et indvandrings- og integrationsvalg i den lange række af valg med netop det hovedtema, vi efterhånden har haft, så vælger Venstre og Socialdemokratiet nu igen i det store statsminister-slag at lægge arm om Velfærdsdanmark.

Curlingarbejdet forud for valget er gjort i begge partier for at lukke ubehagelige angrebsflanker ned. Venstre har gemt skattelettelsesløfterne af vejen og lukket den diskussion ned for ikke at blive beskyldt for at belønne de rige og slække på velfærden.

Både Venstre og Socialdemokratiet vil investere i bedre dagtilbud til børnene, bedre sundhedsvæsen, bedre psykiatri og bedre forhold for de ældre.

Lisbeth Knudsen
Tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget

Socialdemokratiet har skrinlagt den indre strid om udlændingepolitikken og lukket ned for at lempe en tøddel her på den stramme kurs for ikke at åbne en flanke til Dansk Folkeparti. Det har sendt Liberal Alliance og Det Radikale Venstre til tælling i henholdsvis blå og rød blok. Der er ikke en stor efterlysning i befolkningen ifølge meningsmålingerne efter skattelettelser eller lempeligere udlændingeregler.

Akuthelikopter og god mad
Venstre lægger i sin nye annoncekampagne frem, at partiet har haft regeringsmagten i 13 af de 17 år siden 2001, og at der i forhold til 2001 bruges 75 milliarder kroner fraregnet inflationen mere om året til velfærd nu, og at den kurve vil fortsætte både i 2018, 2019 og langt ind i fremtiden, hvis det står til Venstre. Finansminister Kristian Jensen lagde allerede med fremlæggelsen af regeringens finanslovforslag for 2019 op til, at der nu var økonomisk forsvarligt råd til milde velfærdsgaver.

Det bliver en interessant valgkamp, for hvordan får vi boret ud, hvad der anses for ”bedre” af det ene parti i forhold til det andet, uden at det bliver ren overbudspolitik og kommer til at handle om, hvem der vil give mest?

Lisbeth Knudsen
Tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget

Venstres valgstrateger har klædt Lars Løkke Rasmussen på til at stå i forskellige positioner foran store fotos fra en akutlæge-helikopter, et sygehus, en børneinstitution og et plejehjemskøkken. Der loves bedre mad til de gamle, en lys fremtid for børnene, at flere overlever kræft, og at hjælpen er hurtigt på vej, hvis man bliver syg. Alle centrale punkter i danskernes grundforståelse af velfærd.

”Velfærden er Danmarks største fællesskab og fundamentet for vores trygge, rige samfund. Velfærden er med andre ord en kolossalt vigtig del af Danmark. Og det er den også for Venstre. Det betyder ikke, at alt er perfekt. Der er altid noget, der kan og skal forbedres. Det er det, vi arbejder for,” lyder kampagnen.

Socialdemokratiet angriber Venstres 75 milliarder kroner og mener, at Venstre og Lars Løkke Rasmussen siden 2015 har underfinansieret velfærden med 4,4 milliarder kroner. De hæfter sig ved, at 55 procent af danskerne oplever, at velfærden er blevet dårligere over de seneste ti år, ikke bedre, og at samme tendens gælder troen på fremtidens velfærd.

Kun seks procent tror, at velfærden bliver bedre ifølge Socialdemokratiet. Og i oppositionen peger man fingre af, at regeringen kun lader det offentlige forbrug stige med 0,4 procent. Det dækker kun godt halvdelen udgifterne til flere børn og ældre de kommende år, der er på 0,6 procent ifølge Finansministeriets egne tal, siger man.

I et stort interview med Altinget i marts i år sagde Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, om Venstres og Socialdemokratiets holdninger til velfærd: "Den store ideologiske forskel er stadigvæk: Vil du sikre økonomi til velfærdssamfundet eller ej. Regeringen får i dag ikke lov at føre den politik, de egentlig står for, men hvis vi går tilbage til, hvad regeringen vil, så vil de skære ned på velfærden. De sikrer jo ikke nok vækst i den offentlige økonomi, og det er en stor principiel uenighed og forskel."

Samme program
Både Venstre og Socialdemokratiet vil investere i bedre dagtilbud til børnene, bedre sundhedsvæsen, bedre psykiatri og bedre forhold for de ældre. Samtidig er pendulet svinget fra centralisering og store enheder til decentralisering og ”den nære velfærd”, som begge partier nu slår på.

Det bliver en interessant valgkamp, for hvordan får vi boret ud, hvad der anses for ”bedre” af det ene parti i forhold til det andet, uden at det bliver ren overbudspolitik og kommer til at handle om, hvem der vil give mest? Hvor meget konkret får vi boret ud om det med ”det nære” ud over budskabet om nogle lokalpolitistationer og nærhospitaler? De fleste mennesker hører sikkert ikke forskellene som særligt markante lige nu.

Både Venstre og Socialdemokratiet vil slippe den offentlige sektor fri af bureaukrati, kontrol og snærende regler og lovpriser de offentligt ansattes indsats. Igen får medarbejderne i den offentlige sektor at vide, at de vil blive befriet for papirarbejde og få mere tid til at levere omsorg, pasning og bedre støtte til børn med en svær start på livet og ældre, som skal have en god afslutning på livet. Der er mange stemmer i de offentligt ansatte, så der skal gøres en troværdig indsats for at uddele ros og tryghed og håb forud for valget.

Effektiviseringerne som følge af regelsaneringen skal gå til borgernær velfærd, siger innovationsminister Sophie Løhde i sit oplæg til afbureaukratiseringen. Nej, siger Socialdemokratiets gruppenæstformand, Dan Jørgensen, til Netavisen Pio. Den tror de ikke på. ”Vi er enige i ambitionen om at skære ned på unødvendige regler og dokumentationskrav. Men Lars Løkke har jo tidligere slået fast, at når Venstre taler om 'nær velfærd', så mener de i virkeligheden skattelettelser.”

Venstre har indledt en valgkampagne, der meget hurtigt kan ende i en talkrig om, hvem der lover flest velfærdsmilliarder til danskerne, selv om annoncerne symboliserer jordnære eksempler fra hverdagen i billederne. Tal-argumenter er erfaringsmæssigt svære at omsætte til succes hos vælgerne. Inden længe er der så mange og så store tal og modargumenter i luften, at vælgerne er blevet forvirrede på et højere plan og temmelig talblinde.

Valg vindes i høj grad på følelser og konkreter. Socialdemokratiet forsøger sig med følelser og konkreter. Frederiksen taler hele tiden i menneskebilleder og eksempler. Hun går sjældent ud i det store talræs. Hun og partiets løjtnanter følger i al kommunikation skræmmemodellen: ”Der er i virkeligheden noget farligt indeni”. A la: Når Løkke tænker velfærd, så mener han i virkeligheden skattelettelser, hvis han kunne komme afsted med det for Dansk Folkeparti. Og: Når han taler flere penge til velfærd, så er der i virkeligheden sket det modsatte.

En kæmpeopgave for medierne
Allerede starten af valgkampen viser, at der er en kæmpeopgave for medierne i at få substans på bordet. Hvordan står det egentlig til med vores velfærdssamfund? Hvad er det for konkrete udfordringer, vi har? Hvad er det for løsninger, partierne har på de udfordringer? Hvor mange penge skal der til? Hvad er det for prioriteringer, der skal gøres, hvis der ikke er råd til hele ønskelisten?

Ingen er imod bedre velfærd. Men det her valg bør ikke handle ikke om at finde nogle velfærdskustoder, der ikke tør røre ved de løsninger, vi har i dag af skræk for vælgernes dom, for de løsninger er muligvis ikke svaret på udfordringerne i morgen. Det hedder mod. Politisk mod til at gå nye veje. Det må handle om at finde nye svar på det, der ikke er lykkedes i vores lovpriste velfærdsmodel.

Hvordan får vi for alvor grebet om de onde problemer, som ikke vil gå væk. De børn og unge, vi taber i systemet, og som ikke ser nogen fremtid? De ældre, som ikke får en anstændig hjælp og pleje, det sundhedsvæsen, som ikke hænger sammen. Det uddannelsessystem, som halter bagefter i forhold til efterspørgslen på arbejdskraft, efteruddannelse og brugen af de nye teknologier. Alt sammen udfordringer, som vi har talt alt for længe om uden at finde de gode løsninger.

Medierne skal ikke kåre vindere og tabere i det politiske danmarksmesterskab i velfærd. Det er vælgernes opgave. Men vi har en forpligtelse til at give vælgerne en fair mulighed for at gennemskue, hvad det er, partierne egentlig vil, ud over at komme til magten, når valgballonerne er punkteret og valgbolsjerne spist.

----------

Lisbeth Knudsen er tværgående chefredaktør på Mandag Morgen/Altinget og formand for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og Det Kgl. Teater. Hun har været koncernchef for Berlingske Media og ansvarshavende chefredaktør for Berlingske. Før det var hun blandt andet nyhedsdirektør i DR. Hver anden fredag skriver hun en kommentar i Altinget. Indlægget er alene er udtryk for skribentens egne holdninger.