Løkkegaard: Dansk Folkeparti spiller trist dobbeltspil om Europol

Af Morten Løkkegaard (V)
Medlem af Europa-Parlamentet og delegationsleder for Venstre

Man kan godt blive lidt træt, når man i disse dage iagttager især Dansk Folkepartis forudsigelige dans på glødende Europol-kul. Træt af hykleriet og dobbeltspillet, som ledende DF'ere lægger for dagen. Behøver politik være sådan?

Alle - absolut alle - har siden efteråret vidst, at en Europol-parallelaftale ikke er "a walk in the park". Kommissionens tidligere juridiske chef sagde det. Top-juristen og ide-manden bag den særlige danske protokol sagde det, Europols chef sagde det, regeringen og Venstre sagde det, resten af ja-siden sagde det. Ja, selv modstanderne måtte erkende, at gennemsnits-forløbet på en dansk parallelaftale med EU har været over fem år. Den eneste reelle uenighed har sådan set gået på, om det ville blive voldsomt svært at opnå en aftale - eller helt umuligt.

Forstemmende dobbeltspil
Alligevel er vi nu vidne til et forstemmende dobbeltspil: Hele DF-ledelsens stærkt iscenesatte forundring og kritik af tempoet i processen og helt urimelige beskyldninger mod regeringen for bevidst nøl.

Det sker, samtidig med at DF er medunderskriver på ansøgningen til Kommissionen om at få en forhandling om en parallelaftale. Og samtidig med, at samme DF stemte blankt til den nye Europol-ordning for kun en uge siden i Europa-Parlamentet. Statsministeren i Danmark bliver af sit parlamentariske støtteparti beskyldt for at deltage i et storslået komplot, involverende de øvrige 27 landes formand (Tusk) og hele EU-Kommissionen samt Europa-Parlamentet. Alt sammen med det formål at genere Dansk Folkeparti og danskerne som folk. Hvor løgnagtigt, småt og trist kan det blive?

EU-rådsformand Tusk har været i København og fortalt, at det bliver svært - hvis ikke umuligt - at få en parallelaftale i stand. Stor opstandelse og koreograferede DF-panderynker. Og hvad var så lige det nye i den udtalelse? Intet - absolut intet.

Mens man den ene dag forhandler med regeringen om en fælles ansøgning, udtaler man den næste dag, at regeringen intet bestiller.

Morten Løkkegaard (V)
Medlem af Europa-Parlamentet

Journalisterne føler åbenbart, at de ikke kan passe deres arbejde ordentligt, med mindre de reducerer spørgsmålet til et gensidigt "blame game". Men undskyld mig: Hvad kan man seriøst anklage ja-sigerne for? Andet end at sige: Hvad sagde vi?

Danmarksrekord i hurtig behandling
Fire DF-ledere kan derimod slippe afsted med at beskylde regeringen for nøl, på trods af at alle - også journalisterne - kan konstatere, at regeringen er ved at slå Danmarksrekord i hurtig sagsbehandling i Europol-sagen.

Forhandlingen om teksten til en dansk Europol-ansøgning blev overstået på blot tre måneder. DF'erne skulle jo også lige blive enige med sig selv! Ansøgningen ryger af sted i denne uge, kun få dage efter at det nye Europol blev vedtaget i Europa-Parlamentet. Og man kan jo dårligt ansøge om noget, før man ved, hvad det er!

Foran os ligger et indviklet juridisk og politisk forløb, hvor Kommissionen af Danmark bliver bedt om at redde os ud af vores selvskabte plage. Samtidig skal Kommisionen så høre på, at det er i Bruxelles, problemerne skabes. Hvordan ville vi selv reagere, hvis vi mødte den slags storhedsvanvid?

Juridisk skal Danmark have en særordning, fordi vi er EU-medlemsland og ikke et tredjeland som Norge eller Colombia. Det er ubetrådt juridisk land - samtidig med, at Danmark allerede HAR forhandlet en juridisk basis, nemlig tilvalgsordningen. Man kan vel ikke bebrejde juristerne, at de peger på det, vi allerede har (men som vi altså ikke ønsker at benytte) i stedet for at skulle bruge tid og kræfter på noget nyt, som med garanti vil stille Danmark ringere. Selv for ikke-jurister kan det vel forekomme lidt gak-gak?

Danmark er ikke øverste prioritet
Politisk er sagen jo den (som også Tusk gentog), at Danmark stadig har så megen goodwill, at vi kan være med. Samtidig er bekæmpelsen af grænseoverskridende kriminalitet og terror jo i alles interesse. Men at de danske interne problemer ligger et stykke nede på EU-prioriterings-listen, der lige nu indeholder blandt andet Brexit, græsk gæld og folkevandring - ja, det skal man vist være blind for ikke at kunne se, og politisk tonedøv for ikke at kunne forstå.

Bliver det så et ja fra Kommissionen, kan forhandlingerne gå i gang i efteråret. Og hvornår i verdenshistorien har 27 lande sagt ja og amen, uden at kræve noget til gengæld? Derefter skal Europa-Parlamentet stemme ja til aftalen. Hvornår i verdenshistorien har Europa-Parlamentet sagt ja og amen, uden at kræve noget til gengæld? Hvor lang tid vil den slags politiske processer normalt tage? Ja, en dansk finanslov tager fra august til november/december. En parallelaftale 4-5 år i gennemsnit. Kan det gøres hurtigere? Måske - og vi gør selvfølgelig forsøget. Men at påstå, at det hele kan ordnes på en eftermiddag, er politisk plat på højt niveau.

Hvor blev sagligheden af?
Alt dette ved DF-ledelsen selvfølgelig godt, og det højt proklamerede garanti fra valgkampen er derfor lige så værdiløs, som den altid har været. Derfor er taktikken nu at køre dobbeltspil: Mens man den ene dag forhandler med regeringen om en fælles ansøgning, udtaler man den næste dag, at regeringen intet bestiller.

Om dette juridisk og politisk højest komplicerede forløb, udtaler Søren Espersen (DF), at det er "noget så simpelt" at få en parallelaftale, og han tilføjer Gudhjælpemig, at regeringen hverken har evnen, viljen eller modet til at "ordne" sagen.

Man tager sig til hovedet. Er der overhovedet plads til saglighed i det univers? Hvilken planet befinder DF's ledelse sig på? Og er god, gammeldags ordentlighed blevet et fremmedlegeme?

Som Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, konstaterede på Twitter:

"Det minder om en mand, der ser en fugl og siger: Det med at flyve ser nemt ud! Jeg gider bare ikke lige nu."

Medierne giver DF fri bane
Alt dette er åbenbart for alle iagttagere af dansk politik. Og alligevel får Dansk Folkeparti fri bane i danske medier til uantastet at fremføre ideen om Det Store Komplot. Ingen stiller kritiske spørgsmål til et af de vigtigste politiske vælger-bedrag i nyere tid. Det er jo bare det sædvanlige "mudder-kastning", som Christiansborg-underholderne kan bruge til en hurtig hanekamp...

Der er ikke noget at sige til, at dansk EU-politik er i krise. Al saglighed er støvsuget ud af det offentlige rum. Danmarks fremtid i Europa behandles som en gang Paradise Hotel. Præmissen for den politiske debat om EU sættes af et EU-kritisk, populistisk parti.

Tilbage sidder danskerne, som med god grund føler sig desorienterede - og snydt.