Løkkegaard: Risiko for britisk EU-exit har aldrig været større

DEBAT: Stemmer briterne ja til premierminister David Camerons EU-medlemsaftale, vil det trække EU i den rigtige retning. Men som det ser ud nu, har risikoen for et nej aldrig været større, skriver Morten Løkkegaard (V).

Af Morten Løkkegaard (V)
Medlem af Europa-Parlamentet

Man bør ikke være overtroisk ved folkeafstemninger - og da slet ikke, når det gælder den nært forestående britiske om EU-medlemskab.

Cameron har nemlig valgt datoen 23. juni - Sankthansaftens dag - til formålet. Når vi tænder bålet samme aften for at skræmme de onde ånder væk - ja, så kræver det ikke megen løbsk fantasi at forestille sig Drachmanns (og Shu-bi-duas) Midsommervise sunget som en national(istisk) kampsang, mens flammerne fra bålet holder migrant-strømme, EU-bureaukrater og andet fremmed uvæsen på behørig afstand.

Det bliver derfor ikke uden en vis bæven, at jeg går til Sankthansbålet i år. Når flammerne er dødt ud, og bålet brændt ned vil vi kende resultatet af den mest skæbnesvangre afstemning i EU's nyere historie. En ”alt eller intet”-afstemning, som vil betyde enten status quo, hvor Storbritannien forbliver en del af EU, eller det modsatte, hvor Storbritannien og EU skal indlede en historisk skilsmisse.

Lad det være sagt med det samme: Jeg håber inderligt, at briterne siger ”ja” til at forblive en del af EU. Vi har brug for briterne, og briterne har brug for os - og for at forblive en del af EU-samarbejdet. Den erkendelse er efterhånden nået alle - selv Dansk Folkeparti, som har lagt sig på Camerons kritiske ja-linie. Kun den yderste venstre- og højrefløj og Folkebevægelsen mod EU er parate til at støtte en all-out-udgang med alt, hvad dette vil indebære.

Stor risiko for et nej
Som det ser ud lige nu, kan dette ydersynspunkt ende med at blive normen: Risikoen for et "UK-nej" har nemlig aldrig været større:

For det første har Briterne aldrig været kendt som et folkefærd, der var glødende EU-tilhængere. EU-medlemskabet kan for briternes vedkommende kun betegnes som et halv-lunkent fornuftsægteskab. Lige fra starten i 1973 har den britiske EU-skepsis været dybt forankret i en grundfortælling om Imperiets storhed - og fald, direkte forårsaget af kræfter udefra, det vil sige fra kontinentet. Mistro til tyskere og franskmænd er en del af folkekarakteren, ligesom den aldrig svigtende tro på, at alt britisk, også fodbolden, i bund og grund er verdens bedste.

For det andet er betingelserne - omstændighederne - lige nu som skabt til "the perfect storm": Ligesom i Danmark har flygtninge- og migrantkrisen gjort befolkningen grundlæggende utryg, og de tusinder af migranter, som opholder sig især i London, har været en voldsom udfordring for den del af den britiske befolkning, som konkurrerer om lavtlønsjobs og ofte taber og må dele velfærdsordninger med de fremmede.

For det tredie er den britiske offentlighed - og dermed også den politiske debat - domineret af en uhørt populistisk og fremmedfjendsk presse, som i årtier har kampagnet indædt for at få Storbritannien ud af EU - uanset konsekvenserne.

Og for det fjerde har det politisk dominerende parti, de konservative, i snart mange år været ved at brække midt over på spørgsmålet - og på den måde ødelagt ethvert tilløb til politisk konsensus mellem de EU-ansvarlige partier, som vi kender det fra bl.a. Danmark. Oven i dette har det nationalistisk-populistiske UKIP-parti - med sin karismatiske og usædvanligt veltalende leder, Nigel Farage - formået at udnytte det svækkede konservative parti til at skabe noget nær en folkebevægelse, der siger konsekvent nej til alt, hvad der kommer fra den anden side af Den Engelske Kanal.

Tilsammen har disse fire faktorer skabt en uhørt giftig cocktail, som lige nu er en reel trussel mod et fortsat britisk EU-medlemskab.

Fordel for Danmark med et ja
Og hvad har vi på ja-siden så at byde på? Ja, som sædvanlig kun sund fornuft og argumenter. I dagens Europa noget nær den svageste valuta, man kan smide på bordet.

Ikke desto mindre er der mange argumenter for, at vi – også set med danske briller - kun kan håbe på, at briterne vælger at forblive medlemmer af klubben:

De økonomiske analyser peger entydigt i retning af, at den britiske økonomi vil lide under et ”Brexit”, ligesom også BNP’et i resten af EU ville dykke. Den britiske handel med de øvrige EU-lande er over en årrække øget, og Storbritannien har også nydt godt af de mange frihandelsaftaler, EU har indgået med tredjelande. 125 handelsmæssige relationer, som på ny ville skulle forhandles. Det vil tage det meste af et årti.

Også ideologisk vil et EU uden Storbritannien være meget lidt ønskværdigt for Danmark. Storbritannien hører sammen med Danmark til de EU-lande, som trækker i en mindre protektionistisk og mindre føderalistisk retning i EU. Jeg har gennem mine første fem år som europa-parlamentariker erfaret, at vi i Venstre meget ofte har været på linje med briterne, både med hensyn til handel og værdier, og den politiske kultur i Storbritannien og Norden er på mange måder langt mere ens end i Frankrig, Syd- og Central-Europa.

Ligesom Danmark står Storbritannien også uden for Eurozonen og har spillet en væsentlig rolle i at forhindre en marginalisering af ikke-Euro-lande. Storbritannien har helt overordnet set også en betydelig vægt økonomisk og sikkerhedspolitisk, som bidrager væsentligt til EU’s pondus over for andre spillere på den globale scene. Den tyngde vil være svær for EU - og herunder også Danmark - at undvære.

Trækker EU i rigtig retning
Det er helt givet, at den aftale, som Cameron fik i stand med EU først på året, vil sætte nye rammer for Storbritanniens deltagelse i det europæiske samarbejde, hvis det bliver et ja fra briterne 23. juni. Mange af de ændrede spilleregler er vand på den danske mølle og vil forhåbentlig også bidrage til at trække EU i den retning, vi ønsker.

Desværre er Camerons højt besungne aftale allerede gledet i baggrunden i den valgkamp, som nu har kørt i to-tre uger. Folkeafstemninger har nemlig en tendens til at handle om alt muligt andet end det, som befolkningen bliver spurgt om (jvf. de mange danske nej'er 3. december). En folkeafstemning bliver af mange vælgere betragtet som en ventil, hvor man kan slippe af med galden og gassen og protestere mod politikere, systemer, sager eller andet, man er utilfreds med.

Alt i alt kunne man godt blive en anelse dystopisk tænkende med alle disse usikkerhedstegn før Midsommer. Omvendt går vi trods alt mod lysere tider, og et Sankthansbål er jo alles bål - også de af os, som ikke tror på, at de onde ånder kommer fra Bruxelles...

Forrige artikel Forsker: Hjemløshed er ikke en social endestation Forsker: Hjemløshed er ikke en social endestation Næste artikel DF: Glem drømmen om integration DF: Glem drømmen om integration
Fattig-Lars fra Jylland blev hele Danmarks dynekonge

Fattig-Lars fra Jylland blev hele Danmarks dynekonge

NEKROLOG: Først var han Fattig-Lars. Senere blev han til Dyne-Larsen, og de sidste mange år har der ikke være noget fattigt over ham. Vi siger nu farvel til manden bag en af de største succeshistorier i dansk erhvervsliv.