Løkke er fanget af sin egen retorik

Det hele var ekstremt kalkuleret.

Venstre havde målt på sagen og identificeret en vigtig vælgergruppe mellem S og V, der var tiltalt af tanken om en SV-regering. Ikke nok til at vinde valget, men nok til at give Lars Løkke Rasmussen (V) kunstigt åndedræt som Venstre-formand.

Dermed viste Løkke sig endnu en gang som en gudsbenådet taktiker, der kan vriste muligheder ud af selv den mest håbløse situation. Det skabte fornyet respekt blandt mange partifæller.

Men andre hæftede sig ved, at Løkke her demonstrerede sin kyniske og principløse side og viste sig som en mand, der ikke alene ville være statsminister for enhver pris, men også vil være formand for enhver pris.

Intet at gøre med politik
For det er ikke, fordi Lars Løkke Rasmussen tilhører en midtsøgende fløj i Venstre, mens næstformand Kristian Jensen (V) er mere liberalistisk. Striden mellem Løkke og Jensen har intet med politik at gøre, den handler om magt og ambitioner.  

Da Kristian Jensen gik på banen og forsøgte at aflive den i forvejen stendøde SV-konstruktion, var det et svar på kravene fra resten af blå blok. Dybest set en logisk handling for at samle de andre blå partier under Venstres lederskab.

Men selvom SV-forslaget var et rendyrket vælgerstunt, kunne Løkke ikke holde til at se det aflivet så kort tid efter, han havde vundet stemmer på det. Og da slet ikke på en måde, hvor næstformanden korrigerede formandens linje.

Ydmygelse
Derfor gik Løkke til modangreb med Claus Hjort Frederiksen (V) som kølle mod den tydeligvis overraskede Kristian Jensen. Løkke og Hjort opnåede præcis, hvad de ville, og Jensen blev kraftigt stækket. Da Hjort omsider indstillede ilden, var det med følgende bemærkning:

”Venstres forretningsudvalg har klart slået fast, at formanden har ansvaret for det organisatoriske og politiske. Næstformandens opgaver aftales med formanden.”